En vinder af valentines give away i samarbejde med Anthon Berg

Tanker der kører rundt, når familien skal udvides

 photo 97815cc2-5bff-4bc5-bad9-fd6f8b115e42_zpsf8c42d21.jpg
 photo 27c45161-6633-4a98-a607-3d8eef8f4439_zps5de69802.jpg
 photo 33f9e686-3569-4bbf-b944-41716a5e7d34_zpsc795af53.jpgEn sød læser har spurgt, om vi kunne have lyst til at dele vores tanker omkring dét at gå fra at være en familie på tre til at blive en familie på fire. Eller rettere, hvilke tanker vi gjorde i forhold til at Aya skulle til at dele sine forældre med en anden. Og jo for pokker. Vi har jo bare glemt alt om det, for det er gået så nemt og godt 😉 MEN er du gal det fyldte… særligt i mit hoved og hjerte. Fra jeg stod med den positive graviditetstest til han var ude, havde jeg en konstant dårlig samvittighed over for Aya. Fjollet- ja! og det vidste jeg jo godt, men ikke mindst var det sådan jeg havde det. Nogle dage kunne jeg tude over det (forbandede hormoner!)… Jeg fortalte åbent og ærligt over for Nicolai, mine veninder og særligt min mutti blev brugt. Heldigvis var én af mine veninder i samme situation, så vi kunne køre hinanden op omkring, hvor forfærdeligt det nu skulle blive osv., men vi sluttede altid af med “men det er jo en gave vi giver dem…”. Så det der med at vi bare “tog det som det kom”, er en smule løgn, selvom det nok i sidste ende var det vi gjorde. Vi havde dog snakket om, hvordan det skulle være, og prøver lige at huske det lidt i punktform;

– vi brugte noget af graviditeten på ligesom at “forberede” hende på at blive storesøster. Læste lidt bøger om det, kiggede på babyer, besøgte babyer osv. osv. Og da Alvin begyndte at lave spuats med mine ribben som afsæt, mærkede Aya ofte på maven, og syntes at det var meget morsomt – og mærkeligt! Vi tog det hele i hendes tempo og svarede på de spørgsmål der nu engang kom. Hun blev også utålmodig til sidst og spurgte “hvorNÅR kommer babyen!?”. Det var nok mere vores utålmodighed der smittede af. Vi havde bevidst valgt ikke at vide kønnet, så vi snakkede om, hvad mon der gemte sig derinde, men det forholdt hun sig ikke rigtigt til. Det var bare ‘babyen’. Vi snakkede heller ikke navne med hende. Aya har det med at huske rigtig godt, og da vi heller ikke selv var sikre på hverken køn eller navne, ville vi ikke sige at der lå en ‘Alvin’ derinde, hvis det nu blev en ‘Dicte’. Ikke at det overhovedet ville blive et problem, men så slap vi ligesom for at skulle tage dén diskussion. Hun blev bare præsenteret for sin lillebror, og så fortalte vi at han hed Alvin. Og så hed han det.

– jeg ville helst ikke have at Aya skulle se mig med vesmerter. Sådan helt seriøse, for hun skulle ikke forbinde babyen med en ond alien, som gjorde forfærdelige ting ved sin mor. Dette er der jo mange delte meninger om, men for os, var det vigtigt at lige så snart der var optakt til noget, så skulle Aya hentes. Ikke at jeg på nogen måde har været vild under fødslerne, men jeg frygtede en lynfødsel, da Ayas fødsel gik stærkt, og havde alle mulige situationer i mit hoved som f.eks. “hvad nu hvis jeg gik i fødsel imens jeg var alene med Aya, og lå skrigende på badeværelsesgulvet og fødte”. Altså havde virkelig worst case scenario kørende på repeat igen og igen. Min fantasi har aldrig fejlet noget 😉 At fødslen så blev heeeelt stille og rolig er så en anden sag, haha. Nå, så vi havde garderet os med familie og venner ifht. pasningsmuligheder til Aya.

