Lidt om at arbejde på barselsgangen
Det her indlæg har været noget længe undervejs. Fordi jeg har så meget på hjerte, så det har været svært for mig at begynde et sted, og begrænse mig. Hvor skal jeg starte og slutte? Hvor meget skal jeg fortælle? Bare jeg sidder her ved tasterne sker der noget i mig, for jeg har sådan en iver omkring det speciale, som er meget svært at beskrive. Og en masse blandede følelser som heller ikke skal tage al for meget over. Skulle det være rent faktuelt, rene erfaringer, følelser eller frustatrioner der skulle styre indlægget? Og konklusionen er, det bliver en god blanding, selvom jeg gerne vil indrømme, at min sidste tid i arbejdet på barselsgangen nok primært var styret af frustationer – desværre. Noget jeg egentlig først sådan helt har indset her efter jeg er startet på en anden afdeling.
Som beskrevet i mit indlæg om valget om at blive sygeplejerske, så har jeg “kun” arbejdet som sygeplejerske på barselsgangen (obstetrisk afdeling). Pr. 31. januar 2015 har jeg været uddannet sygeplejerske i fem år, og anser mig selv efterhånden som en lettere erfaren sygeplejerske omend jeg ikke altid har arbejdet fuldtid og også har været på to barsler. Men jeg er erfaren inden for obstetrisk sygepleje, og det er jeg stolt over. Det tog mig år at nå dertil, og det har jeg tænkt lidt over. De flestes reaktion på, når jeg fortalte at jeg arbejdede på barselsgangen var naturligvis: “ejjjjjj hvor hyggeligt!”. Nu er det her min helt egen subjektive holdning og husk nu på det, når I læser dette indlæg ik ;-). Jeg oplever ikke den samme respekt/anerkendelse for dette speciale, som andre specialer, for ja, hvor meget sygepleje kan der være for en nybagt familie. Det er vel bare sådan en hyggetjans ik!? For der er jo ingen syge, set i forhold til andre specialer.
På barselsgangen ligger familier, hvor der har været komplikationer under graviditet, fødsel og/eller efter fødslen. Det kan være hos kvinden eller det nyfødte barn. Eksempler herpå er kejsersnit, mødre der har blødt meget under fødslen eller efter fødslen, mødre der er ramt af svær svangerskabsforgiftning, familier med misbrugsproblematikker, psykiske sårbare mødre, mødre med infektioner, mødre med komplicerede bristninger efter fødsel, mødre med tidl. dårlig ammeerfaring og mange flere! Så kan der være nyfødte som af en særlig årsag kræver indlæggelse på barselsgangen i stedet for patienthotel fordi deres blodsukker skal observeres, præmature som har behov for sondeernæring, nyfødte med smerter typisk pga. en hård cup som kræver smertestillende behandling og observation for blødninger, væksthæmmede nyfødte, børn af HIV positive mødre som skal opstarte i forebyggende behandling lige efter fødslen, børn med gulsot osv. osv. Listen er LANG, og det som er allersværest at forklare, er nok den største rolle jeg oplevede som sygeplejerske på barselsgangen, nemlig den fornemme opgave, at hjælpe den nye familie til at føle sig trygge til at komme hjem med deres nyfødte barn. Det at blive forældre er en kæmpe omvæltning for de fleste vil jeg vove at påstå uanset hvor længe man har forberedt sig på det. Ammevejledning er en stor del af arbejdet på barselsgangen og for nogen er der ingen problemer, men for de fleste er amning ikke bare så ligetil og enormt sårbart, og mange af årsagerne kan helt sikkert kædes sammen med ovenstående komplikationer før, under eller efter fødsel. Men der må sidde nogle læsere, som selv eller kender nogen der har født helt ukompliceret men alligevel har kæmpet med amningen, særligt den første tid. Der er en masse viden omkring amning, men at kunne vejlede og rådgive om amning kræver ikke kun at have læst i en masse bøger – det kræver erfaring og jeg anser det i dén grad også som et håndværk. Og selvom jeg har set og rørt mange bryster og børn, og vejledt mange omkring amning, kan jeg stadigvæk blive bedre.
