Repost: om at være “unge” forældre

Vi har igen igen fået en del spørgsmål omkring det at få børn i en relativ ung alder, og der er jo kommet flere læsere til, og derfor får I lige en repost, som jeg håber kan dække over de spørgsmål I måske sidder med?

Vi er blevet spurgt om det flere gange, og det her er ikke første indlæg, om det at være unge forældre, men jeg har prøvet at søge lidt iblandt indlæggene, og kan ikke lige finde dem! Og der er jo også kommet flere læsere til, så det er på tide med et nyt indlæg omkring dét, at vi bevidst har valgt at få børn i en relativ ung alder og imens vi begge var studerende. Lidt sjovt at skrive det nu, for nu føler vi os ikke heeeelt i den kategori længere :-). Jeg var 24 år og Nicolai 23 år (blev 24 et par måneder efter), da Aya blev født. Jeg gør det lidt i punktform og fokuserer lidt på de spørgsmål I læsere har spurgt om, men også de spørgsmål vi har fået fra venner og bekendte.

Var det planlagt: Ja! Aya var helt planlagt, og vi var heldige, at jeg blev hurtig gravid. Efter p-pillerne blev lagt på hylden blev jeg gravid med det samme. Jeg havde en biokemisk/spontan abort i 6.uge, og efter den, nåede jeg (heldigvis) ikke at få min menstruation. Ayas terminsdato passede så fint med at jeg kunne nå et helt semester på RUC, og min morfar døde dagen efter jeg havde testet positivt, så det hele gav bare så meget mening og passede helt perfekt. Så selvom jeg var nervøs for endnu en abort, var der bare noget i mig, der vidste, at det nok skulle gå. Jeg fik også hurtigt symptomer, som selvom de var mega ubehagelige beroligede mig 

Om at være studerende forældre: kan vi kun anbefale! Det er egentlig ikke noget jeg vil bruge så mange linjer på at skrive om, for vi har begge kun positivt at fortælle om det. Aya og vi har ikke manglet noget selvom vi var på SU, og det fleksible i at være studerende er en kæmpe bonus, en meget større bonus for os, end at vi dengang havde en stor lejlighed, fast arbejde, en stor bil osv. osv. Det kræver naturligvis disciplin at være studerede og forældre på samme tid, men personligt for mig, blev jeg mere disciplineret som studerende efter jeg blev mor, for jeg blev nødt til at prioritere anderledes. Nicolai har altid været disciplineret i forhold til studier, så det har aldrig været et problem for ham! Det afhænger naturligvis af det studium man læser på, hvorledes det er “nemt” at få børn under studiet, men jeg har kun hørt samme erfaringer fra andre studerende med børn.

Hvordan boede vi? i en toværelses andelslejlighed på 4. sal lige ved Valby station. Her boede vi indtil Aya var 10 måneder gammel, og så fik vi solgt lejligheden hurtigt, og valgte at flytte i lejebolig i Hvidovre, hvor Aya fik sit eget værelse. Hvis ikke jeg valgte at arbejde fuldtid som sygeplejerske og i stedet var studerende, boede vi stadigvæk i dén lejlighed, og Aya og Alvin på samme værelse. Det ville ikke være et problem. Vi ville jo ikke have prøvet andet, og derfor ikke ventet med at få Alvin af dén grund. Forestillingen om, at for at have børn kræver det en stor lejlighed/hus med mange værelser, en bil, have, fuldtidsstillinger, være 30 år, rejst jordkloden tyndt osv., har egentlig aldrig fyldt noget i mit hoved, og heller ej Nicolais, selvom han dog synes det ville være fornuftigt at vente med at blive forældre til én af os var færdige. Jeg kunne argumentere for det modsatte, og han blev overbevist  og det fører til næste spørgsmål:

