For et år siden

For et år siden var vi som nu også på vej hjem fra skiferie. Vi tog turen ned igennem Sverige, selvom den var et kvarter længere, for det skulle være en ret så smuk tur ned igennem det svenske landskab. Og det var det. Solen skinnende fra en skyfri himmel og sneen prydede landskabet. Vi havde haft en skøn skiferie, hvor Alvin også blev “selvstændig” på skiene, og vi kunne nu se frem mod skiferier uden at skulle have et barn i sele/imellem benene. Og for de af jer, der har børn og elsker skiferie, ved godt hvor fantastisk det er. Og hvad der nok var endnu mere fantastisk, var at ejendomsmægleren ringede til os på vejen hjem. Vi vidste det godt, men handlen var endeligt igennem. Vi havde skrevet under salgsaftalen på vores hjem i Solrød, og havde ikke fundet vores nye hjem. Men vi havde indstillet os på Køge, og havde bestilt en fremvisning på et hus i Køge om søndagen, dagen efter vi var hjemme fra ski. Og det var så det hus vi købte. Det er vildt og rørende. Imens vi var igang med at byde på huset fik jeg også tilbudt det job jeg har i dag. Det havde stor betydning for vores økonomiske situation og vi vidste, at vi kunne købe huset uanset hvad. Vi fik dog stadigvæk et godt afslag på det, hvilket i dag betyder at vi om en måneds tid kan få nyt tag, ny udestue, nye vinduer og formentlig også få det filset. I denne proces traf jeg et valg. Jeg ville ikke længere ærgre mig over min lønseddel hver måned. Jeg ville have et hus et bestemt sted for vores families skyld. Og det var op til mig, men med fuld opbakning fra Nicolai, som støttede mig uanset hvad jeg valgte, og påpegede x flere at jeg skulle takke ja til jobbet, hvis jeg ønskede det, og ikke kun pga en murermestervillla centralt i Køge. Så det gjorde jeg. Takkede ja. Med den tanke i hovedet, at jeg søgte jobbet flere måneder inden vi overhovedet havde fundet huset, da jeg var igennem flere tests og samtaler. En proces som var så uvant for mig, så jeg havde ingen fornemmelse af om jeg var købt eller solgt.

Dagen inden jeg startede på det nye job var jeg ked af det og bange. For alt det nye der skulle ske, og jeg følte skyld. Følte at det var MIG der var skyld i at børnene skulle flyttes fra deres trygge rammer inden for nogle måneder, og at jeg hver dag ville savne mit arbejde og kolleger fra fertilitetsklinikken. Og så var det at Nicolai kunne få mig på andre tanker. Det var os der havde truffet det valg. Vi ville andet for vores børns skyld, særligt Aya som skulle skifte skole uagtet flytning eller ej. Og vi ville have mere plads. Og at jeg da naturligvis ville savne mit arbejde på fertilitetsklinikken, fordi “du engagerer dig altid i dit arbejde og fokuserer på det gode og potentialer, det er din evne, så naturligvis vil du savne det, men måske du også vil blive glad for dit nye arbejde? Ligesom du har været på alle dine andre arbejdspladser, hvor du altid har fået at vide, at du kan komme tilbage. Du vil bare mere lige nu”. Og det er er blandt andet derfor at jeg elsker ham så højt. Min mur. Og han havde ret. Da jeg kom hjem efter min første arbejdsdag var smilet stort, og det har det været siden.

Det seneste år har vi haft medvind, og for lidt tid siden snakkede vi netop om det. Det er gået så stærkt for os. Vi fik begge nye jobs (Nicolai en anden stilling i samme virksomhed), købte hus og flyttede til en ny by. Vores datter har mange gode veninder, Alvin er klar til SFO start om en måned sammen med alle sine nye gode venner i Køge. Og vores hus skal shines op allerede under et år efter vi flyttede ind. Nicolai har særligt haft svært ved at hvile i at det er rigtigt. At det er vores liv nu. At det er noget vi har skabt, sammen. Men det er det, og vi nyder den medvind, vi kan jo ikke vide hvornår det vender. Og nu vil jeg kigge ud ad vinduet igen, ud på det smukke svenske landskab, for vi har naturligvis valgt den smukkeste vej hjem til Køge.

– Sebrina