Når dagene er lidt svære

I skal ikke tro at der kommer en sort skygge over bloggen nu med diverse “brokindlæg”, og jeg håber også at I kan forstå ironien bag… Men samtidig er meningen også med denne blog at vise det “normale”, selvom jeg, når det gælder familier, faktisk ikke er så meget fan af “det normale”, for hvad er det egentlig? Men jeg ved, at man som familie har gode og dårlige perioder, nemme og svære perioder. Og udfordrende perioder. Jeg vil prøve at fokusere på at vi i øjeblikket har udfordringer, for det er måske ikke så negativt endda. Og så alligevel vil jeg også bare sige, at jeg synes det er PISSE hårdt i øjeblikket.

Bedst som jeg havde skrevet, at nu havde vi børn der mindst sov til kl. 6.30, så blev det hele vendt op og ned igen. Vi har snakket om det herhjemme, for jeg har det med at hænge fast i de gode ting. Og det synes jeg selv er en dejlig egenskab, men jeg bliver tilgæld også hyllet helt ud af den, hvis det ikke viste sig at være så godt alligevel. Men jeg var jo overbevist om at NU fik vi da en nogenlunde søvn og havde en god rytme. Utroligt så meget søvn betyder, men det gør det bare. Slut prut. Det er en kendsgerning, at får jeg under 5 timers søvn (ja jeg har slækket noget på kravene), så er det helt skidt. Særligt hvis det er i kombination med blandede vagter på mit arbejde. Jeg fungerer bare ikke rigtigt, og føler mig konstant utilstrækkelig. Over for børnene, over for Nicolai, over for mig selv i forhold til motion, over for veninder osv. Nå, men for lige at komme tilbage, så har jeg det med at hænge mig i de gode ting. Det betyder så også bare, at jeg bliver slået helt bagover, hvis det pludselig ikke er “så godt” længere. Som f.eks. når Alvin i nu over en uge har vågnet før 5.30. I dag var den 4.20, ja 4.20, var han frisk!! Og både Nicolai og jeg sov først kl. 1 pga. arbejde og en koncert, og så kom Aya ind og vækkede os en halv time senere, og et par timer senere var Alvin frisk. Vi står ikke op på det tidspunkt. Vi står simpelthen ikke op før kl. 6 (medmindre jeg skal i dagvagt), for så “lærer” han aldrig, at sove længere. Og det har jo også virket. Så han kommer ind i sengen og tumler rundt, griner, og vi prøver at få ham til ro med nus, schyyy osv, og efter en time faldt han også i søvn igen, og sov så til 6.30. Nicolai bar Aya ind i sin egen seng, og lå der med hende i den lille juniorseng og sov under en juniordyne. Så fik han da ligesom bare liiidt mere søvn end jeg. Han havde nemlig en travl dag i sigte. Og min plan var at jeg skulle holde børnene hjemme i dag fordi jeg har fri. Men jeg kunne ikke overskue det. Kunne kun fokusere på, hvornår jeg kunne komme i seng igen. Så Nicolai afleverede Alvin, og Aya sov stadigvæk, så jeg fik en time ekstra, og Aya vågnede først 8.30, og så havde vi faktisk en rigtig hyggelig morgen/formiddag og hun var glad da hun blev afleveret. Men jeg har jo mega dårlig samvittighed over

1. Alvin blev afleveret kl. 7.30

2. at Aya fik en hyggemorgen alene med sin mor og Alvin ikke var med

3. at jeg ikke holdte en fridag med dem

jeg kan mærke at jeg snart er ved at blive lidt opgivende. Opgivende over for hvad? Ja det ved jeg ikke helt. For hvordan får vi Alvin til at sove noget længere. Hvordan får vi ham til ikke at lave flitsbuen over et stille “nej”, eller hvis han ikke kan hænge på armen imens der laves mad. Jeg aner det ikke. Ved at der er andre der har samme problemer, men det har ikke været det samme problem med Aya. Slet ikke. Og jeg ved godt, at det har det da sikkert været, men der var jeg lige fire år yngre, og havde ikke et barn i forvejen, Nicolai havde mere fritid osv. osv. og sagen er den, at overskuddet er bare ikke det samme som dengang. Og så er Alvin også bare en dreng der kræver. Og det er ikke noget jeg ligesom har besluttet, at jeg har et barn der kræver. For det bemærker pædagoger og familie også. Og ikke på en negativ måde. Han er bare en dreng som har brug for stimulans og kontakt, og jeg elsker ham for den personlighed han har, og den måde at han har udfordret Nicolai og jeg som forældre på, da Aya har et lidt andet sind, omend man ikke skal tage fejl af hendes temperament ;-). Alvin ved helt sikkert hvad han vil og hvad han ikke vil. Han gider fandme ikke at have mad til sidst, så det får han heller ikke. Han finder sig ikke i at nogen tager sandskovlen fra ham, så det får de ikke lov til. osv. Og han bliver bedre og bedre til at underholde sig selv, og der er sket såååå meget, og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes faktisk ikke at tiden går for stærkt lige nu. Tværtimod. Jeg GLÆDER mig til at han kan underholdes af Ramasjang, at han kan underholde sig selv, at han kan snakke osv. osv. For lige nu synes jeg nok at det 50% sjovt og 50% træls. Og så lyver jeg nok lidt. Men det gør en verden til forskel at have et veludhvilet barn og selv være veludhvilet. Og det er umuligt at være det kl. 4.30. Det er det bare. Vi giver det nok en uge, og håber at tingene så har forbedret sig. Ellers må vi få lagt en eller anden plan. Hvilken plan ved jeg ikke endnu, men så bliver det noget med at aflevere dem hos bedsteforældre til et par overnatninger så vi kan få sovet og finde overskuddet frem, for lige nu, ja, der er det godt og grundigt væk. Hos os begge. Også selvom jeg har siddet og stenet ved computeren i et par timer og drukket to kopper kaffe.

Og vær nu ikke i tvivl. Jeg elsker mine børn. De kan bare være pisse irriterende i perioder. Heldigt for Alvin at han har jordens dejligste smil og grin, og hans storesøster tryller om sig med sjove vendinger i øjeblikket. For det er det jeg holder fast i. Og det tror jeg ikke holder op. Det må det aldrig.

Se det var dagens opstød, og NU skinner solen faktisk og brokkeri på bloggen hjælper altid. Og kan skam godt forstå hvis I meldte pas til dette indlæg og trykkede “mark as read”, eller tænker at jeg er en brokkerøv. Det virkede for mig at komme ud med frustrationerne, så jeg kan smile på vejen til børnehaven og glæde mig til at hente guldet, som ALTID er glade for at se deres mor. Gensynsglæde. Findes der noget bedre?

– Sebrina