en overvældende dag

I dag havde Alvin sidste dag i vuggestuen og Aya sidste dag i børnehaven. Så jep, mutti her har trillet tårer. Ikke sørgmodighedstårer men stolthedstårer. Vi var inviteret til fest i børnehaven kl. 15, hvor alle de kommende SFO børn stod klar til at imponere med sang, der blev holdt lidt taler og børnene fik gaver og en tale med på vejen. Taler fra deres legekammerater, som med egne ord havde fortalt hvad hvert barn var god til. De gik sammen med deres gåmakker op ad den røde løber, fik her overrakt en gave (mappe med en masse billeder, tegninger, klip og klistre fra årene i børnehaven og et penalhus med lineal og andre skoleting) samt en lille tale og et varmt kram. Og blikket i Ayas øjne da hun skulle gå op ad den røde løber… jamen for fanden, hvor var det stort. I de år hun har gået i børnehave er der sket så meget med vores lille følsomme pige, som nu synger højt, går med rank rynk og har et glimt i øjet. Hun er simpelthen den sejeste jeg kender, og jeg ved hun er rustet og klar til SFO og skolelivet. Se bare billedet fra i morges hvor hun naturligvis selv har valgt tøj. Egentlig et ret sigende billede. Det kunne kun gå for langsomt med at komme afsted i børnehave, og Alvin der ikke helt har forstået at han i morgen ikke længere er vuggestuebarn. Men det gør ikke noget. Han starter på Mumistuen i morgen, og jeg ved, at jeg sidder lige så stolt om tre år, når det er ham der går op ad den røde løber. De kære børn altså. De har gjort mig endnu mere følsom og bare imens jeg skriver det her indlæg triller tårerne. De er og vil altid være de vigtigste i mit liv.

-Sebrina