OO #2

#normaltbryllup – i en spejderhytte

INDLÆGGET INDEHOLDER AFFILIATE LINKS

dsc_0804

Så blev det tid til at skrive lidt mere om brylluppet. Det gør bestemt ikke noget at få genopfrisket dagen, som var helt magisk, og vi stadigvæk snakker om. Kunne sagtens gøre det igen!

Vi valgte at blive viet kl. 13 i Karlstrup Kirke. Derefter var der reception i Karlstrup Sognehus, hvor vi var omkring 80 mennesker inkl. børn. For os var det  jo vigtigt at børnene også var med på dagen, og det var receptionen så særligt tiltænkt. Pga. tidspres blev oppyntningen i sognehuset nedprioriteret, som i sig selv virkelig også er mægtig fint og har flotte omgivelser. Vi lejede det endda gratis. Vi nåede lidt pompom’er og lidt blomster og det var dét. Og så var der en slikbod til børnene, hvilket var et stort hit iøvrigt.

sogne

Nå, men vi havde fint tid til receptionen, og nåede alligevel at få snakket med de fleste gæster, og også lige stå på sidelinjen og bare nyde. Vi havde jo holdt lokationen for bryllupsfesten hemmelig – ikke af nogen særlig grund faktisk, vi kunne blot godt lide at have det for os selv. Tanken bag var at levere en form for “pakke” for gæsterne. Og så var det bare mega fedt at gå rundt med en hemmelighed sammen, bare Nicolai og jeg og vores bryllupsprojekt. Og på den måde slap vi også for så mange meninger, holdninger og alt det der. Vi kunne mærke at brylluppet bare skulle være vores, og hvordan vi ønskede det, og ikke så mange andres tanker, velmene råd og måder at gøre det på.

Da vi skulle finde lokation for vores bryllup, havde vi begge ét stort ønske. Vores gæster skulle kunne overnatte på stedet, og allerhelst uden selv at skulle til lommerne. Og eftersom vi ikke var ude i et slotsbryllup, kom ideen om en spejderhytte meget hurtigt op. Så vi undersøgte diverse spejderhytter. Lokation, antallet af sovepladser og spisepladser. Der er faktisk mange spejderhytter rundt omkring, men mange var allerede bookede, da vi gik igang. Vi faldt dog over Polarhytten og den var heldigvis ledig, så vi bookede straks efter vi havde været ude at se på den. Vi gav omkring 9000 kroner ekskl. forbrug for leje af hele hytten fra torsdag-søndag.

Hytten ligger i smukke omgivelser og gav os faktisk en del Smukfest-feeling, hvilket gav så fin mening, da Nicolai jo friede til Smukfest. Hytten udefra er ikke det vilde syn, men indenfor er størstedelen af hytten en bjælkehytte med mørke gulve, hvilket skabte en særlig stemning, som fik os til at tænke på skiferie – noget vi jo især også kan lide. Dog er hytten blevet renoveret, hvor den ekstra udbygning ikke helt passer ind i stilen, så det krævede alligevel noget pynt at få skabt den stemning, vi gerne ville.

hytte1

Det blev med de fineste lyskæder og flagranker, som vi købte over AliExpress, hvor det er noget billigere end herhjemme. Stolene var noget slidte i betrækket, så vi købte de billigste hynder i IKEA, som pyntede lidt på stolene, og egentlig også størstedelen af bordpynten i IKEA. Det var ret fedt selv at stå for det hele, men hold kæft et arbejde det også har været ;-). Og jeg tror egentlig ikke, at vi i sidste ende sparede så mange penge ved at gøre det på den måde. Vi sparede bestemt ikke tid ved det. Men det var så til gengæld 100% os, og det var så fedt, da det hele gik op i en helhed, og blev som vi ønskede.

