et farvel til den offentlige sektor – jeg kan ikke mere lige nu!
Da jeg for lidt over et år siden startede på Neonatalafdelingen var jeg sikker på, at jeg kom til at arbejde her de næste mange år. Et mere meningsfuldt og udfordrende arbejde findes nok ikke. I hvert fald ikke i mine øjne. At redde bittesmå menneskeliv kan da ikke overskygges af noget som helst andet arbejde vel?
Nu, et år efter har jeg lagt min opsigelse. Og naturligvis skyldes det flere årsager end jeg lige kan koge ned i et indlæg, men opsigelsen skyldes særligt én grund. Jeg er faktisk træt af at arbejde i den offentlige sektor. Jeg kan simpelthen ikke mere være vidne til, være en del af, hvordan “systemet” fungerer, og jeg følte mig i bund og grund udkørt og til grin. For mig var det i første omgang en falliterklæring at nå til den erkendelse. Jeg bildte mig selv ind, at mit meningsfulde arbejde overskyggede den ringe grundløn på 21.000 kroner før skat og de meget varierende arbejdstider. Men jeg gider altså ikke mere.
Jeg ønsker og arbejder for anstændige forhold for patienter, og ikke mindst anstændige forhold for dem der skal passe på patienterne. Og det er ikke min oplevelse efter mine snart seks års virke som sygeplejerske på henholdsvis barselsgangen og efterfølgende neonatalafdelingen. Men for at være helt konkret så er det særligt nattevagter og arbejde hver 3. weekend (12 timers vagter lørdag og søndag) som har været særligt hårdt for mig. For os herhjemme. Og det har ikke været et problem tidligere, men det er det blevet. Jeg er fuldstændig smadret når jeg har haft nattevagter, og hvis jeg har mere end to i træk, så slår min krop ud med feber og følelsen af at have tømmermænd. Og nattevagter kan jeg ikke komme udenom. Jo så skal jeg bare have endnu flere aftenvagter, og det fungerer heller ikke, for jeg ser ikke børnene de dage jeg har aftenvagter. Og selvom jeg har fridage på andre tidspunkter, så er det bare ikke nok, da de bruges til at koble af og lade op. De dage bruger jeg efterhånden ikke sammen med børnene, men bruger jeg derimod på at komme mig efter en f.eks 56 timers lang arbejdsuge med skiftende vagter. Og når jeg så har fridage, skal jeg ofte forholde mig til at der mangler folk på arbejde, og bliver derfor spurgt om ekstravagter. At arbejde hver 3. weekend, fredag lørdag og søndag vil jeg heller ikke mere. For det er hele weekenden der bliver revet ud ad kalenderen, hvor jeg ikke laver andet end arbejde og sove. En weekend hvor jeg ikke mentalt er sammen med familien, og en weekend hvor Nicolai også skal være alene med børnene, eller i hvert fald finde på noget at lave med dem. Jeg har tænkt og tænkt på, hvorfor pokker jeg pludselig ikke kan klare det længere, hvorfor betyder løn, weekendfri og fridage på helligdage lige pludselig mere end et så meningsfuldt arbejde? Jeg er endnu ikke kommet til en præcis konklusion, men det handler i bund og grund om hvilke værdier jeg tillægger at arbejde som sygeplejerske. Nogle værdier der efterhånden har svære betingelser. Som sygeplejerske på neonatalafdelingen, og også alle andre afdelinger, skal du udover selve plejen også efterhånden agere parterapeut, psykolog og rådgiver, for sagen er den, at der også skæres ned på andre faggrupper som f.eks. psykologer og socialrådgivere. Sekretærer. Alle steder er der besparelser og endnu flere besparelser, og de fysiske forhold i afdelingerne tangerer pinlighed. Jeg er træt af at gentage mig selv med smil på læben: “jeg kan sagtens forstå at i ønsker en enestue, men det har vi desværre ikke lige nu, og jeg ved ikke hvornår vi får det”. Det er bare et eksempel. Eller “lægen er optaget af mere akut arbejde, så jeg kan desværre ikke fortælle hvornår han/hun kommer”. Og fordi det er mennesker man arbejder med, så er det svært at vide, hvornår det er okay ikke at kunne rumme mere. Hvor er det lige at jeg skal sige stop og nedprioritere? For i mine øjne er det min fornemmeste opgave som sygeplejerske netop at kunne rumme disse familier og hjælpe dem igennem den krise det nu engang er at føde for tidligt eller føde et sygt barn, således at når de forlader afdelingen er trygge ved at kunne være en familie derhjemme, og også har været tilfredse med deres ophold i afdelingen. Hvadenten det har været et halvt døgn eller flere måneder. Men når jeg skal rumme så meget og ofte arbejder i et højt gear, så kan jeg være fuldstændig bombet når jeg kommer hjem, og have svært ved at rumme dem som betyder allermest for mig.
Og jeg ved at jeg kommer til at savne det. Savne at stå med rolige hænder på en lille 1kilos baby, vil savne at highfive med en far når han har ‘skudt rigtigt’ på at baby har taget 15 gram på det seneste døgn. Rose en mor som udmalker 30 milliliter til sit barn. Savne når en mor med længsel i øjene spørger: “kommer du også i morgen?”. Savne at sidde med en urolig baby på armen i en nattevagt, som ikke kan være hos sin mor, fordi hun er indlagt på barselsgangen efter mén af sin fødsel. Eller værre endnu, fordi de fysiske forhold i afdelingen ikke kan have familien indlagt. Savne at se glædestårer hos en mor som for første gang mærker at hendes barn kan sutte på hendes bryst. Savne dén pingpong der er imellem mig og mine kollegaer når vi modtager et barn i afdelingen. Og jeg kan fortsætte i det uendelige… Alle de her ting burde jo overskygge alt andet, men det er også bare fakta, at vi knokler herhjemme for at få hverdagen til at hænge sammen. Vi vil gerne at vores børn kan gå til fritidsinteresser, ikke har for lange dage i institution og at de kan opleve i deres weekender, og har forældre der har mere overskud end vi har i øjeblikket. Nicolai har jo også et arbejde han skal passe, og han er ofte væk et par overnatninger, og i fremtiden kommer der også flere af disse dage, så hvis vores børn skal være mere sammen med os end bedsteforældre, har det været en nødvendig konklusion. Et farvel til den offentlige sektor for en stund i hvert fald. Og det føles så rigtigt lige nu. Jeg håber det vil give mig mere overskud til familien og mig selv.
Jeg forlader dog ikke heeeeelt specialet, da jeg har fået en stilling som sonograf hos Lille Københavner/ LilleLiv og glæder mig helt utroligt meget til at scanne en masse gravide.
Hvis der er noget I ønsker uddybet eller har spørgsmål til, så spørg endelig løs! Jeg er sikker på at der sidder nogen derude, som har oplevet det samme!?
-Sebrina
Godt valg – god beslutning