Hurra for Alvin 3 år!

I fredags fyldte Alvin tre år. Kliché, men tre år!? Slap lige af tid. Det er jo alligevel en del de tre år. Og han er en dreng nu. Ikke en baby, ikke en tumling. Bare en dreng som elsker at gå i børnehave, elsker spiderman, elsker fodbold, elsker pølser, elsker biler, elsker sværd, elsker Gurli Gris, elsker sin helikopterdyne og meget mere. De sidste par dage er han blevet fejret, og i dag skal vi lige forbi olderne med lidt kage, og så er han også blevet fejret godt 🙂 Han er blevet beriget med blandt andet mere Spiderman og ninjaudstyr. Aya og Alvins værelse ligger ved siden ad hianden, og på det ene værelse er der lyserøde striber på væggen og strutnederdele på gulvet. På det andet ligger der biler og sværd. Det er nu sjovt, og jeg er fan af at være en ninjamor også. Det er sjovt som jeg altid har forestillet mig, at jeg da naturligvis skulle have to børn – en dreng og en pige. Også selvom rækkefølgen er omvendt, så har jeg bare altid tænkt sådan, og det er nok fordi jeg selv har en storebror.

Dengang jeg var gravid med Aya ville vi ikke vide kønnet, og jeg havde faktisk ingen intuition eller fornemmelse af, hvilket køn der var derinde, og det var fuldstændigt ligegyldigt for os. Vi havde ingen præferencer. Og da jeg så blev gravid med Alvin havde jeg bare en klar fornemmelse af, at der var en dreng derinde. Jeg turde ikke helt at sige det, for var lidt bange for at det kom til at lyde som at det var et ønske, at jeg der lå en dreng derinde. Men graviditeten var bare så meget anderledes end ved Aya. Vi ville dog igen ikke kende kønnet, for vi var faktisk igen ligeglade. Jeg kan huske at jeg havde svært ved at forholde mig til min fornemmelse af, at der lå en dreng derinde, for jeg kunne kun forestille mig at der kom en Aya igen, og det var også pigenavne vi snakkede mest om. Da jeg så var halvvejs og en blærescanner (!), bekræftede min fornemmelse, så ændrede vi kurs og snakkede om drengenavne…

Nå, det blev lige et sidespor. Ville nok bare fortælle, at jeg føler mig taknemmelig over at opleve hvordan det er at være mor til to børn. Som er så meget ens og alligevel så meget forskellige. Og om det er årsagen til at jeg sådan føler en ro, en helhed, som ligesom gør, at jeg ikke føler at der skal flere børn til i vores firkløver, aner jeg ikke. Men det er en dejlig følelse. Og jeg er heldig at være mor til to.

-Sebrina