hytte2Nå, men lidt tilbage til receptionen. For vi havde arrangeret fællestransport. En ældre HT-bus, som skulle hente de gæster der lod bilen stå hjemme. Og tanken var, at de fleste skulle køre med, og vi ligesom skulle skabe en form for lejrskolestemning, men desværre var der mange der selv ville køre, hvilket jo egentlig ikke var det der var meningen, men fair nok. Vi blev enige om, at vi ikke ville gå og blive irriteret over det, selvom vi havde brugt ret meget tid på at finde den rigtige bus, og det ligesom skulle være begyndelsen på festen. Vi gav omkring 6000 kroner for bus inkl. chauffør, som kom i ældre chaufførkostume – det var bare så fint.

bus2Desværre har vi ikke fået taget så mange billeder af bussen, men det endte med at en del af vennerne og mine fætre kørte med, og vi nåede at få drukket noget Asti på turen op til hytten ;-)Det var pisse hyggeligt og tog omkring 40 minutter.

dsc_0837

min seje bror hjalp med at hænge rispapirlamperne op i et meget højt træ, og det er endnu en gåde, hvordan det lykkedes ham. Men vi havde købt lamperne over AliExpress, og hang så sådan nogle små LEDpære indeni, som stadigvæk lyste søndag morgen. Det var mægtig fint, da det blev mørkt, hvor vi havde udsigt ud til en stor terrasse og det store bøge(?)træ. Det var sgu gennemført, hvis man godt må give lidt credit til sig selv ;-).

hytte4 hytte5

Polarhytten havde faktisk en del service selv, men vi måtte også selv supplere. Vi købte blandt andet kork dækservietter i IKEA, som vi halverede (for at få plads), viskestykker som blev klippet i og brugt som servietter, og bordkortene var små sukkulenter med navne på. Hver gæst kunne så tage deres sukkulent med hjem og passe og pleje, som minde fra vores dag. Vi fik mange komplimenter for de sukkulenter, som gav lidt grønt spil og meget personlighed, da jeg jo elsker sukkulenter. I lyngplanterne var der håndskrevne menukort. Og ellers var der lidt små “hilsner” rundt omkring, og vores elskede lystavle kom også med! Og så var der jo en MySelfie, samt en bjælke til at slå søm i. Det kan virkelig anbefales at have nogle “små steder”, hvor gæsterne kan samle sig omkring, og have det sjovt med.

hytte6 hytte7Der var hele tiden en meget intim stemning, og Nicolai og jeg nød virkelig vores udsigt under middagen. Vores gæster der bare snakkede og grinede, maden der var fantastisk og et serveringspersonale, som bare gjorde, at vi ikke skulle tænke på noget. Og de mange smukke taler og underholdning, det var simpelthen så overvældende. Lyskæderne og de levende lys var virkelig også med til at skabe den intime stemning, og de to DJ’s spillede fra start til slut, og havde bare flair for, hvilken musik der passede til middagen og allervigtigst – til festen efterfølgende. Der var proppet på dansegulvet hele tiden, og vi gik til køjs (rent bogstaveligt) kl. 4. Omkring 35 gæster blev og overnattede, og vi var så glade for, at de var med på at overnatte sammen med os. Da vi vågnede om morgenen, var der morgenmad med vores yndlingsmennesker, og så pakkede vi ellers alle de vilde gaver op. Noget vi ikke havde skænket en tanke, men ligesom var prikken over i’et. Det var de vildeste gaver, og endnu engang blev der fældet tårer. Åh den kærlighed <3

dsc_11697

Hr. & Fru P. Elken

 

16 kommentarer

  • Hvor ser det dog bare festligt og skønt ud – og dejlige omgivelser. Det er lige dele upræcentiøst og uendelogt fint med de tusinde lys – stemningen ser absolut ud til, at have været helt fantastisk 🙂

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebekka

    Åh! Det er jo lige sådan et bryllup jeg drømmer om så jeg er jo lidt nysgerrig på budget selvom jeg godt ved den slags et privat.. men hvor ser det fint ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sebrina Petersen & Nicolai Volf Elken

