Valget om at ville være sygeplejerske

Flere har spurgt ind til dét at være sygeplejerske. Hvorfor lige sygeplejerske og også mere specifikt til mit arbejde på barselsgangen og nu neonatalafdelingen. Jeg har valgt at dele det lidt op, så her kommer først lidt skriblerier skrevet i én køre ang. mit valg at ville være sygeplejerske.

Som lille, vi snakker her nok 5-6år og helt frem til 13års alderen ville jeg være dagplejemor. Uden tvivl. Det var dét jeg svarede når folk spurgte :-). Så det er alligevel lidt sjovt, at jeg nu har et arbejde hvor jeg rent faktisk arbejder med babyer. Noget andet “sjovt” er, at jeg ikke kunne drømme om, at gå hjemme og passe mine egne børn. Men andres… se dét er åbenbart en anden sag. Nå, vil prøve at holde fokus. Da jeg så var omkring de 13-14 år så min mor og jeg en udsendelse som nok hed “Fødegangen” eller noget i den dur. Den kørte over flere omgange og jeg var helt betaget. Det var uden tvivl nu jordemoder jeg skulle være (og jeg tror mine forældre var glade for lige dén beslutning set i forhold til uddannelse, ambitioner mm).  Min folkeskolelærer som fulgte mig fra 1-9. klasse sagde også mange gange “Sebrina, du skal arbejde med noget med mennesker…”, og det har jeg bare ligesom altid vidst. Egentlig ikke tænkt så meget i andre muligheder, end at jeg skulle have et arbejde, hvor jeg arbejdede MED mennesker. I relationen med mennesker. Da gymnasietiden kom, blev jeg så opmærksom på, hvad det krævede af snit at komme ind på jordemoderuddannelsen, og selvom jeg kom ud med et snit over middel, var der alligevel et godt stykke hen til det der 11,0′ ish gennemsnit (gamle skala), så jeg tror, måske lidt ubevidst, at jeg tænkte at sundhedsplejerske, det var dét jeg skulle være. Det måtte da være et dejligt arbejde. Både at arbejde med nyfødte men også større børn. Jeg fandt ud af at for at kunne blive sundhedpslejerske, så krævede det først en sygeplejerskeuddannelse, og derfor søgte jeg ind på sygeplejerskeuddannelsen lige efter gymnasiet. At skulle vente flere år, rejse, “samle point” til et studie, har ikke været en mulighed for mig. Jeg har brug for noget konkret og ligesom føle at jeg er igang med noget. Så derfor ingen sabbatår til mig 🙂 Jeg søgte slet ikke ind på jordemoderuddannelsen, jeg var ligesom helt målrettet sundhedsplejersken. Jeg kom naturligvis ind pga. mit pæne snit set i forhold til adgangskravene, og startede på sygeplejerskestudiet september 2006.