Når jeg skriver at min sidste tid på barselsgangen var plaget af frustrationer, så skyldes det de betingelser og rammer jeg arbejdede under. Barselsgangen har som alle andre afdelinger landet over jo været igennem sparerunder på sparerunder på sparerunder, og på de fem år jeg har været i afdelingen er der sket meget – både til fordel og ulempe for patienter og personale. Jeg er nået dertil at arbejdet snart ikke kan blive mere effektivt medmindre der er hænder til at sætte nye processer igang. Personalet var/er meget presset og der var mange dage hvor frokost var en by i Rusland og dagligt sygdom blandt personale. Jeg havde mange dage, hvor jeg kom hjem fuldstændig drænet, og mange dage hvor overarbejde eller dobbeltvagter efterhånden bare blev normen – og alligevel følte jeg ikke at jeg havde ydet det bedste for familierne.
Et andet aspekt er de nye familier. Der er også sket noget, endda bare på de fem år hvor jeg har været sygeplejerske. Vi kræver mere som patienter, og det er bare ikke altid det hænger sammen med de massive sparerunder sundhedsvæsenet lider under. De to ting clasher sammen. Klager over det ikke var muligt med enestue, klager over der ikke var en fjernbetjening på stuen (for det er jo vigtigt når man har fået en baby), et madsystem som oftest var forsinket (som personalet på barselsgangen intet har at gøre med), klager over manglende ammehjælp, selvom personale har gjort opmærksom på, at de gerne vil se en amning, men at familien selv må være opsøgende (pga. travlheden) – og når en familie så tager hjem, fortæller at de slet ikke har fået hjælp eller tilbudt hjælp, selvom personale har været på stuen x antal gange, hvor familien hellere ville prioritere besøgende hele dagen, og barnet så ikke har ligget hud mod hud hos sine forældre. Det kommer til at lyde enormt negativt, og det er ikke meningen, for det er jo bare sådan samfundet er blevet, og er udmærket klar over at nogle familier også blev syltet netop pga. travlhed. Jeg har selv været en del af det jo. Nå men vi er centreret om os selv, vil gerne tage ansvar, men mange familier fralægger sig faktisk et ansvar for deres nyfødte barn enten af den ene eller anden årsag og tillægger plejepersonalet skylden for at deres barn ikke har fået mad, tør numse, ikke har nok tøj på, ikke sover om natten osv. osv. Det er ret underligt faktisk. Mange børn er jo i dag ønskebørn, som mange har planlagt igennem flere år, og når deres barn så er der, og pludselig kræver at ligge hos sin mor dagen og natten lang, fordi det er naturens gang, så er forældrenes behov der kommer i første række. På Hvidovre Hospital er det meningen at far/medmor/pårørende skal være medindlagt, og det er for at kunne hjælpe til at tage sig af praktiske opgaver, såsom at hente mad, hjælpe med at skifte barnet, redde seng, gå rundt med et barn som gerne bare vil være på arm og have kontakt mm. Men det er ikke alle hvor det falder dem naturligt. Det er mere en belastning. Og vi har desværre også bare et sundhedssystem som stadigvæk ikke kan rumme alle kulturer. Det er pinligt og det clasher bare så meget sammen.
I kan nok fornemme en bestemt tone, så indlægget blev nok alligevel baseret på mange følelser. Jeg elsker barselsspecialet, men når man konstant er presset i sit arbejde, så kan ovenstående blive irritationsmomenter, hvilket jeg til sidst havde svært ved at bare tage med et smil og rumme. Når det så er sagt, så er det netop samspillet, relationerne med disse familier som gør arbejdet så spændende og skønt. For arbejdet i sig selv er fantastisk! Men når jeg pga. rammer og manglende ressourcer bliver begrænset i at udøve kernen i hvad jeg opfatter er det vigtigste af sygeplejen på en barselsgang, og jeg i forvejen vidste at jeg gerne ville prøve den neonatale sygepleje, så var det tid at søge andre veje. Og jeg har ikke fortrudt. Jeg har meget med mig i min rygsæk, som jeg kan bruge i mit nuværende arbejde på neonatalafdelingen, og det er jeg så glad for.
Det her indlæg giver ikke et objektivt eller fyldestgørende indblik i arbejdet på barselsgangen. Jeg har intet nævnt om dokumentation, ambulante henvendelser, medicinering, kurser, udvikling osv., men I er flere kommende sygeplejersker, som har spurgt ind til arbejdet, og jeg ved rent erfaringsmæssigt, at det et er hårdt at være helt nyuddannet og starte på en barselsgang, hvis man ingen erfaring har. Jeg tror heller ikke at man i øjeblikket ansætter nyuddannede sygeplejersker uden erfaring fordi det nemlig, som mange andre specialer, er komplekst 🙂 For det er langt fra en hyggetjans….
– Sebrina
Super godt indlæg!
Jeg har selv født for 5 uger siden, så det er meget spændende at læse det fra “den anden” side. Mere, mere;)