Der skal lidt fakta på banen

Jeg kan ikke huske om jeg har delt sådanne fakta herinde før, og hvis jeg har, må det være meget længe siden! Det er helt sikkert en “bloggerting”, men jeg læser altid disse typer indlæg, hos de bloggere jeg følger, så måske i også vil læse det? Og måske jeg også vil lave fakta om de andre, som er en del af “denormale” 😉

Men jeg starter med mig selv!

  • jeg kan ikke fordrage at ordne vasketøj. At sætte en vask over og putte tøjet i tørretumbleren er fint nok. Men at hænge på tørrestativ og folde tøjet sammen, er nok den værste husopgave i mine øjne, og jeg bliver decideret i dårligt humør, hvis jeg skal bruge en halv time på det om aftenen. Og derfor står Nicolai for 80% af vasketøjet herhjemme. Jeg er mere en støvsugertype, og står 90% for det herhjemme. Samme procent med gulvvask og 100% på at rengøre badeværelser. Han er 90% på madpakkerne, så vi har ligesom hver vores pligter, og det fungerer pisse godt. Jeg synes selv jeg er heldig med at slippe nogenlunde for tøjvask og madpakker.
  • jeg har en ammeuddannelse. Læs om den her
  • jeg blev først kaffedrikker i en alder af 27 år. Dengang jeg blev mor til to 😉
  • jeg fjerner hår under armene og på benene med en epilator
  • hver morgen tænder jeg for p4 radio.
  • jeg sidder kun med ved morgenbordet i weekenderne
  • jeg har i de sidste 2,5 år fået genopfyldt mine eyelashes i gennemsnit hver 3. uge. Skal ikke regne på, hvor mange kroner det er!
  • jeg kan huske mine drømme hver dag, når jeg vågner. Sjældent kan jeg huske dem senere på dagen
  • jeg er den eneste under 40 år i mit team på arbejdet, og har fået øgenavnet “duracell”, fordi mine kolleger mener, at jeg har fart på. Jeg tror mere det handler om, at hovedparten af mine kolleger er 50+ ;-).
  • den første bule jeg har lavet på en bil, var kassebilen på arbejdet. 15 år med kørekort, så det var vel også på tide?

Det var ti facts om undertegende!

-Sebrina

November ’17 vs. november ’18

Det er tid til at kigge tilbage på november sidste år. Det var den måned vi satte vores lejlighed offentligt til salg, og sådan håbede at det ville gå stærkt med salget, idét vi havde lavet en betinget købsaftale på et andet hus. I kender historien efterhånden, så det behøver jeg ikke at gå i detaljer med. Vi endte jo ikke i det hus, men et meget bedre et <3.

Jeg trumfede igennem, at vi skulle på skiferie, så den fik vi styr på dér i november. Og det blev en billig skiferie, som viste sig at blive helt fantastisk. Så vi har allerede booket en lejlighed i Stöten igen. Dog lidt højere standard, og mine forældre samt børnenes kusine skal med os denne gang. Vi glæder os alle!

I fik en status på mit første halve år på stofskiftemedicin og hvilken forskel det havde gjort for mig. Nu er det jo så 1,5 år at jeg dagligt troligt har taget min stofskftemedicin hver morgen, og jeg har det stadigvæk godt. Det tog lidt over et år før mit stofskifte var inden for normalområdet, og nu behøver jeg kun at blive kontrolleret hvert halve år medmindre jeg selv føler for at få det kontrolleret. Jeg burde måske få det tjekket nu, da jeg desværre har fået glæde af en pilonidal cyste igen. Og hver gang den ligesom er blusset op, så har mit stofskifte været ude af balance. Men der har jeg også mærket at det var ude af balance, og det føler jeg ikke nu. Så trækker den lidt længere. Det er blevet min normaltilstand at have lidt småskavanker hist og her 😉 I denne uge har jeg fået bestilt nye briller, da synes også er blevet mere forringet. Livet som +30 åbenbart.

November måned er også dér vi tager hul på alle julefrokosterne. Jeg tror jeg lagde ud med mine sygeplejeveninder, men kan ikke huske det!? I år har vi allerede set hinanden til Meyers flæsestegssandwich, da der er en sej sygeplejerske der igen smutter afsted med Læger uden Grænser for et halvt år. Nicolai skal til julefrokost med arbejdet næste fredag, og jeg skal først med arbejdet d. 14. december.

Traditionens tro fik vi lavet dekorationer til juleklippeklister med min side af familien, og vi kan se frem til at være kreative igen den kommende lørdag. Jeg lavede denne diy julekrans,, og i år ved jeg endnu ikke hvad jeg skal give mig i kast med. Må bruge nogle aftener på at søge inspiration på pinterest…

Vi var forbi Anchers Havecenter som har en ret så fin juleudstilling, og den skulle være endnu vildere i år. Der er gratis glögg og æbleskiver iøvrigt! Og en masse smukke planter!

Jeg var poetisk omkring min sorte samvittighed vedrørende black friday. I år har jeg tænkt at gøre præcis det samme.

