god onsdag!

Nå, det var nok mere vores behov end børnenes…

 photo ab88d3a8-875d-4903-a7ed-a479c684bbbf_zpspzq3drhi.jpg
 photo af74a4c7-a7b0-45ea-ab6f-9cafdb51b320_zpsnlufidve.jpg  photo 3a966625-1009-4398-8535-c5d91c878fbf_zpsuynevt2m.jpgDet måtte Nicolai og jeg konkludere i aftes, da vi kom tilbage fra Skt. Hans aften. Vi syntes ellers at det var en skide hyggelig idé, at mødes med flere fra vejen og spise aftensmad på en ny legeplads/picnicplads, som er blevet opført ved Trylleskov Strand, og derfor i gåafstand for os. Vi havde bare gjort os den “fejl” ikke at ‘advare’ Aya om, hvad der skulle ske. Det er ellers blevet en fast rutine, at vi lige forbereder hende på, hvis der skal ske noget udover det sædvanlige. Ret simpelt – at vi bare snakker om det – mere er der såmænd ikke i det. Men vi ville ikke love hende at vi skulle på stranden og fejre Skt. Hans, HVIS nu det blev øsende regnvejr og vi ikke gik på stranden alligevel. Vi havde tænkt at det skulle være en god overraskelse. Og det blev det jo egentlig også. Men vi traskede ned mod stranden kl. 17. Alene tidspunktet er i sig selv liiiidt kritisk. Børnene har jo haft en uges ferie, og Aya har i weekenden været på storbyferie, hvor der også var en masse indtryk, som hun skulle kapere. Og så er bedsteveninden på ferie i øjeblikket, så det der med at komme tilbage til børnehaven har vi som sådan ikke tænkt videre over, men det er bare anderledes for Aya, når hun ikke er der. Også selvom hun leger rigtig fint med andre, men det ER bare lidt forandringer i hendes hverdag. Lidt som er ret store i Ayas verden. Og vi har ikke skænket det en tanke. Først efter i går, hvor det endte med at Aya nærmest fik noget af et hysterisk anfald. Det tangerer nærmest til et psykotisk anfald! Og det er faktisk grænseoverskridende for mig at skrive om, men det ER vores hverdag, og det hjælper altid at få det ud, og få input fra jer læsere. Det startede allerede på gåturen derned. Der var for langt…. Det var ikke den rigtige vej (for de går en lidt anderledes vej med børnehaven), og så blev hun stukket af en brændnælde… og så var de andre fra vejen ikke kommet, da vi kom derned.. og de ville bestemt ikke komme (det gjorde de).. og så var der nogen fra børnehaven, som sad ved et andet bord (pga. større søskende der var nede med deres skoleklasse), og det kunne hun ikke forstå.. og så var de sandwich vi havde med ikke gode nok da de “skilte ad” og hun ikke kunne holde på dem på en bestemt måde osv. osv. Og hun blev ved med at fokusere på, at vi ikke sad ovre ved de “de andre” (den der skoleklasse eller hvad det nu lige var). Stadig ingen alarmklokker der ringer hos hverken Nicolai eller jeg, andet end at vi var godt trætte af at have et surt barn, som burde være glad og løbe rundt og lege med de andre. Vi syntes bare hun var mega irriterende og forkælet faktisk, men bevarede da fatningen. Det hele kulminerede da “de andre” så havde skumfiduser med, som de begyndte at riste henover et bål og lave ‘smores’. Hun ville naturligvis også have nogen, men da Nicolai stille og roligt fortæller, at vi ikke bare kan gå over og tage deres skumfiduser uden at spørge, gik hun helt bersærk. Og det skal lige siges, at vi for tiden har lidt af en kamp ifht. at Aya gerne vil ha’ og ha’ i stedet for at spørge pænt eller udtale “jeg ønsker mig, eller må jeg bede om”, og hun har svært ved at andre har noget/får noget, som hun ikke har. Og det er nu ikke dét dette indlæg skal handle om, for der er SÅ mange delte meninger om dét at tage sådanne kampe med sine børn, og Nicolai og jeg har valgt at gøre det på vores måde. I så fald begyndte hun at stå og råbe højt og stampe i jorden osv., og Nicolai trækker hende væk og snakker pænt med hende, men hun er ikke til at stoppe. Og i situationen var der kun to valgmuligheder;

