weekenden med opsigelse, sølvbryllup og pandekager
Back on track. Det er ved at være noget tid siden med vores ellers så obligatoriske weekendindlæg. De indlæg jeg nok allermest holder af. Så ligetil og så rare på én eller anden måde. Weekender er jo bare rare. Oftest 😉
Jeg startede fredag ud med en opsigelse på mit arbejde. Bum. Pr. 1. november er det farvel og tak til den offentlige sektor. Det hører I mere om i et andet indlæg 🙂 Jeg skal nemlig noget andet spændende! Og så var der disneysjov og guf. Følte som 1000 år siden vi havde haft sådan en helt almindelig fredag aften! Ej det var rart.
Lørdag stod vi op til skønt solskinsvejr og så afsted til sølvbryllup. En rigtig hyggelig fest, og børnene var i hopla, men de havde også over to “fodboldbaner” at slå sig løs på og jævnaldrende børn at lege med.
Det er fantastisk at der er en del legekammerater til sådanne arrangementer, ellers kan børnene godt blive lidt rartløse… Alvin droppede middagsluren, så da vi trillede hjemad om eftermiddagen var der udsolgt hos begge børn, og egentlig også de voksne. Det er altid en smule bøvlet i den der middagslur-ikke middagslur-“fase”. Nå, men Nicolai og jeg var også så trætte, at vi i et splitsekund overvejede at blive siddende i bilen og liiiige snuppe en lur med børnene. Det har vi gjort før 😀 men det var et lidt problematisk tidspunkt, så børnene skulle heller ikke sove for meget, hvis vi gerne ville undgå alt for meget ‘roderi’ om aftenen. Så (endnu) et skud kaffe gled ned i stedet, og der blev serveret rugbrødsmadder til aftensmad, som fald i god jord. Det gør det altid utroligt nok.
Søndag sov vi længe. Altså til kl. 8. Jeg sov faktisk til 8.30 og vågnede til larmen af røremaskinen. Det er en god larm at vågne til, for det = pandekager. Alvin og Nicolai stod friske der og var igang med at bage pandekager. Søndag at it’s best.
Og så blev der ellers søndagsopryddet og sorteret. Solen blev nydt. Der blev cyklet og leget, og Nicolai var ude at se håndboldkamp. Han spiller jo ikke selv længere, men hepper nu på sidelinjen og det trives han (indtil videre) med. Jeg fik løbet min første løbetur med Nellie. Nu er hun jo lige om lidt et år, og endelig må vi løbe med hende, og hun var overraskende god til at løbe pænt! Vi skal nok blive et godt makkerpar. Og det var så den weekend!
– Sebrina
Ej, hvor spændende med opsigelsen.
Og hvor er det mærkeligt at sidde her og ikke kende dig, men alligevel kende sig lidt herfra, og blive helt chokeret over opsigelsen. Den havde jeg ikke lige set komme.
Jeg sidder klar til at læse næste indlæg i håb om at høre, hvad det er, du nu skal i gang med.