Om at aflevere sit guld i institution

Vi fik forleden en meget venlig forespørgsel fra Pernille, som godt kunne tænke sig at høre vores tanker om dét at have børn i institution. Hun skrev dette:

“Jeg har en lidt mærkelig forespørgsel… Jeg vil meget gerne høre Jeres tanker om det at have en hverdag med børn i institution… Du virker til at hvile rigtigt godt i, at børnene skal afsted og du glæder dig til at komme tilbage på arbejde. Jeg er bare nysgerrig på hvordan det føles at være væk fra sine børn en hel dag? Tænker man nogen gange “gid jeg kunne bruge hele dagen med dem” eller snarere “godt jeg får lov at komme på arbejde så jeg får en pause fra dem  ” eller eller eller? Jeg spørger fordi det ikke umiddelbart er planen at jeg skal tilbage på arbejde fordi institution eller barnepige er ret dyrt (i hvert fald her i NYC), så det er spændende at høre lidt om Jeres overvejelser på det punkt. Anyway, måske en kommentar eller et indlæg hvis I har lyst! Rigtig god start med Alvin!”

Blev egentlig ret glad for dén kommentar, for tankerne om at aflevere vores børn i instiution har flere aspekter, og det vil jeg gerne gå mere i dybden med. Nicolai får ikke skrevet så meget herinde på bloggen for tiden, men det kommer, og i mellemtiden må i nøjes med mig og mine tanker 😉

Jeg vil starte med at nævne mit indlæg om frivilligt at vælge en kortere barsel. Jeg ELSKER nemlig ikke at gå hjemme på barsel, så at vi allerede har fået plads til Alvin og at jeg kunne komme tilbage på nedsat tid og forlænge min barsel, er bare den helt optimale løsning for os alle herhjemme. Jeg starter meget snart og jeg glæder mig! Vi har 14 dage til at få Alvin kørt ind i vuggestue, hvilket skulle være rigelig tid. I dag har han allerede været der alene i to timer og spist frokost (vejen til Alvins hjerte), og det gik så fint. Imens var jeg hjemme og drikke kaffe og snakke i telefon med min mor. Så gik tiden hurtigt, og så var han naturligvis træt bagefter, så nu sidder jeg så og skriver dette indlæg 😉

Om at være væk fra sine børn en hel dag. Nu tager jeg udgangspunkt i vores situation lige nu. Altså med Aya på 3,5 år og Alvin på 8 måneder. Men jeg vil gerne skrive lidt om, hvordan det var at aflevere Aya i vuggestue. Dengang var både jeg og Nicolai studerende og igen havde vi god tid at få Aya kørt ind. Hun havde mange korte dage og mange fridage igennem hele sin vuggestuetid. Det har hun faktisk haft helt frem til institutionsskift indtil vi blev rådet til at aflevere hende hver dag og mindske fridagene, og i stedet for gøre dagene kortere. Det har noget med rutiner, venskaber, Ayas behov for faste rutiner osv. at gøre. Men det var da hårdt eller mere mærkeligt at aflevere hende i vuggestue til at starte med. Jeg tog bare hjem og sad og ventede på at hente igen. Kunne de mon finde ud af at passe godt på hende? Kunne de mon lide hende, og græd hun mon lige nu!?. Jeg tror at alle førstegangsforældre kan nikke genkendende til sådanne eller lignende tanker, men her anden gang, er der slet ikke samme bekymringer. Der er dygtige pædagoger, som har en mellemlang videregående uddannelse, og som har styr på at få vores guld til at trives. Det er så ærgerligt med mange af de skræmmehistorier, som man især som nybagt mor sluger tl sig. Vi har kun gode erfaringer, og hvis Aya har haft behov for at sidde på arm det meste af dagen i starten, så gjorde hun det. Og hun blev puttet når hun var træt, og lige så stille blev hun kørt ind i rytmen, for naturligvis kan pædagogerne ikke putte børnene på 100 forskellige tidspunkter, men det blev gjort således, at det var naturligt for Aya. Der blev også ringet efter os én af dagene fordi hun simpelthen var sååå træt og ked og ikke kunne falde til ro. Jeg havde gjort det klart, at de skulle ringe til mig, hvis hun var rigtig ked af det, for jeg havde meget tid hjemme pga. studie og ikke så meget arbejde, og derfor ville jeg hellere hente hende, end at hun skulle have en øvdag i vuggestuen. Og det gav mig tryghed, at de så gjorde det. Det samme kommer til at gøre sig gældende med Alvin. Indkøringen blev lige som vi havde håbet på, og lige i Ayas (og vores ) tempo, hvorfor jeg også tror, at det har haft en kæmpe indflydelse på, at hun elskede at gå i vuggestue og senere børnehave, og det kan tælles på én hånd de dage, hvor hun græd når vi gik fra hende om morgenen. Og jeg tror, at det kommer til at være lige sådan med Alvin. Måske endda endnu nemmere. Nå, men tilbage ti det med at være væk fra sine børn en hel dag.