– under graviditeten skete der jo en del i vores og Ayas liv. Hun gik fra at være vuggestuebarn til at starte i børnehave som 2,5 årig. Hun smed sin sut og vi flyttede. Vi valgte at hun skulle forblive i sin børnehave indtil vi fik pladsen her i Solrød Strand, så der ligesom var noget fast og trygt i hendes hverdag, nu når den lille skulle komme og rive op i det hele. Det var i sin tid en svær beslutning, men hold nu op, hvor var det bare den helt rigtige beslutning altså. Hun blev også blefri nogenlunde omkring Alvins fødsel. Hun blev bare så hurtigt en stor pige pludselig! Der skete jo virkelig meget med hende i løbet af graviditeten, så det var rart lige at have de der otte måneder, hvor hun og vi ligesom voksede med opgaven 😉

– da dagen endelig kom, hvor jeg kl. lort om morgenen fik småveer og slimproppen røg (og jeg da var gået fire dage over tid), ringede jeg efter mine forældre. Det var ingen problemer at koncentrere sig om Aya, og mine forældre kom og spiste morgenmad, og så kørte de ellers afsted mod BonBonland. Planen var jo så, at jeg havde født efter nogle timer, og de så kunne komme med hende om aftenen. Sådan gik det jo ikke. Han kom ud kl. 23 om aftenen, så Aya sov hos mine forældre efter en fantastisk dag i BonBonland, som hun stadig fortæller om. “Den dag Alvin blev født, var jeg i Bonbonland med mormor og morfar, og så kom far og hentede mig om morgenen”. Det er ikke noget vi har fortalt, men det kom ud af den blå luft fra hendes egen side for ca. en måned siden. IMPONERENDE. Vi ville have, at Aya skulle være den første til at se sin lillebror. Uden andre. Kun os. Så hun kunne reagere ligesom hun ville. Halvanden måned forinden havde hun fået en kusine, og da vi besøgte hende på hospitalet, blev hun helt ude af den, og gemte sig på toilettet under hele barselsbesøget. Hun kunne ikke kapere det og var nærmest bange for den der lille tingest. Et par uger inden Alvin blev født var vi sammen med kusine Marie og der ville hun gerne sidde med hende, og vi har et billede, hvor hun sidder med hende og ser så stolt ud. Det havde en beroligende effekt på både Nicolai og jeg, for vi blev sgu en smule chokeret over hendes reaktion, og frygtede om hun ville gemme sig herhjemme, nu når der skulle komme en ægte baby i hendes hjem. Vi tog jo allerede hjem fra fødegangen et par timer efter Alvin var født, og vi nåede lige at slå øjenene på kl. 7, og så var Nicolai på vej ned til mormor og morfar for at hente Aya. Da han hentede hende, fortalte han hende at hun var blevet storesøster og havde fået en lillebror. Min mor ringede til mig, da de var på vej, og fortalte at jeg skulle have set Ayas udtryk. Hun var blevet så spændt og kunne ikke komme hurtigt nok med far hjem. Hjem kom de så. Alvin sov i sin vugge, og jeg havde været i bad og så nogenlunde ud (yeah right!), og Nicolai og Aya gik ind for at kigge på ham. Bliver helt rørt imens jeg skriver dette, for det var bare tydeligt at dén dér baby, det var hendes. Og det var han. Fra første sekund. Han vågnede jo på et tidspunkt, og hun kunne ikke lide når han græd. Det kan hun stadigvæk ikke. Men hun sad klistret op ad mig, da han blev ammet, og ville også gerne holde ham. Vi havde med vilje valgt at lade gæsterne komme om eftermiddagen, så vi ligesom havde flere timer alene bare os fire. De gæster der kom, havde fokus på Aya, og enten fortalte hun selv at hun var blevet storesøster, hvis ikke blev der spurgt “vi har hørt at du er blevet storesøster, er det rigtigt!?”, og så kunne hun meget stolt nikke “ja” til det. Så det har jo helt sikkert også været med til at det er gået så fint. Han tog ikke al opmærksomheden, og der blev leget med hende og hendes rytme fortsatte. Aftensmad til tiden og alt det der, og en mor som ikke var mærket af fødslen (naturligvis ømhed, men jeg var fuld mobil). Hun blev hjemme fra børnehave de første par dage, men ville jo også rigtig gerne vise ham frem. Så vi tog alle i børnehaven da han var tre dage gammel, hvor hun stolt viste ham frem, og sørgede hele tiden for at stå meget tæt på ham. Flere fortalte hende, at Alvin var da så heldig at have sådan en god storesøster, og det er lige hvad han er. For hun er en god storesøster. Hun har da spurgt én gang, om Alvin ikke skulle tilbage i maven igen, men det kan jeg nu godt forstå. Hun blev dog ikke skuffet, da jeg måtte erkende, at det skulle han ikke.

– vi var heldige at Alvin sov så meget de første otte uger, for jeg havde jo en masse tid med Aya. Jeg sørgede for fortsat at læse godnathistorier, lege og tegne med hende- ja alle de ting vi jo forvejen gjorde sammen. Hun så med ved amninger, som også foregik på hendes værelse, på gulvet osv., så det ligesom ikke var en stor ting, at han nu lige skulle have mad. Var da i det hele taget ret fleksibel, hvis jeg selv skal sige det ;-). Bleskift var hun også med til, men fordi Alvin skreg ved bleskift, så var det ikke noget hun gad særlig ofte.