I fik et indlæg omkring mine hudplejerutiner og dem har jeg holdt ved lige. Jeg har købt mig en jaderulle for nyligt, som gerne skulle komme med posten snart. Den har jeg hørt godt om! og jeg har ikke betalt overpris for den 😉

-Sebrina

de normales historie #25

Forleden fik jeg læst tilbage på det sidste skrevne kapitel af vores historie, som vi i sin tid udgav som en julekalender. Klik på de forskellige kapitler nederst i indlægget her, hvis du ikke kender til historien og er nysgerrig ;-). Men det kapitel er jo ved at være gammelt, faktisk er det tre år gammelt….. og vi har bestemt taget hul på et nyt eller flere kapitler siden da. Så dette indlæg bliver nok langt, og rodet, men der er da også sket en del i vores familie siden sidste kapitel blev skrevet.

Dengang var hverdagen noget hårdere end den er nu, og det var så svært at tro mine mere erfarne kolleger, som påstod at det nok skulle blive bedre. Det med søvnen og tiden til sig selv. Overskud. Men et par år efter var det der igen. På dét tidspunkt kunne vi slet slet ikke forestille os at købe et ældre hus, hvor der var evige to-do’s og for et år siden, kunne vi ikke tænke på andet – at det var dét vi ville. Og er det ikke bare forunderligt, at det varierer så hurtigt. Jeg er vild med det. Og virkelig vild med det kapitel vi er i lige nu. Et velfungerende skolebarn, et velfungerende børnehavebarn og vores hus. Vores by Køge. Vores stadig store kærlighed og gnist imellem os som par. Vi er også siden da blevet gift, og gad godt holde en kæmpe kærlighedsfest igen, for det var helt magisk!

Personligt for mit vedkommende er der også sket en del. Har haft et par jobs siden sidste kapitel, og det jeg laver nu, er noget helt andet, end hvad jeg ellers har lavet. Jeg har ikke den tætte kontakt med patienter, og det har jeg været så spændt på, men her efter et halvt år, er jeg sådan helt oprigtigt glad og kunne ikke ønske mig andet. Og det ligner ellers ikke mig. Jeg har altid godt lige kunne tænke mig nogle andre arbejdstider, en bedre løn, mere engagerede kolleger, flere udfordringer, mindre bureakrati osv. osv., men lige nu, lige nu er jeg tilfreds, og det er ikke sikkert, at det er sådan om blot en måned, men lige nu nyder jeg bare, at det rent faktisk kunne lykkes for mig. At være helt tilfreds i mit arbejde. Helheden i mit arbejde. Jeg var begyndt at tænke over, om jeg bare var utaknemmelig, og en alt for flyvsk person, siden jeg ikke blev i mit arbejde mere end max et par år. Nervøs for at jeg ikke ville blive tilfreds medmindre jeg tog mig en hel anden uddannelse med en masse andre muligheder. Men så var muligheden der, og jeg greb den, og har ikke fortrudt. Jeg græd og græd et par aftener før jeg startede, for jeg var så glad for fertilitetsklinikken, og tænk nu hvis det andet ville være lort og lagkage, og nogle røvhulskolleger. Men jeg var træt af de månedlige nedture jeg fik, hver gang lønsedlen tikkede ind i e-boks. En lønseddel hvor der ingen muligheder var for at gøre fra eller til. og som havde en stor betydning for drømmene om et huskøb. Det var så demotiverende for mig. Nu har jeg allerede fået en lønstigning efter fem måneders ansættelse. Og jeg får i forvejen en for mig rigtig god løn, så det er fandme en kontrast til mine efterhånden mange år som “normal” sygeplejerske. Og det er naturligvis ikke lønnen alene der gør det godt. Jeg bliver trænet, udfordret, hørt, spurgt og rost, og glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Og sommetider arbejder jeg hjemmefra – what!? Og holder af mine nye kolleger, og ville blive trist, hvis jeg ikke skulle have dem længere. Så det spiller lige nu for mig på dén front.

Det er ikke kun mig der er sket noget med rent jobmæssigt. Det samme er sket for Nicolai, som lige har haft 10 års jubilæum i Atea. Men nogenlunde samtidig med at jeg startede i mit nye job, så blev Nicolai tilbudt en lederstilling på sit arbejde. Så vi startede samtidig med nye arbejdsrutiner lige inden sommerferien, og tænkte, at det hele var kastet op i luften alligevel, med flytning og alt det der, så hvorfor ikke? Vi har fundet en sød barnepige, som hjælper os om tirsdagen, og ellers kører hverdagshurlumhejet på bedste vis med måltidskasser og disciplin i forhold til at få fikset huset, rengøring og vasketøj. Jeg er begyndt at drømme om en rengøringsdame og vinduespudser igen, og der skal ikke så langt fra tanke til handling, så det tænke jeg bliver en realitet inden længe. Vi ville gerne vente med alt for nice to have inden vi lige kendte til det at sidde med et noget større huslån end tidligere. Men vi har det godt i maven og lige så har vores jyske bankrådgiver 😉 og vi kan fortsat komme på skiferie og sommerferie, som vi også har måtte erkende, er meget vigtigt for os. Så jeg skal bare lige have Nicolai med på ‘vognen’.

I sidste kapitel var jeg også inde på Nicolais håndbold, som han faktisk satte på standby i et halvt år. På dét tidspunkt kunne vi ikke få det til at hænge sammen. Men jeg fik nye arbedstider, og pludselig var der lidt små huller hist og her, og håndbolden blev en del af hverdagen igen, som vi alle herhjemme er glade for. Jeg er det seneste år blevet glad for crossfit, og træner nu i LIFTRS gym i Køge, og når gerne et par gange om ugen. