Hvad sker der i weekenden i Køge? (uge 44)

de normales historie #25

Forleden fik jeg læst tilbage på det sidste skrevne kapitel af vores historie, som vi i sin tid udgav som en julekalender. Klik på de forskellige kapitler nederst i indlægget her, hvis du ikke kender til historien og er nysgerrig ;-). Men det kapitel er jo ved at være gammelt, faktisk er det tre år gammelt….. og vi har bestemt taget hul på et nyt eller flere kapitler siden da. Så dette indlæg bliver nok langt, og rodet, men der er da også sket en del i vores familie siden sidste kapitel blev skrevet.

Dengang var hverdagen noget hårdere end den er nu, og det var så svært at tro mine mere erfarne kolleger, som påstod at det nok skulle blive bedre. Det med søvnen og tiden til sig selv. Overskud. Men et par år efter var det der igen. På dét tidspunkt kunne vi slet slet ikke forestille os at købe et ældre hus, hvor der var evige to-do’s og for et år siden, kunne vi ikke tænke på andet – at det var dét vi ville. Og er det ikke bare forunderligt, at det varierer så hurtigt. Jeg er vild med det. Og virkelig vild med det kapitel vi er i lige nu. Et velfungerende skolebarn, et velfungerende børnehavebarn og vores hus. Vores by Køge. Vores stadig store kærlighed og gnist imellem os som par. Vi er også siden da blevet gift, og gad godt holde en kæmpe kærlighedsfest igen, for det var helt magisk!

Personligt for mit vedkommende er der også sket en del. Har haft et par jobs siden sidste kapitel, og det jeg laver nu, er noget helt andet, end hvad jeg ellers har lavet. Jeg har ikke den tætte kontakt med patienter, og det har jeg været så spændt på, men her efter et halvt år, er jeg sådan helt oprigtigt glad og kunne ikke ønske mig andet. Og det ligner ellers ikke mig. Jeg har altid godt lige kunne tænke mig nogle andre arbejdstider, en bedre løn, mere engagerede kolleger, flere udfordringer, mindre bureakrati osv. osv., men lige nu, lige nu er jeg tilfreds, og det er ikke sikkert, at det er sådan om blot en måned, men lige nu nyder jeg bare, at det rent faktisk kunne lykkes for mig. At være helt tilfreds i mit arbejde. Helheden i mit arbejde. Jeg var begyndt at tænke over, om jeg bare var utaknemmelig, og en alt for flyvsk person, siden jeg ikke blev i mit arbejde mere end max et par år. Nervøs for at jeg ikke ville blive tilfreds medmindre jeg tog mig en hel anden uddannelse med en masse andre muligheder. Men så var muligheden der, og jeg greb den, og har ikke fortrudt. Jeg græd og græd et par aftener før jeg startede, for jeg var så glad for fertilitetsklinikken, og tænk nu hvis det andet ville være lort og lagkage, og nogle røvhulskolleger. Men jeg var træt af de månedlige nedture jeg fik, hver gang lønsedlen tikkede ind i e-boks. En lønseddel hvor der ingen muligheder var for at gøre fra eller til. og som havde en stor betydning for drømmene om et huskøb. Det var så demotiverende for mig. Nu har jeg allerede fået en lønstigning efter fem måneders ansættelse. Og jeg får i forvejen en for mig rigtig god løn, så det er fandme en kontrast til mine efterhånden mange år som “normal” sygeplejerske. Og det er naturligvis ikke lønnen alene der gør det godt. Jeg bliver trænet, udfordret, hørt, spurgt og rost, og glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Og sommetider arbejder jeg hjemmefra – what!? Og holder af mine nye kolleger, og ville blive trist, hvis jeg ikke skulle have dem længere. Så det spiller lige nu for mig på dén front.

Det er ikke kun mig der er sket noget med rent jobmæssigt. Det samme er sket for Nicolai, som lige har haft 10 års jubilæum i Atea. Men nogenlunde samtidig med at jeg startede i mit nye job, så blev Nicolai tilbudt en lederstilling på sit arbejde. Så vi startede samtidig med nye arbejdsrutiner lige inden sommerferien, og tænkte, at det hele var kastet op i luften alligevel, med flytning og alt det der, så hvorfor ikke? Vi har fundet en sød barnepige, som hjælper os om tirsdagen, og ellers kører hverdagshurlumhejet på bedste vis med måltidskasser og disciplin i forhold til at få fikset huset, rengøring og vasketøj. Jeg er begyndt at drømme om en rengøringsdame og vinduespudser igen, og der skal ikke så langt fra tanke til handling, så det tænke jeg bliver en realitet inden længe. Vi ville gerne vente med alt for nice to have inden vi lige kendte til det at sidde med et noget større huslån end tidligere. Men vi har det godt i maven og lige så har vores jyske bankrådgiver 😉 og vi kan fortsat komme på skiferie og sommerferie, som vi også har måtte erkende, er meget vigtigt for os. Så jeg skal bare lige have Nicolai med på ‘vognen’.