hvordan ved man at nu er de NU man vil have børn? det er lidt svært at forklare. Nogen ved det måske efter 1. blik og andre efter ti år sammen. Jeg tror ikke på, at der findes en opskrift på, at hvis I har været sammen i så og så mange år, eller boet sammen i så og så mange år, eller er så og så mange år gamle så er det det rigtige tidspunkt. Det er bare en følelse man har. Og som min veninde med barn så fint fortæller, så vidste hun, at hendes barn ville få den bedste far, og hvis hende og hendes mand blev skilt om 14 år, så vidste hun at hendes barn alligevel vil have den bedste far, og det betød virkelig meget i forhold til hendes beslutning om at villle være mor. Det er jo umuligt at forudsige fremtiden med sin partner, og selvom Nicolai og jeg ikke kan forestille os, at vi ikke skulle være sammen om ti år, så er der jo intet der er garanteret eller kan tages for givet efterhånden. Vi er dog begge bevidste om, at partnerskab og kærlighed også er et arbejde, som til tider kan være så meningsfuldt og lige til, men i perioder også hårdt og surt arbejde, hvor der skal ledes lidt efter det meningsfulde. Og hvis vi en dag ikke er sammen, så har Aya og Alvin den bedste far, som jeg aldrig nogensinde kunne forestille mig, ville vælge sine børn fra. Og det er beroligende for mig at vide og tænke sådan. Fordi man har kendt hinanden i ti år er det ikke det samme som, at man er mere klar eller moden til at blive forældre, eller aldrig nogensinde vil gå fra hinanden. Nå, men efter vi havde været kærester i et par måneder, snakkede vi om, at HVIS jeg nu blev gravid, så skulle jeg ikke få en abort. Det ville ikke give mening for os. Vi vidste at vi ville være sammen og have børn sammen, og efter et års tid begyndte vi så at snakke om, hvornår det så ville ‘passe’. Vi ville gerne være unge hippe forældre  Vi var begge klar dengang, men der var lige lidt studie osv. der skulle på plads. Nicolai ville gerne være færdig og tjene gode penge, og jeg ville gerne have børn inden jeg var færdig, så jeg ikke skulle ud på arbejdsmarkedet og være hende på 28 år, som havde boet sammen med min kæreste i 6 år, og ikke havde børn. Ikke at man ikke kan få job af dén grund, men nu hvor vi begge var klar og havde en forsvarlig økonomi, så var det altså ikke penge det skulle komme an på. Det fleksible i at være studerende og det faktum at være unge forældre vægtede meget mere for os. Egentlig havde vi ligesom planlagt at p-pillerne skulle på hylden i november/december, men efter en rejse til Bali, hvor min menstruation lod vente på sig, og vi lidt troede at jeg var gravid, og vi begge blev lidt “øv” over at menstruationen alligevel kom, foreslog Nicolai at pillerne skulle på hylden (slut august). Så selvom jeg i første omgang var den som var hurtigst klar, endte det alligevel med at være Nicolai som ligesom mente, at nu var det på tide at pillerne kom på hylden. En fantastisk tid. Vi havde ikke fortalt nogen om beslutningen, og det var så fed en periode at ligesom have den kæmpe hemmlighed sammen, og gå at være så spændte. Og nej, vi var ikke mere “aktive” af den grund eller på bestemte tidspunkter (det kørte ret godt på dén front i forvejen ;-)).

Om at være de første i omgangskredsen/familien: var egentlig ikke noget problem. Vi føler ikke at nogen har tænkt “guuuuud, hvor uforsvarligt”. Vi fik positive tilbagemeldinger, selvom nogen da var overraskede. Det kræver da lidt mod ligesom at være de første. For uanset om man vil indse det eller ej, så ændrer ens liv sig, efter man er blevet forældre, og prioriteringerne bliver anderledes. Men vi har ikke ændret os som personer, og ændret vores værdier eller glemt os selv. Vi føler ikke at vi giver afkald på noget, for det vi ligesom ikke kan gøre så meget af længere, opvejes x millioner af det at få barn/børn. Og det forstår man nok først, når man prøver det. Og det er fejt at skrive sådan, men det er bare svært at forklare, hvorfor det ikke er sur røv ikke at gå med veninderne i byen, i stedet for at sidde derhjemme med sin baby, før man ligesom sidder i det selv. Nu har ingen af os heller aldrig nogensinde været dem som rendte i byen torsdag, fredag og lørdag, og vi har altid elsket at feste sammen, og egentlig ikke fundet det så interessant at rende i byen hver for sig. Min bedste veninde som ikke har børn er stadigvæk min bedste veninde i dag. Vi har ikke mistet venner pga. vi har fået børn tidligt, men det hører man da om andre der gør, og selvom det da er ærgerligt, så ville jeg aldrig begræde en mistet venskab fordi jeg havde fået børn. For så har det nok aldrig været en rigtig ven/veninde. Og det går altså begge veje med de venskaber. Det kræver forståelse fra begge sider; at være hende der er blevet mor og hende der er veninde til en mor. Jeg tror mange frygter at miste veninder nu hvor de pludselig skal være mor. Men tænk på, at veninden nok også selv er lige så bange for at miste dig, nu hvor du vælger at blive mor. Det handler om ærlighed, kompromiser og at snakke sammen. Ligesom med parforhold. Jeg har da savnet alenetid med mine veninder, men den tid kom jo. De første seks måneder er besøgene og caféturene lidt begrænsede, men tiden skal nok komme igen. Og selvom der kan gå en måned før jeg er sammen med mine veninder, er stemningen altid den samme. Og så ved man bare, at det er en rigtige veninder. Mine børn har godt kunne undvære mig i nogle timer, hvor jeg har kunne være alene med mine veninder og snakke om andet end mine børn. Og også nogle dage kun om mine børn. Men jeg kan og skal også undvære min børn. Men dine veninder kan også godt lide at være sammen med dig og dine børn. Noget jeg nogengange godt kan glemme lidt. Nu hvor børnene går i institution, så vælger jeg ofte at være sammen med veninderne uden børn, fordi jeg tænker, at det er en smule forstyrrende, men mine veninder vil jo også gerne mine børn det godt og holder af dem. Og jeg holder jo også af mine veninders børn (flere har børn nu eller på vej). At jeg så selv kan synes det er forstyrrende at have mine børn med, er en anden sag ik!? Det er jo altid godt at kunne undskylde med, at børnene ikke skal forstyrre veninderne, når det måske allermest er én selv de forstyrrer!

