så blev vi lagt ned….

Føj for den da! Det har altså været nogle hårde dage herhjemme de sidste tre dage. Nicolai har aldrig været sådan syg SYG i de syv år vi har kendt hinanden, men det skulle jo komme en dag. Og det blev jo så søndag, da termometeret viste 39,5 og han måtte erkende at det nok ikke var tømmermænd…. For hvis det var det, så tror jeg ALDRIG han drikker igen ;-). Han har ligesom mange andre virkelig været ramt, og har stadig feber og i skrivende stund er han oppe hos lægen, da der måske må nogle stærkere sager til at kurere det store pus (edit: penicillin pga. lungebetændelse). Jeg har ondt af ham, selvom min indre djævel smiler lidt. For som nævnt har Nicolai aldrig været sådan syg i al den tid vi har kendt hinanden, og han har haft liiiiidt svært ved at sætte sig ind i det der med kun at kunne rumme sig selv, dyne og panodiler når man bliver ramt af en rigtig influenza. Og være forælder er nærmest umuligt. Jeg tror ikke længere jeg behøver at italesætte det, hvis (gud forbyde det) jeg bliver ramt. Så hvis jeg ikke allerede har ‘blæksprutte’ på CV’et, så har jeg det i hvert fald nu. Jeg har haft aftenvagter, sørget for børn, sørget for babysittere, mad, indkøb, hund, ryddet op, og naturligvis nurset om staklen. Og sådan skal det naturligvis også være! (næsten) ingen klager herfra. Men da børnene blev afleveret til morgen, tog jeg direkte hjem bagefter og sov tungt halvanden time. Batterierne skal lige lade op. Børnene er iøvrigt nogle psykokids lige for tiden, primært jo af dén grund, at de er blevet passet og deres dage har været sådan lidt fucked. Så jeg prøver, PRØVER virkelig at tælle til 10, men det er åbenbart for mange år siden jeg havde matematik… jeg når i hvert fald kun til 5 nogle gange inden blodtrykket koger. Så nu vil jeg gerne sige nej tak til mere sygdom herhjemme og JA TAK til solskin, eksemplariske børn og en rengøringsdame.. og en kok… og en tur til Bali.