I sidste kapitel var jeg også inde på Nicolais håndbold, som han faktisk satte på standby i et halvt år. På dét tidspunkt kunne vi ikke få det til at hænge sammen. Men jeg fik nye arbedstider, og pludselig var der lidt små huller hist og her, og håndbolden blev en del af hverdagen igen, som vi alle herhjemme er glade for. Jeg er det seneste år blevet glad for crossfit, og træner nu i LIFTRS gym i Køge, og når gerne et par gange om ugen. Det er virkelig effektiv og sjov træning, og jeg føler ikke at jeg mangler noget, hvis jeg når de par gange om ugen. Så føler jeg mig i balance og får mere overskud af det. Noget andet jeg også har fået overskud af, er at mit lave stofskifte blev opdaget, og jeg kom behandling for det. Det har uden tvivl haft den største betydning for mig de seneste år. Min konstante træthed og kuldskærhed var ikke kun manglende søvn, skæve arbejdstider og bare livet som børnefamilie, men også et stofskifte som næsten ikke eksisterede. Jeg var nervøs for at jeg ikke ville affinde mig i det at være afhængig af medicin hver evig eneste dag, men det hviler jeg egentlig ret godt med nu. Og at jeg ikke spiser morgenmad med familien i hverdagene (fordi der skal gå minimum 30 minutter fra indtagelse af pille til indtagelse af mad), er jo kke nyt, da det har været et vilkår med mine arbejdstider. Og at Nicolai også nu (efter 1,5 år) husker at købe plantemælk, må være et tegn på, at mine ændrede vaner nu er hverdag.

Sådan at opsummere vores “tilstand” lige her og nu kan ikke gøres med disse (ellers mange) linjer. Hvad er udfordringer lige nu? Og lige nu, synes jeg at det er sådanne ting, som at mine forældre bliver ældre, får skavanker, og at jeg selv også er blevet ældre. Og det kan mærkes og ses. Og sommetider får jeg også lidt dystre tanker omkring alvorlig sygdom hos mig selv eller børnene. Jeg kan stadigvæk bryde dem, men de popper mere op end de egentlig gjorde for blot et par år siden og fylder mere i min bevidsthed.

Hvad ser vi frem til? At vi til sommer forhåbentlig skal til Smukfest (som også var noget jeg glæede mig til i det sidste kapitel). Denne gang skal vi dog have børnene med, for det kan vi nu. Så det er sådan noget vi ser frem til. Alle de ting vi som familie skal opleve, og som børnene vil huske for altid. For vi oplever alle nu, og det er så vildt hvor hurtigt det går, og at vi har så store børn der kan sådan noget. Aya som selv går til- og fra skole. Selv går tur med Nellie. Store børn. Jeg har også haft en periode, hvor tanken om en efternøler dukkede op i ny og næ. Sådan en tanke troede jeg aldrig ville dukke op, men det er nok ganske naturlig i takt med at overskuddet er retur. Og at betingelserne for at få et barn mere, ville være helt anderledes end dengang vi fik Aya og dengang vi fik Alvin. Og at omgangskredsen er igang med småbørn. Men selvom jeg er klar over at vi aldrig ville fortryde at få en lillebror/lillesøster, så har vi bare ikke den lyst, som har været der dengang vi gik igang med “projekt baby” og projekt “Aya skal være storesøster”. Og Nicolai har overhovedet ikke haft en eneste tanke om en 3’er, det er egentlig kun mig, og det er ikke et ønske fra min side, men nærmere en forestilling omkring hvordan det ville blive. Og også fordi det er et stort ønske for Alvin at blive storebror, så derfor er det nok meget naturligt at tanken strejfer mig engang imellem. Og fordi hvis det skulle være, så skulle der også være ved at være. Men jeg er glad for min spiral, og har ingen planer om at få den fjernet…

så lige nu, lige nu har vi det rigtig godt. Børnene har fået en masse nye venner og vi nyder stadig at have et hus med mange projekter 😉

Sebrina

Kapitel 1, Kapitel 2, Kapitel 3, Kaptiel 4, Kapitel 5, Kapitel 6, Kapitel 7, Kapitel 8, Kapitel 9, Kapitel 10, Kapitel 11, Kapitel 12, Kapitel 13, Kapitel 14, Kapitel 15, Kapitel 16, Kapitel 17, Kapitel 18, Kapitel 19, Kapitel 20, Kapitel 21, Kapitel 22, Kapitel 23, Kapitel 24

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad sker der i weekenden i Køge? (uge 44)