I hele min gymnasietid havde jeg et fritidsarbejde i Super Brugsen, og selvom jeg var glad for dette arbejde (har faktisk altid været glad for at arbejde!), så blev jeg bekræftet i, at jeg ikke skulle arbejde i dén branche, selvom jeg var glad for at smile og snakke med kunderne ;-). I min lange sommerferie da jeg blev student og først skulle starte på sygeplejerstudiet til september, fik jeg derfor et job, som ligesom forberedte mig lidt på det at skulle være sygeplejerske. Det var på et lille psykiatrisk bosted for forholdsvist ældre, hvor jeg hjalp med rengøring, bad og mm. Jeg elskede det, og var ked af, at jeg ikke kunne beholde jobbet fordi jeg jo flyttede på kollegium i København. Derfor søgte jeg som afløser på Sølund Plejecenter og startede dér et par uger inden mit sygeplejestudie. Var så glad for det, og det gav mig faktisk ret meget i forhold til dét at have prøvet et sengebade, hjælpe andre med daglige gøremål osv. Jeg arbejdede dér hver 2. weekend det første år i forbindelse med mit sygeplejestudie, og kunne bruge min nye viden fra studiet i mit arbejde. Det var ret fedt! Sygeplejestudiet var jeg bare mega glad for. Det var lige mig! bevares, der var fag som måske var en smule malplacerede, men i bund og grund var jeg motiveret og følte aldrig at jeg havde valgt forkert. Undervejs begyndte jeg dog at tænke over, at jeg måske hellere skulle arbejde i psykiatrien, for jeg fandt det enormt interessant, lige indtil jeg havde været igennem min psykiatripraktik, for der fandt jeg ud af, at det var ikke i psykiatrien jeg skulle arbejde. Utilregnelige mennesker skræmmer mig så meget, så det var ikke lige ‘stedet’ for mig. Efter min psykiatripraktik havde jeg 14 dage i praktik som sundhedsplejerske, så der kunne jeg jo endelig prøve det lidt af, og blev igen hooked på, at det var jo dét. Ej et hyggeligt arbejde osv. osv. Så helt målrettet søgte jeg min sidste praktik på barselsgangen, og var heldig at få min prioritet. Her var jeg i 5 måneder, hvor jeg efter halvdelen af mit semester også blev timelønnet på afdelingen. Jeg elskede det speciale, det gør jeg stadig, og følte mig så heldig. I samme periode blev jeg opmærksom på, at der fandtes flere uddannelser for uddannede sygeplejersker, og jeg undersøgte det nærmere. Jeg havde et behov for at vise over for mig selv, og nok også andre, at jeg kunne altså også læse en universitetsuddannelse. Sygeplejeuddannelsen er en professionsuddannelse, og det er snobbet at tænke sådan måske, men jeg ville da også have en cand. et eller andet. titel. Det var der jo så mange der ville, det var ikke godt nok “bare” med en professionsuddanelse. Så jeg søgte ind på Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier koblet med Arbejdslivsstudier på RUC, og blev optaget således at jeg startede lige efter jeg blev uddannet sygeplejerske slut januar 2010, og startede på RUC februar 2010 (med Aya inde i maven btw). Jeg troede ikke jeg blev optaget, for tænkte at det ligesom krævede nogle år ude i praksis som sygeplejerske, men der var mulighed for indslusning mm. Jeg startede så op på Arbejdslivsstudier først og arbejde som timelønnet sygeplejerske på barselsgangen ved siden af mit studie. Efter første semester og et projekt til 10 fik jeg sådan lidt ro, og kan huske at jeg snakkede med én i min projektgruppe om (hun var faktisk uddannet jordemoder), at “hey, vi skal lade være med at tænke over at vi ikke er basisRUC’ere, for vi har da styr på det her pis”- agtigt. Hun havde lidt den samme følelse som jeg. Måske at blive set lidt ned på… og have behov for at have den der titel, eller det er nok mest ens egne tanker/forventninger til sig selv. Nok om det, I har nok forstået pointen ik!?. 3 uger efter min eksamen kom Aya så, og jeg barslede med hende. Efter sådan en fødsel kom der dog et lille ønske om jordemoder frem i mig igen :-). Jeg glædede mig dog samtidig over at skulle tilbage til RUC og starte på Sundhedsfremme, som ligesom var dét fag jeg tænkte ville være meget interessant. Jeg blev dog faktisk lidt skuffet, men tænkte, okay det bliver nok bedre. I bund og grund var der ikke så meget nyt under solen dér set i forhold til sygeplejefaget andet end, at jeg kunne sidde dér og blive meget provokeret over de ideologiske tanker omkring sundhed (som er så rigtige og korrekte), som bare aldrig ville kunne implementeres i det danske sundhedsvæsen. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle lære sundhedsstrategier og implementere disse, men jeg sad ligesom med mine tekster og undervisning, og havde ved siden af mit arbejde som sygeplejerske, og vidste hvordan “den virkelige verden” hang sammen, og kunne godt se, at jeg ikke rigtigt blev klogere på, hvordan det dog nogensinde skulle blive bedre. Det tror jeg hæmmede mig ret meget. Nå, men derefter ventede endnu et semester på sundhedsfremme og endnu et projekt på kandidatmodulet, det gik igen godt, et 10 tal, og jeg tænkte “okay, kræver det egentlig ikke mere..?”