      Vores bryllup kostede os 95.000 kroner. Men det kan sagtens gøres billigere. Vi havde 80 gæster til reception og 60 gæster til middag.
      Kan virkelig anbefales at sætte budget på, og se på hvilke poster der kan spares på, og hvad der ikke skal spares på mm. Vi havde jo kok på, serveringspersonale, fotograf osv. osv., der er steder kan spares – det handler meget om hvad man vil med sit bryllup, og der var poster vi ikke ville spare på. Til gengæld sparede vi så bryllupskagen væk, da vi ikke er kagemennesker, og syntes at kuvertprisen var meget mere end hvad vi ville ofre – det brugte vi f.eks. hellere på bussen. Og sådan er man jo forskellig 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Uh, skønt indlæg! Skal selv giftes til august – i en spejderhytte, da vi netop også ønsker at alle kan overnatte ganske gratis. Har gemt alle dine links, så vi kan genbruge jeres gode løsninger. Gjorde I noget for at pynte op på resten af lejren? Toiletter, værelser, gange, osv? Jeg synes at de er meget lejrskole-agtige, men er i tvivl om folk overhovedet ligger mærke til den oppyntning. Kom endelig med flere indlæg – jeg sluger det hele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sebrina Petersen & Nicolai Volf Elken

      Stort tillykke! Planen var også at få pyntet toiletter og værelser, og havde vi haft mere tid/hjælp, var det helt sikkert blevet gjort. Men igen, gæsterne sov kun der på værelserne, og bemærkede ingenting. Vi har lidt flere indlæg i tankerne, så er glad for at du kan bruge det til noget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, hvor er det bare dejligt at se, at et “normalt” bryllup også kan være helt perfekt.
    Vi skal også holde bryllup i en spejderhytte til sommer – og jeg kan se at vi har nogenlunde samme stil som jer. Skønt med lidt inspiration!
    Jeg håber at I havde verdens bedste dag, og at I er kommet godt over på den anden side 😉
    Kh, Laura.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sebrina Petersen & Nicolai Volf Elken

      Stort tillykke med det kommende bryllup! Vi havde den bedste dag og mere til. Som sagt tog det os virkelig lang tid at fordøje al den kærlighed, og i kan godt glæde jer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Enma

    Virkelig fint indlæg! Jeg drømmer også om at holde bryllup i en spejderhytte eller noget, når jeg engang skal giftes 🙂 Min største “bekymring” er nok maden. Hvad gjorde I der? Er der køkken, så man kan få nogen ud og lave maden? Bestiller man alt maden udefra og har nogle til at servere? 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sebrina Petersen & Nicolai Volf Elken

      I Polarhytten er der et stort køkken, som lidt er et industrikøkken. Vi havde en kok der kom og lavede mad, og havde også serveringspersonale. Der skal nok komme et indlæg om maden, drikkelse mm.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma

      Tak for svar 😄

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma

      Hej igen. Er der mon kommet et sådant indlæg op? 🙈😂 Hilsen den nysgerrige 😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sebrina Petersen & Nicolai Volf Elken

      Hej Emma
      Nej det har vi da aldrig fået skrevet! Pt. er min computer til rep, og det er der vi har alle billederne fra brylluppet liggende. Så når den kommer retur igen, så skal jeg da huske at få skrevet det indlæg 🙂 Så mange tak for reminderen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma

      Tak for det 👏🏼

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Skønt indlæg 😀 I er så smukke og det ser ud til, at det var en fantastisk dag! Elsker personlige bryllupper! Jeg blev gift i foråret og dette indlæg bringer alle de fantastiske minder fra dagen tilbage 😊 Tillykke til jer ❤️ Og tak for en dejlig blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sebrina Petersen & Nicolai Volf Elken

      Mange tak Mia og stort tillykke med dit bryllup også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    SÅ Skønne og stemningsfyldte billeder! Jeg skal selv giftes til August næste år og vires drømme og ønsker minder utrolig meget om jeres tanker og fest. Vi har lejet et forsamlingshus på en lille ø og jeg har et stort ønske om lyskæder og tyl el vimpler i loftet. Jeg havde egentlig opgivet tanken/drømmen om den smukke “himmel”, indtil jeg så sit indlæg! Hvordan fik du/i sat lyskæder og vimpler fast i loftet?? Og var det lyskæder m LED eller?
    Glæder mig til at høre fra dig😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OO #2