og så kom han hjem…

havde virkelig krise i dag, som i nok kunne fornemme på forrige indlæg. Aya fik et flip i morges, hvor hun holdt op med at trække vejret og blev blå om læberne og øjenene flossede. Det er over et år siden hun har haft sådan et anfald af hysteri, og jeg blev lige så forskrækket som alle de andre gange, hvilket jeg også tror hun selv blev. Øv, hvor er det hårdt at starte dagen sådan. Hårdt for os allesammen. Om det er en “efterreaktion” på ny børnehavestart eller det er en fase, eller vi gør noget helt forkert, er svært at vide. Hårdt er det i hvert fald, og det har været nogle hårde uger, og i dag blev det bare for meget. Jeg har aldrig været usikker på mine evner som mor, men efter en morgen som denne, begynder jeg at tvivle på, om jeg er kompetent nok som mor. Efter jeg havde afleveret hende i børnehave (hvor hun også blev ked af det), og jeg også lige fandt ud af, at vi har glemt at lave “familiehuset” til ophæng i børnehaven (sådan et med billeder af familien), og alle de andre nystartede børn havde fine huse at kigge på, blev jeg slået helt ned. Sad og tudede hjemme i sengen og prøvede febrilsk at få Alvin til at sove, imens jeg fandt billeder til det hus. Hovedpinen tog til og et par panodiler røg ned med en cortado (hvad sker der for mig, som ikke drak kaffe for et halvt år siden nu drikker cortado!?) og en virkelig nedern besked blev sendt afsted til Nicolai. Med en undskyldning et minut efter. Hader iøvrigt ordet “nedern”, men det var en nedern besked. Men efter den besked var sendt, og jeg havde fået raset lidt og slået frustrationen ud i dynen, kom der så småt overskud frem, og imens solen skinnede gik jeg 100 meter med Alvin i vognen, og bang så sov han. Hvorfor pokker gjorde jeg ikke bare det fra start?! Det var varmt og græsset blev ordnet, og jeg mumlede noget med humørsvingninger og psykiske lidelser. Og så kom han hjem. Flere timer før end vanligt. Hjem for at kramme og sige søde ord og så lige ordne hjemmet i pendulfart. Og så støvsugede jeg, og han hentede Aya og vi lavede smoothies og popcorn, grinede og klistrede billeder på familiehuset. Aya var glad, og efter en dag som denne, er det nok det bedste i hele verden. At høre hende hvine og ikke på noget tidspunkt blev der spurgt efter Ramasjang eller Ipad’en. Vi nød alle hinandens selskab og opmærksomhed, og så bliver jeg altså glad helt indeni.

Ham Nicolai er den bedste kæreste og far, og det har jeg naturligvis fortalt ham. Nok 100000 gange eller mer’. Ligesom jeg er god for ham naturligvis 😉 Tror nu godt han kan lide mine meget skøre moments. Han sørger jo for at stoppe dem i tide inden det kammer helt over for mig. Nu er han til håndbold, og jeg ved han bliver glad når han læser dette indlæg <3

Jeg trængte da lige til at sprede lidt kærlighed hva!? Andre derude der kan nå hele følelsesregistret igennem på bare et par timer?

-Sebrina