– efter en snak med sundhedsplejersken om min dårlige samvittighed og mit behov for at holde hende hjemme, fordi det jo var synd ikke at gøre andet, gik det op for mig, at det jo var bedst at lade Ayas hverdag være så normal som hidtil. For som sundhedsplejersken påpegede, så kan det være værre at holde hende hjemme, for så vil hun rigtigt opdage, hvor meget tid ham lillebror tog fra mor, og hvor mange gange jeg skulle lade hende vente. Og det var jo sandt. Jeg havde jo netop overskuddet til Aya, når Nicolai også var hjemme, og når jeg havde fået et hvil i løbet af dagen. Så hverdagen kørte bare. Hun havde fridage, men da hun startede ny institution og skulle indkøres, blev de fridage skippet for en lang periode. Det er først nu hun sådan igen rigtigt har fridage i løbet af ugen. Jeg har virkelig også øvet mig i ikke at sige “nej ikke nu Aya”, hvis hun har spurgt, om vi ikke skulle lave et eller andet, men i stedet svaret “når jeg er færdig med at give Alvin mad, så vil jeg gerne lege…”.  Jaja ren logik for mange, men jeg havde bare lige en periode, hvor jeg syntes, at jeg sagde meget nej, og det skulle laves om. Ikke at ‘NEJ!’-perioderne er væk, for hun er også bare en pige i trodsalderen, og sommetider er et ‘NEJ!’ bare det mest rigtige 😉

Hmm jeg tror egentlig det var det!?

Nogle spørgsmål for så spørger I jo bare løs. Jeg tror ikke på, at der er den “rigtige” måde at gøre tingene på, men jeg er glad for, at vi da havde snakket om, hvordan det skulle være, og særligt Ayas første møde med Alvin. Hvis vi havde været på hospitalet skulle hun også være den første til at se ham og uden bedsteforældre eller venner var til stede.

– Sebrina

 

10 kommentarer

  • Ditte

    Tusind tak for indlægget, der er virkelig skønt at du gad at skrive det 🙂 fik lige svar på en masse spørgsmål, så af hjertet tak! Nu tror jeg at jeg (for en stund) kan have lidt ro i sindet, selvom jeg med garanti panikker jo tættere jeg kommer på terminen 😉
    Håber min Mynthe-Sophia blir ligeså god en storesøster som Aya – men det tvivler jeg nu heller ikke på 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et fint og rørende indlæg. Det er jo meget normalt at have de tanker omkring det at udvide familien, men det gør det bestemt ikke mindre svært.

    Ville egentlig bare lige sige, at det var skøn læsning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elena

    Wow.. hvor er det bare en enorm sympatisk og “rigtig” måde at gøre det på overfor Aya! Jeg er sikker på at det har været med til at hun tager storesøsterrollen til sig.
    Det er så fint fx, at I ville have hun skulle være den første til at se Alvin, og så alene.
    Jeg vil helt sikkert tage det med mig, når jeg selv en dag skal have børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejlig, dejlig læsning. Selvom vi ikke skal have endnu et barn før om et par år, er det alligevel noget, jeg godt kan komme til at tænke på. Rart at høre at det kan gå så godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • bloggere

    Velbekommen 🙂 Håber det kommer til at glide let, men selvfølgelig gør det det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • bloggere

    1000 tak Tine. Det har nemlig fyldt rigtig meget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • bloggere

    Hvor er det en sød kommentar 🙂 Mange tak for den!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • bloggere

    Det kan nemlig gå rigtig godt, og det tror jeg at det gør i mange tilfælde. Det er nok bare os mødre der er gode til at hænge os fast i de “dårlige” historier eller tænke de værste tanker 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for det indlæg! 🙂
    Vi er selv igang med at lave en lillebrøster til vores søn på 2,4 år og jeg er SÅ bange for, hvordan han vil reagere på det hele… Og på om det jeg har med ham nu, blir ødelagt, når der kommer en bette… og om han føler sig overset osv osv… Det fylder meget ja! Så tak for din beskrivelse… Dejligt at se, det kan gå rimelig smertefrit når 3 blir til 4 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Tror nærmest alle har de tanker når familien skal udvides 🙂 Held og lykke med familieforøgelsen!
      – Sebrina

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En vinder af valentines give away i samarbejde med Anthon Berg