Om at se ud og være ung mor: kunne jeg til tider godt have det lidt stramt med, da jeg var gravid med Aya. For jo folk kiggede, eller også følte jeg det bare sådan. Særligt i fitnesscentret blev der kigget, men når jeg tænker over det, så kigger de fleste jo, hvis der er en gravidmave. Så det havde nok mest af alt noget med mig selv at gøre. At jeg jo følte mig ung, for det var jeg jo også. Havde til tider lyst til at sige til de stirrende blikke “nej jeg er ikke blevet bollet tyk ude i byen!, den dér tingest inde i maven er planlagt og jeg og dens far glæder os til den kommer”. Mange er jo + 30 når de får deres første barn, og når vi sad sammen med de andre 10 par til fødselsforberedelse som var ti år ældre end os selv, følte jeg mig altså lidt ung, og tænkte over, hvordan jeg opførte mig og så ud. Jeg kan huske at Nicolai nærmest var i jakkesæt ved første jordmoderkonsultation, og jeg begejstret sagde “hold da op, du ser godt ud i dag!?”, og Nicolai svarede: “jeg tænker at jeg hellere må se fin og soigneret ud, så jordmoderen ikke skal tænke alt muligt om mig…”. Jeg kan også huske at jeg var nervøs med mødet med min mødregruppe, for tænk nu hvis de var tættere på de 40 end 30, og syntes at jeg var en ung dum mor, og at vi intet havde tilfælles. Det viste sig jo at være en perfekt mødregruppe, med forskellige aldre, og jeg vidste jo også godt, at det egentlig kørte ret godt for mig i forhold til at være mor. Jeg var tilbage i mit gamle tøj efter 5 dage, gik i fitness, ammede uden problemer, var ude hver dag, gik på café, havde en datter som var “fremme i skoene”, gik på rytmikhold, et velfungerende samliv med min kæreste, og følte i det hele taget overskud, og kunne ikke helt forstå det der “problem” ved at få børn. Bevares, jeg fik da ikke min nattesøvn som før, men så kunne jeg da bare snuppe en morfar senere på sofaen med Aya. At få nr. 2 er en anden snak! Men jeg er jo også lige tre år ældre, og jeg tror ikke at man bliver mere frisk elle har mindre søvnbehov jo ældre man bliver- tværtimod!

Nu hvor I er så unge og har sådanne lækre børn, skal I så ikke have én til? Nej. Vi startede ikke tidligt, fordi planen var et fodboldhold. De to vi har er nok for os, og vi føler ligesom at have sat et punktum og åbnet et nyt kapitel. Og det er dejligt. Vi ønsker ikke en 3′er, og snakker da også om, at det bliver lækkert når børnene er store, og vi faktisk stadigvæk er forholdvis unge, og kan rejse ud, tage til koncerter, i biffen osv. osv. ;-). Og så glæder jeg mig til min bedste veninde en dag får børn, hvor jeg ligesom kan være hende der fortæller, når hun beklager sine søvnløse nætter, eller 10 lortebleer “been there done that”. Og jeg glæder mig til at være hende der kan trøste, opmuntre og forkæle hende, fordi jeg har prøvet det før (x2). Og kan passe børnene, da mine egne er blevet dét ældre, og jeg og de vil elske at lege med babyer.

Nicolai og jeg har også sagt mange gange til hinanden, at hvis vi om syv år er begyndt at kede os og tænker, at det da kunne være hyyyggeligt med en 3′er, må love os selv, at lige overveje det en ekstra gang…. For jeg indrømmer også, at jeg elsker at føde! Jeg elsker ikke at være gravid, og jeg elsker ikke at være på barsel, men jeg kunne sagtens føde igen! Og jeg elsker jo også mine guldklumper og elsker dem mere for hver dag der går, og ved jo også, at jeg ville elske en 3′er lige så højt. Og en 4′er og en 5′er. Men der er bare så mange andre ting som jeg og Nicolai også gerne vil med vores liv og med de børn vi har nu, og vi føler ligesom en fuldendthed med de to guldklumper, så vi har ikke ønsker og planer om en 3′er. Ikke nu i hvert fald…. 

Jeg tror det var det. Er der noget I gerne vil spørge om, så spørg løs! Jeg ved godt at jeg er lidt langsom med at få svaret på kommentarer, men de skal nok komme. Har haft en lidt travl periode, men fornemmer lidt ro det næste stykke tid, og det skulle gerne smitte af på bloggen!

– Sebrina