en hel uge alene

Tidligt i nat kyssede jeg børn og mand farvel og ønskede dem en rigtig dejlig tur. Og jeg græd ikke, hvilket jeg er glad for. Ikke at mine børn ikke må se mig være ked af det, men lige i denne situation, ville jeg gerne sende dem afsted på skiferie uden at de skulle sidde og have ondt i maven over, at mor nu skal være alene og samtidig er ked af det. For jeg er ked af det. Og jeg har grædt flere gange op til. Og det er et samsurium af mange ting. For ja, jeg skal også nyde at være alene, og ja, det gør jeg også. Faktisk har jeg rykket mig utroligt langt på den front siden jeg fik nyt arbejde, og det er jeg hamrende stolt over og glad for. Men jeg er bare ked af situationen.

• først og fremmest er jeg ked af at gå glip af en ferie med min familie. Både min egen lille firkløver, men også en ferie med min bror, svigerinde, nevø og niece. Mine forældre, og egentlig hele den flok der er afsted. Skiferie er noget helt særligt, og selvom at der ikke var ski på mit program, så glædede jeg mig til at komme væk fra hverdagen, hygge om min familie, og ikke mindst opleve den forvandling der sker med børnene. For de vokser så utroligt meget på sådan en ferie. Deres selvværd får et stort boost og de stråler bare af stolthed på sådan en skiferie. De rykker sig for pokker også hver dag. Dét er jeg så ked af at gå glip af. De røde trætte kinder og duften af sne og bjerge. Og også bare at holde ferie med Nicolai. Han har sådan knoklet de sidste fire måneder, så at kunne være sammen bare som os og som mor og far, havde jeg også set frem til. Ingen renoveringsroderi, ingen madpakker, ingen hverdagsaktiviteter der skal passes og ingen aftener med arbejde. Og så er ferien også vores sidste ferie som firkløver, hvor der ikke skal tages hensyn til en baby.
• en anden big deal er, at jeg ikke er god til at være helt alene hjemme. Ikke når jeg skal sove i hvert fald. Og sådan har det altid været, og det er noget jeg kan gå og frygte i uger. Så det er ikke blot en lille smule ubehag ved ikke at have børn og mænd hjemme. Det er en frygt for, at der står én i huset midt om natten. Jeg bliver paranoid og tankerne kører afsted. Igen, det er noget jeg arbejder med og noget jeg gerne vil helt af med, frygten for at være alene hjemme, og det går fremad. Og jeg har jo allerede i skrivende stund klaret første nat, da de allerede tog afsted halv et. Men jeg brugte lige en halv time på at være bange, og Nellie mærker min frygt og bliver jo også hypersensitiv over for lyde mm, og reagerer ved at ligge og lytte, og ja, det bliver lidt en dum spiral vi har kørende der. Men jeg har erfaret, at min frygt går over efter noget tid, og at jeg falder i søvn igen, og det fortæller jeg så til mig selv. Og så har jeg helt undgået noget som helst med true crime i uger, og ser kun good feel tv og serier om aftenen, og skal sørge for ikke at gå for sent i seng, da overtræthed tricker det. Jeg fortæller mig selv at en hel uge alene hjemme kommer til at rykke ved denne frygt, og det giver også trøst og mod.
•  en anden ubekendt er naturligvis også graviditeten. Som jo er årsagen til at jeg ikke er med. Det er ikke fordi jeg går og er nervøs for at min fødsel skal gå igang imens de er væk, heller ej den forhøjede risiko for blødning pga. den foranliggende moderkage jeg går og frygter. Det er bare de tanker der dukker op i ny og næ nu, som nok ville være afledt af en ferie, men også kan afledes når jeg deler dem med mine nærmeste. I går var det; “hvad nu hvis jeg ikke føler den samme hurtige massive kærlighed til hende, fordi hun ikke er født vaginalt?”, og så snakker vi om det. “hvad nu hvis hun skal ud 37+0? er hun stor nok?” “får hun gulsot?” “kan hun die?”, og så fortæller jeg Nicolai om, hvordan det løses. Jeg er så glad for min baggrund lige på dén front, men det ændrer ikke på, at jeg gerne er de scenarier foruden. “Vil jeg bløde alt for meget?”, “vil jeg have meget ondt?”, “vil jeg være mobil?”. Helt normale tanker som jeg har det helt fint med at have, men som nok får mere plads, end hvis jeg sad og spillede Candy Crush i en Østrigst alpehytte. Jeg er heldigvis god til at tage det hele oppefra og ned men jeg ved, at det da også gør noget ved min sårbarhed lige nu. For jeg føler mig sårbar. Følelserne hænger udenpå, og jeg er mere grådlabil end jeg har været til slut i de andre to graviditeter. Jeg er helt sikker på, at jeg efter scanningen og lægesnakken på torsdag kan sætte nogle knuder på nogle ting, og begynde at se fremad, og det glæder jeg mig godt nok til.
• og så bare helt banalt. Savnet til dem jeg elsker allermest. Jeg har aldrig skulle undvære hverken børn eller Nicolai i en uge, så det er også bare savnet jeg ved bliver enormt stort, der ikke er så rar.

Når det er sagt, så har jeg allerede en del gode ting i kalenderen. Faktisk alle dage imens de er væk. Og ovenstående kommer ikke til at overskygge det. Det skal det bare ikke. Jeg vil nu holde lørdag, da jeg har ondt i både ryg og ribben af at sidde og skrive dette indlæg 😉

-Sebrina