Jeg har forskellige vagter, hvorfor der vil være dage, hvor jeg arbejder normale tider, og andre dage med aften- eller nattevagter. Dagene med dagvagter, er jeg taget afsted på arbejde, inden børnene er stået op. Så kommer jeg i stedet for til at hente dem. Sådanne dage har jeg ingen problemer med at tage afsted på arbejde. Når jeg er på arbejde, er jeg på arbejde, og jeg savner faktisk ikke mine børn. Jeg har en masse andet at tage mig til 😉

Når jeg har aftenvagter vil jeg have lange morgener med dem, og aflevere dem sent. Altså efter 9.30. Jeg kommer nok ikke til at holde dem hjemme, for jeg skal køre hjemmefra 14.30, så Nicolai kan ikke nå hjem fra arbejde inden jeg skal afsted. Aya holdte jeg nogle gange hjemme, og tog hende med på arbejde, og så hentede Nicolai hende på vej hjem fra arbejde. Det kan også være at det kommer til at ske, men forestiller mig, at det lige er lidt mere besværligt med begge børn. Og sommetider har jeg også brug for en lur inden jeg igen daffer på arbejde, for hvis jeg har haft en travl aftenvagt, kommet i seng ved en 00.30tiden og så er oppe igen kl. 7, og igen skal på arbejde om eftermiddagen, så er det heller ikke altid optimalt at have børnene hjemme hele dagen. Det er vigtigt at komme ned i gear, ligesom de fleste bruger deres aftener på, når de er kommet hjem fra arbejde om eftermiddagen. Men jo, jeg savner mine børn, hvis jeg har flere aftenvagter i træk. For så er det faktisk flere dage, hvor jeg ikke sådan har så meget tid med dem. Det er også hårdt at have en 12timers arbejdsweekend, og der vil jeg savne dem. Men mine skæve arbejdstider giver mig hverdagsfri, hvor jeg kommer til at bruge nogle af dem med børnene. Nicolai kom altid forbi mit arbejde sammen med Aya når jeg havde arbejdsweekend (hver 4. weekend- luksus som sygeplejerske). Selvom jeg ikke altid havde så meget tid til dem, så var det skønt lige at kramme og kysse dem. Vi boede dengang også kun fem minutter væk, så det kommer nok ikke til at ske i samme omfang efter vi er flyttet.  Mine nattevagter kommer ikke til at ændre noget. Børnene vil blive afleveret når jeg kommer hjem, så sover jeg, og henter dem om eftermiddagen og har tid med dem indtil de bliver puttet.