1. at én af os går over og får en skumfidus til hende

2. eller at skærme hende og trække hende væk indtil hun ligesom er kølet af igen, og vi ligesom kan snakke sammen 😉

og eftersom vi har/er igennem en tid, hvor vi balancerer med dét der med, at hun skal lære at det ikke hjælper at råbe, stampe i jorden, smække med døren, eller “I er dumme” fordi hun f.eks. ikke må få en is, så tænkte jeg, at NU var det altså nok med den forkælede opførsel. Så jeg trækker hende væk for at snakke med hende. MEN hun går endnu mere bersærk, og jeg må løfte en sparkende, skrigende Aya som til sidst bider af afmagt i min jakke. Aldrig har jeg set hende SÅ gal og ked af det, og jeg selv var sgu også ved at miste forstanden, for jeg får desværre truet med: “at med sådan en opførsel kan vi jo ikke komme med til sommerfesten i børnehaven på torsdag”. Virkelig et no-go, som jeg fortryder lige så snart ordene ryger ud ad min mund….. Og det ender med at hun jo til sidst bliver rigtig ked af det og bliver ved med at råbe “undskyld! undskyld!”. Nå, men efter hendes ‘anfald’, går vi så stille og roligt tilbage. Hun snøfter og jeg går med lidt tankemylder og dårlig samvittighed, og også en smule rystet over, at hun rent faktisk bed mig (dog kun i min læderjakke), for det var helt sikkert et udtryk for, at hun var overstimuleret og slet ikke vidste, hvordan hun skulle komme af med sine frustrationer. Hun kunne ikke rumme at “de andre” havde noget sammen, og hun blev ved med at sige, “det er ikke rigtigt at de er sammen – det passer ikke”, når vi forklarede, hvorfor nogen fra børnehaven var med ovre ved det andet bord, da de var småsøskende til de større børn. Det kunne hun slet ikke forstå, og følte sig jo udenfor. Nå, men hun kølede jo af og stod stille og roligt og så på sæbebobler og grinede lidt, og så blev begge børn stablet i klapvognen, og så traskede vi hjemad kl. 19.30. Det var for sent for dem begge. De var pisse trætte. Aya var dog rigtig sulten og fik noget aftensmad og så sov begge børn med det samme derefter. Så det var ikke heeeeelt en succes, og den dér rosé blev ikke rigtig nydt skal jeg hilse at sige. Havde jo en forestilling om glade legende børn der løb rundt (okay det gjorde de nu også), imens vi forældre kunne nyde lidt rosé og snakke voksensnak. Men vi blev igen lidt klogere, eller fik lige gang i reflektionerne igen. Og blev lige mindet om, at Aya stadigvæk er en lille pige. Av det stikker i moderhjertet at læse på skrift. Men sådan er der jo også bare dage, og vi starter lige på en frisk igen herhjemme….

– Sebrina

6 kommentarer

  • Cecilie

    I lyder bare til at være rigtig gode forældre. Man kan ikke planlægge sig ud af al ting og nogengange sker der altså nogle ting med sådan nogle små størrelser som man ikke lige havde forudset. ❤️ til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Mange tak Cecilie <3 Nej er der noget man ikke kan med børn, så er det nemlig at planlægge og forudse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Tak fordi du er så ærlig! Dit indlæg fik mig til at græde. Jeg kan så meget kende min 4 årige i Aya og den dårlige samvittighed. Knus til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Det var ikke meningen, men godt vi ikke er alene om den dårlige samvittighed, for den stikker bare ekstra meget når den dårlige samvittighed skyldes konflikter med børnene. Kram til dig også!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er selv særligt sensitiv, og jeg har stadig at lære, hvordan jeg skærmer mig selv bedst muligt, når jeg føler en god energi, for der har jeg svært ved at sige stop, og så munder det ud i overstimulering på den hårde klinge. Der skal intet til, førend jeg giver mig til at græde, fordi jeg ganske enkelt ikke kan rumme flere indtryk, og det gør fysisk ondt på mig med indtryk af enhver art. Jeg er snart 40 år…

    Nu sker der jo så meget mere i et barns verden, og udviklingen tager jo af og til nogle gevaldige spring, hvilket i sig selv kan være ganske uoverkommeligt og uhåndgribeligt for et stadig ikke så gammelt barn. 🙂 Når dette så kombineres med mange indtryk og forandringer, så eksploderer ballonen, for så er der ikke mere plads at give af.

    Ingen grund til dårlig samvittighed, selvom det er lettere sagt end gjort. Alle har en grænse, uanset hvor kærlig og omsorgsfuld en forælder man er.
    I gør det skide godt, begge to.

    Mh
    Karina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Det lyder til at du er meget “plaget” Karina, men også at du kender dig selv rigtig godt.
      Tak for dine opmuntrende ord <3

      Rigtig god weekend til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

god onsdag!