og så var der endnu en weekend…

 Måske stedet her bare skulle hedde weekendbloggen.dk (den burde være ledig!)? Det bør overvejes… Det var utopisk for mig at tro, at sådan en arbejdstur her til Bilbao, ville frigive tid til bloggen her, så jeg rigtigt kunne gå i dybden med nogle indlæg omhandlende antiinflammatorisk kost, de mange spørgsmål vedr. graviditet, mit arbejde osv, som jeg ellers tænker skal online. Ideerne er der, men tiden/prioriteringen er så en anden sag, åbenbart. MEN weekenden, den er til at tage at føle på, for det er bare at bladre igennem mit fotoalbum.

Så. Fredag holdt vi fredag. Alvins svømning gik igang, og tiden er (heldigvis) rykket en halv time, dvs. han går nu til svømning kl. 16.30 i stedet for kl. 16, og det føles som om det er flere timer vi har vundet, men nu når vi svømning uden stress og jag dér om fredagen. Kl. 16 i bassinet er stramt at nå, når først vi skal hente i SFO, og klæde om og i bad i svømmeren. I hvert fald for os, eller Alvin er det jo. Men nu er det ikke et problem. Så meget kan 30 minutter alligevel betyde…. Der var tid til aftensmad, en gåtur for at købe snoller til disney og slutte af med Alle for 1.

Lørdag fik børnene valget om at blive hjemme foran fjerneren eller tage med Nicolai og jeg i LIFTRS. De valgte fjerneren, og vi kunne snuppe sådan en omgang partræning. Eller altså på et hold. Pisse hårdt var det, men det er simpelthen den bedste måde at starte lørdagen på. Altså for os. Derefter hjem og svede af og spise frokost, og så bestemte Nicolai, at vi skulle i fields for at finde hans fødselsdagsgave. Han har ikke kunnet komme med ønsker, og jeg har været i dårlig tid og uden fantassi denne gang, så det fandt jeg som en glimrende idé. Alle var glade for den beslutning. Undtagen børnene der var skuffede over, at der ikke faldt noget deres vej. Men det kan der ikke hver gang vi er ude at handle/shoppe, og det “arbejder” vi lidt på for tiden. Men da de kom hjem igen, kunne de alligevel godt glæde sig over det legetøj og tingeltanget de har, og holdt sig godt underholdt med det imens aftensmaden blev lavet og serveret. Herefter så vi alle en film sammen og spiste popcorn, og lørdagen viste sig alligevel ikke at være så slem, som Alvin ellers bedyrede på vej hjem i bilen fra fields; “det er den værste dag i dag”. Hvilket vi helt ud forstår og ikke laver grin med lige dér i situationen.

Søndag morgen vågnede jeg inden vækkeuret, så jeg kunne snige mig ud ad soveværelset og glæde mig over at begge børn havde sovet igennem på Ayas værelse. De var vågne ovenpå, og vi kunne derfor gøre klar til fødselsdagsbordet og vække Nicolai med sang, flag, kys og morgenmad, som efter hans ønske gerne måtte være lidt sund!? En helt rolig fødselsdag var det han ønskede sig, og det fik han. Vi tog ud forbi mit arbejde, for det kunne være at babyen i maven ville hjælpe os endnu mere på vej til et navn, men ikke 100%. Så det må I altså lige vente med at få at vide også. Denne gang kommer vi til at kende kønnet, allermest for børnenes skyld, men ogå fordi jeg er trænet i at se den slags, så det er næsten umuligt at lade være.

På vej hjem tog vi en McFlurry, så børnene fik alligevel den is, som de følte sig snydt for dagen forinden. Men der var ingen plage inden da, og det er egentlig det vi lidt struggler med for tiden. Al den plageri. Vi prøver at vende det til ønsker frem for plagen, da vi synes der er stor forskel. Og særligt på reaktionen når de får et “nej”. For et nej får de altså af os. “nej I må ikke få en is”. Og det er da nedern at få et nej, det har vi begge fuld forståelse for, men til noget er et “nej” det rigtige i vores øjne. Uden de lange forklaringer og forhandlinger.

Derefter holdt vi egentlig are rolig søndag, gik en aftenstur i vores dejlige by, bagte en lækker squashkage, og nød at weekenden havde været så rolig.

Den kommende weekend bliver blot til søndag for mit vedkommende, men det glæder jeg mig til gengæld også ret meget til. De bliver trætte af alle de kys og kram de skal have, når jeg er hjemme igen.

-Sebrina