ferie uden børn

Vi har fået flere henvendelser vedrørende vores oplevelser/erfaringer med at holde ferie uden børn, og I er altså nogle stykker der har ønsket et indlæg omkring dette, så det skal I da helt bestemt få 😉

Vores første ferie uden børn (dengang barn), var da Aya i sin tid var 8 måneder. Turen gik til London med to overnatninger. Det var min julegave til Nicolai (smart ik!?). Det var en hurtig men helt fantastisk tur. Jeg tror ikke at der findes en rigtig eller forkert måde at håndtere, eller ikke håndtere dét at holde ferie uden sine børn. Jeg vil nu ikke kalde det decideret ferie, da det for vores vedkommende mere er nogle fridage uden børn. Men alligevel… det føles jo som ferie bare at have to dage væk fra morrollen ;-). Vi har – og gør det stadigvæk – prioriteret at være væk fra vores børn og bare være sammen som kærester. Eller vi er jo hele tiden kærester, men når hverdagen kører derudad, så er det måske en time eller to vi har til at være kærester i om dagen, og det er nok endda højt sat ;-). Så det er sådan noget med at planlægge i god tid at vi skal i biffen, ud at spise osv. I øjeblikket kan vi nærmest ikke føre en voksensamtale uden at blive afbrudt konstant, og er der noget Nicolai og jeg har gjort os en del i, og stadigvæk gør, så er det er at snakke sammen…. Så det kan virkelig godt være frusterende, at det for tiden ikke er muligt at snakke bare fem minutter sammen uden at blive afbrudt.

Nå, men tilbage til det at være afsted uden børn. Udover London har vi været på en miniskiferie (takket være fantastiske læsere), og efter den tur blev vi hurtigt enige om, at vi hvert år skulle prioritere sådan en miniferie. I år blev det jo så Smukfest, der blev vores ‘ferie uden børn’. Sådanne ferier kan jo kun lade sig gøre, fordi vi ved at vores børn har det godt der hvor de er, og at vi har det godt med det. Familie og venner har stor betydning for at det kan lade sig gøre, og det er vigtigt for os, at vi ved at vores børn trives når vi har været afsted. Og at vi også kan stole på at vi får besked, hvis det skulle vise sig at de ikke trives.

Der findes mange meninger og diverse råd til, hvornår et barn kan være væk fra sine forældre…. og jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det her uden at lyde selvfed (eller bare som en mega nedern mor), men altså, selvom vi i sin tid var lidt unge da vi fik Aya, så har vi begge hvilet ret godt i, hvordan vi har valgt at være forældre på. Eller på den måde vi gør det på. Måske det netop har været en fordel for os, at vi ikke havde så mange at “sammenligne” med, for vi har bare gjort tingene, og hvis noget ikke fungerede, ja, så har snakket om det, reflektrert, spurgt nogen til råds osv.. Hvis nogen har stillet spørgsmåltegn ved vores valg, så har vi jo bare fortalt hvorfor vi har gjort som vi nu engang har gjort, og vi har aldrig oplevet at nogen ikke kunne forstå vores valg eller måde at gøre tingene på. Jeg har da hørt; “ej jeg ville aaaaaaldrig kunne forlade Asger (opdigtet navn), da han kun var otte måneder gammel”, og også: “hvordan kan I være så casual og feste…. vores børn er 4 og 2 år gamle, og vi har endnu ikke haft en nat uden vores børn…. De kan ikke passes af andre”. Okay, da jeg hørte ovenstående sætning, og samtidig havde en lidt høj promille i blodet, og jeg sad med mælkefyldte babser (det var babser dengang) og NØD min første druktur efter Alvins ankomst (han var omkring 5 mdr gammel), tabte jeg kæben og fik sagt noget med ;” jamen så er det da ved at være på høje tid hva!?”.

Jeg prøver og øver mig stadigvæk på ikke at stemple og komme med alt for mange “gode råd” til, hvordan man skal være forældre eller kærester. Det er jo bare så forskelligt hvad der fungerer (og ikke fungerer!) for hvert enkelte familie, og gudskelov for det. Men nu hvor jeg har besluttet mig for at jeg gerne må skrive alt muligt herinde, og generelt bare gerne vil blive bedre til at sige MIN mening, og ikke være en pleaser der vil gøre alle glade, så kribler det lidt i mig at få det ud: “Shiiiiiit der findes mange crazy mødre derude…….!”. Kvinder der ændrer fuldstændig karakter når de bliver mødre, og fuldstændig går i symbiose med deres barn, og ikke længere prioriterer deres parforhold. Og ikke kun de første måneder. Nej år faktisk! Det tror jeg ikke er sundt for nogen. Slet ikke for et parforhold. Og hvis nogen jeg virkelig har kær bliver sådan en mor, så har jeg aftalt med mig selv, at jeg på en god måde skal gøre dem opmærksomme på, at de skal huske sig selv og deres partner. Og hvis de bliver edderrasende på mig, så er det også fair, men jeg tror faktisk at nogen kvinder har behov for at blive gjort opmærksomme på det, for de kan (vil?) måske ikke selv se det, og det kan dæleme bide dem i halen!

Og så fik jeg nok pustet til ilden….

– Sebrina