Så helt konkret svar på dit spørgsmål Pernille. Nej jeg synes ikke det er hårdt at være en hel dag væk fra mine børn. Men jeg synes det er hårdt at være væk flere dage fra mine børn. Men når jeg ved at der så venter lange morgener og fridage med dem, så føles det på ingen måde slemt. Og ja, det kan være rart at aflevere sine børn ;-). Og det lægger jeg altså ikke skjul på. Det er måske ikke helt ‘lovligt’ at sige, men det er sandheden herhjemme i hvert fald. Men Aya har altså også glædet sig til at komme væk fra sine forældre efter en hel weekend, hvor vi jo ikke kan stimulere hende på samme måde som hun bliver i børnehaven. Det samme vil også gælde for Alvin. Ordet institution har nok en negativ ladning hos nogen, men her er jo veluddannede mennesker, som ikke kun ‘passer’ vores børn imens vi er på arbejde, men stimulerer og udvikler vores børn. Hovedparten er engagerede og elsker sit arbejde og nyder at være sammen med børnene, og jeg har så meget respekt for dem. Jeg er helt med på at institutioner ikke er vejen frem for alle børn, men jeg tilhører ikke gruppen som stiller spørgsmåltegn ved vores velfærdssamfund og vil ikke vælge frivilligt gå hjemme og passe mine børn. Jeg har også dyb respekt for dem der vælger at gå hjemme, for det kræver altså en hel del at kunne klare det, og jeg synes bare det er fedt at der er forskellige muligheder her i Danmark. For vi er forskellige som forældre og vores børn er forskellige. Jeg er glad for at nogle seje kvinder i 60 og 70’erne gjorde oprør mod de traditionelle kønsroller, og medførte at vi kvinder ikke nødvendigvis bør gå hjemme og passe børnene og være afhængig af en mand til at forsørge os. Derfor kan jeg ærgre mig over, at der i visse kredse kan herske en forestilling om, at det ikke kun er nok at være en økomor, som giver sit barn økokluns og økomad, men nu også skal gå hjemme og passe sine børn til de nærmest er skoleklar. Selvfølgelig gør mange det også af fri vilje eller som flugt fra et arbejde de ikke trives i, men når det ligesom bliver et symbol på, at man er den perfekte mor, hvis man går hjemme i to eller flere år, så gør nogen det måske mere for sin egen skyld for at kunne signalere, ‘at jeg er en god mor fordi jeg selv vælger at passe mine børn’. Det er måske ikke altid, fordi det er for børnenes bedste? Bliver vi så ikke også igen afhængig af at have en mand til at forsørge os?. Det skal ikke blive en diskussion, men jeg ved bare, at det ikke ville være for mine børns bedste, for så ville de nok bliver understimuleret og spille alt for iPad og se lidt for meget Ramasjang 😉 og have en crazy mor, som drak alt for meget kaffe, fordi JEG ikke kan være sammen med mine børn nonstop. Det er sundt at forholde sig kritisk og til tider stoppe op og tænke over de valg vi træffer, men synes det er noget vi snart gør ved hver en handling, og jeg er træt af, at skulle forholde mig kritisk og undrende ved hvert et valg jeg træffer på mine børns vegne. Det kan godt være, at jeg er naiv, men jeg stoler på, at der ligger nogle gode overvejelser bag de beslutninger, som bliver truffet i mine børns daginstitutioner. Jeg kan særligt huske, at det kom bag på mig, at vi skulle stemme om, hvorvidt de i Ayas gamle børnehave skulle have madpakker med, eller om de skulle have mad fra køkkenet i børnehaven, ligesom de fik i vuggestuen. God økologisk mad. Og nej, det var åbenbart ikke sådan fordi det havde noget med kroner og øre at gøre, men mere fordi, at nogle mødre/forældre tillægger det en kæmpe værdi og identitet at smøre den helt korrekte speltmadpakke og på denne måde signalere deres gode forældreskab, og ikke vil give afkald på det. Jeg var bare lykkelig over ikke at skulle smøre madpakke, men fik det da næsten helt dårligt over at tænke sådan. Dog var størstedelen af forældrene af samme holdning som os, men det havde altså åbenbart været et issue i andre institutioner. Og nej, ikke pga. svinekød, veganerkost el. lign. Gad vide om ordet ‘moridentitetsmadpakker’ findes? Hvordan ser sådan én madpakke mon ud? Der er nok ikke Stryhns leverpostej i vel?. Ja, jeg er nok stadigvæk helt forargret. Madpakke er nok bare ikke lige “my thing” ;-).

Manglede jeg noget? Så spørg løs! Og bare lige for at slå fast: jeg ser ikke ned på de mødre der vælger at gå hjemme i flere år (I får respekt herfra), ligesåvel jeg heller ikke ser ned på dem, som afleverer deres barn i instituion, når barnet er  seks måneder gammel. Og jeg ser heller ikke ned på de mødre der ikke giver Stryhns grovhakket med i madpakken ;-). 

Alvin er vågnet, så det bliver altså ikke til mere for i dag! Vi skal iøvrigt her til aften alle fire i experimentariet og se nærmere på deres nye vinterudstilling, og vi glæder os. Der er nemlig noget med is og sne!

– Sebrina