Coronadagbog #4

    Jeg er altså ikke stolt af, at det er tre uger siden jeg sidst kom med en kort opdatering herinde. Og det er altså ikke fordi jeg er gået i skjul eller at tingene sejler. Eller lidt sejler det vel altid under en barsel? Nej, jeg giver den gas på instagram og har godt gang i podcasten. Og egentlig tager det ikke SÅ meget tid, men der er jo bare heller ikke SÅ meget Sebrinatid. Men det er der nu. Allie er fortsat et B-menneske og sover længe, og jeg drikker derfor stort set altid min kaffe varm om morgenen. Men derefter er jeg så også bare hendes. Og jeg har haft en lille periode, hvor det føles som at rebet strammer til om halsen. Og jeg ved ikke hvad der er galt med mig, for jeg elsker jo at være nogens mor, men når jeg har været nogens ALT i nogle måneder, så skal jeg lige bruge noget tid på at deale med det, og finde glæde i de små pust jeg kan få. Fjollet, men det er sådan jeg har det.

Men i i fredags fik jeg halvanden time nede ved min elskede Marina og et dyp i Køge Bugt, og lørdag en gåtur (med Allie i slynge) med savnede veninder. Det har gjort godt, og var åbenbart blot det der skulle til, for at jeg er helt cool med feks som i skrivende stund at sidde på en skammel foran slyngevuggen, så Allie kan se mig inden hun giver sig hen til formiddagsluren. Og jeg fortsat sidder i morgenkåbe, uglet hår og kaffeånde. Når hun lukker øjnene i er det et lynbad, og så er der en opvasker, vasketøj og hundehår i hjemmet jeg skal have styr på indtil Allie får brug for mig igen. Måske når jeg et par rugbrudsmadder inden hun vågner, men så er jeg godt nok også heldig. Næste lur skal gerne passe med at Alvin og hans ven skal hentes efter skole, og her er er vores største “udfording” pt. nemlig barnevognen. For den er bestemt ikke et hit. Det bliver bedre, og det giver trods alt håb. Og nej, babyer behøver bestemt ikke ligge i en barnevogn, men det er snart tid til at vores baby gør det, bare ved én lur, hvis der er flere ting der skal gå op i en højere enhed. Og det er der med en familie på fem, og hvis min krop og led ikke være ømme nonstop. Men jeg er pt. glad for ringlsyngen, hvor hun kan tage sig nogle gode lure og er (næsten) en sikker vinder, som jeg har tendens til at ty til for tiden. Så ja, det er dér vi, eller nej, jeg er.

For børnene er tilbage til en normal hverdag. Altså de to store. Skole, legeaftaler og i denne uge kommer de også nogle dage på hhv. klub og SFO. Det er et ønske de selv har, og for vores skyld er helt fint. Rigtig fint faktisk. Og der er også hænder til dem. Aya var så godt kørende i klubben, som hun startede i her i 2020, og det ville være så ærgerligt, at den skulle blive mindre tiltrækkende efter denne tid, da jeg nu har hørt fra flere, at en del begynder at gå direkte hjem fra skole når de når 4. klasse, og vi håber at det ikke bliver tilfældet for hende og klassekammeraterne. I vores øjne gør det godt at socialisere sig med andre end de tætteste veninder, eller i hvert fald gøre det i andet end hjemmet, og have muligheden for de mange aktiviteter klubben kan tilbyde, og hvor der er pædagoger, som kan udfordre skærmen som tiltrækker derhjemme.  Og ja, det er godt nok vildt at hun skal i 4. klasse iøvrigt…

Nicolai har arbejdet hjemme til og med i dag. I morgen og fredag skal han på kontoret og derefter være en uge hjemme igen. Det bliver godt for alle at han også kommer lidt væk. Det er vidunderligt at have ham hjemme, og det fungerer så godt, at vi håber at der bliver mange flere hjemmearbejdsdage fremover. Han har masser at lave, men blot dét at servere hans morgenkaffe til hans morgenmøde, og spise frokost med ham, er altså fantastisk. Og at han nogle gange lige kan give en hånd med ved Allie. Men jeg stresser også lidt hvis Allie er ked, og jeg kan ikke starte støvsugeren, blender og køkkenmaskine når han har telefonmøder, hvilket er stort set hele tiden. Og jaja det går, men nogle gange, bare nogle gange, ville det være fint at han ikke havde patent på vores lækre udestue 😉 Men alt i alt er hjemmearbejdet win win herhjemme.

Ellers tager jeg mig lidt tid engang imellem til at optage podcast. Det er blevet et lille barselsprojekt, som betyder at jeg føler mig lidt vigtig, hvis I forstår. Jeg ER vigtig som mor, men jeg har behov for at føle mig vigtig på andre paramentre også, og det er ikke fordi podcasten tager så meget tid, men at jeg hver søndag kan dedikere en time til det, og at Nicolai prioriterer at jeg får tiden til det, er nok. At der så er kommet en del lyttere til, er bare et kæmpe plus og motivationsfaktor, men i bund og grund handler det jo bare om, at jeg har andet at tage mig til end at være på Allie 100% og fordybe mig i noget.

Vi får også sparsomt set de nærmeste, men det gør virkelig godt! Og jeg er som alle andre vanvittig glad for at der bliver åbnet mere op, så når engang Allie føler for barnevognen, kan sætte mig på én af vores hyggelige cafeer i Køge imens hun sover lur, og også bare snuse rundt i butikker mm., som jeg får energi af. Jeg er allerede igang men bare med hende i slyngen, og det fungerer også fint, og kan jo være det bliver vejen frem under hele barslen. Puuhhh det gør mig lidt forpustet at tænke på. Hun er ikke en lille let baby heller. Hun vokser rigtig fint skal jeg hilse at sige 😉

Og inden jeg slutter dagbogen for i dag, kan jeg også berette, at vi selvfølgelig har gang i lidt projekter herhjemme. I dag bliver vores nye støttemur beklædt med skifer færdig, og den skal danne ramen for vores forhave, som vi kommer til at knokle med henover den næste periode. Nicolai lægger selv indkørslen, og det tager på tiden og kræfterne, men det er en post vi godt selv kunne klare og derved kan spare penge ved. Vi anvender de samme fliser, som ligger her i forvejen, og som vi rev op i baghaven sidste år. Så får de en omgang rens når vi er færdige. Det ville blive en dyr post, hvis fliserne skulle skiftes ud, og vi har andre projekter vi hellere vil kaste penge efter også. Og igen, så kan vi også godt lide at bevare noget fra det oprindelige. Det giver for os noget sjæl og varme.  Og så føles det da også bare mega lækkert at klare noget selv!

Jeg vil slutte for nu, og glæde mig over at jeg trods alt kunne nå at udgive dette indlæg uden forstyrrelser !

 

-Sebrina