. Jeg har haft umådelige høje tanker om universiteter åbenbart, eller bare troet at sygeplejestudiet ikke var så akademisk, som det faktisk er! Men jeg kedede mig på studiet. Fandt på ingen måde teksterne motiverende, og det var en kamp for mig at tage mig sammen. Det havde jeg aldrig prøvet på den måde.. ikke at føle mig motiveret på et studie eller arbejde. Jeg følte mig ikke “hjemme”. Det gjorde jeg i mit arbejde som sygeplejerske, og så mig selv som sygeplejerske, som bare læste lidt videre. Da jeg nåede til kandidatsemestret på Arbejdslivsstudier undersøgte jeg lige lidt om jordemoderuddannelsen endnu engang. De optog sygeplejersker, dog kun to, og hvis man havde en cand. et eller andet. titel, kunne man ikke blive optaget..!? FUCK, jeg var lidt i krise i et par måneder. Hvad nu hvis jeg havde et brændende ønske om at ville ind som jordemoder om nogle år, og så sad med en cand. mag. i arbejdslivsstudier, så var det bare too bad. Efter længere tids tænken frem og tilbage, valgte jeg derfor at søge ind på kvote 2 på jordemoderuddannelsen. Og efter den ansøgning var sendt, kunne jeg på ingen måde motivere mig til at skulle igang med et længere projekt ude på RUC. Som I sikkert ved, er det jo bare mega krævende med de projekter som svarer til et bachelorprojekt, og denne gang var det på en helt anden måde, hvor man skulle være en kæmpe gruppe, og jeg skulle derfor lægge en masse tid og kræfter i det projekt, og jeg havde bare slet ikke motivationen. Jeg kunne ellers godt have gjort semestret færdigt og ventet på svar ang. jordemoder og derefter gøre studiet på RUC færdigt. Men jeg gad ikke. Det gav slet ikke længere mening for mig at læse derude. Og hvorfor så også bruge flere SU-klip, for dem skulle jeg måske bruge på jordemoderstudiet. Først og fremmest vidste jeg egentlig ikke hvad jeg ville ende ud med i sidste ende, og jeg havde heller ingen idé om, hvad mit speciale skulle omhandle. Så jeg satte mit studie på standby, fik med det samme et vikariat på barselsgangen, hvor jeg jo i forvejen arbejdede. Jeg arbejdede så fuldtid i et halvt års tid indtil jeg ville få svar fra jordemoderuddannelsen. I mellemtiden lagde vi en plan B, og begyndte også at snakke om at skulle have nr. 2. Jeg blev ikke optaget på jordemoderstudiet, det ville åbenbart nærmest have været lettere for mig at blive optaget, hvis jeg ikke var færdig som sygeplejerske. Helt gakket, men sådan er det nu engang. Jeg gad ikke tilbage til RUC, så jeg fik derefter tilbudt en fuldtidsstilling på barselsgangen, blev gravid, og blev af flere jordemødrekolleger mødt med “Sebrina, alt det du fortæller om, hvorfor du ikke vil arbejde som sygeplejerske (de ringe kår), dem vil du også møde som jordemoder…”, “Sebrina du kan altid blive jordemoder. Du har kvalifikationerne, bare få en anbefaling..” osv. osv. Også mega dumt af mig ikke at have samlet anbefalinger ind til min ansøgning, men dengang arbejdede jordmødre og sygeplejersker ikke sammen på barselsgangen eller patienthotellet, så jeg kendte faktisk ingen jordmødre da jeg skrev min ansøgning. Så faktisk under min graviditet blev jeg faktisk i tvivl om, om det egentlig var jordemoder jeg ville være. Læse igen i 3,5 år og igen “bare” ende ud i en professionsuddannelse med ringe vilkår og dårlig løn- og endnu flere weekendvagter. Nej, nu havde jeg altså også en rolle som mor, ville gerne finde vores sted og slå os ned, og der var bare andre ting der var vigtigere for mig. Jeg elsker stadig hele barsels- og børnespecialet, hvorfor jeg også nu er endt på neonatal, og det er lige mig. Jeg har flere gange været med til fødsler, så jeg får lidt af det hele lige i øjeblikket. Det får I i et andet indlæg. Jeg har kvalificeret mig til at kunne søge ind som sundhedsplejerske, og det sker måske om nogle år. Lige nu er der ikke nok gang i et sundhedsplejerskejob for mig, da jeg tænder meget på det akutte, men lur mig, om jeg ikke kunne tænke mig færre aften- og nattevagter og måske helt komme af med weekendarbejde når børnene går i skole, og en lidt højere løn også. Så er det rart at jeg ved at jeg har muligheden for sundhedsplejerskeuddannelsen, som jo også har været et stort ønske på jobtitler :-D. Og det kan da også være at det ender i jordemoderstudiet en dag. Det ved jeg ikke, og det har jeg ikke i tankerne, men det kan åbenbart svinge noget. Hvor om alting er, jeg har ikke fortrudt nogle af de valg jeg har gjort. RUC har lært mig meget, men jeg skal ikke tilbage dertil. Det er helt klart dét med at have hænderne i noget konkret og stå i en relationen med sårbare forældre, som motiverer mig helt åndssvagt.

Det blev laaaaaangt og med tastefejl og kommafejl, men måske det gav et meget godt indblik i, hvorfor jeg nu er havnet der hvor jeg er lige nu?

Så nu synes jeg også, at det er på tide at I fortæller lidt om hvad I laver/læser/gerne vil læse. Please!! Og rigtig god weekend 🙂 Dette indlæg begyndte jeg på for et par timer siden efter at være vågnet fra en nattevagt, apropos… Og billedet er også helt dugfrisk! Nu vil jeg hente mine børn og holde weekend uden de vilde planer. Love it. Slikbutikken here we come.

– Sebrina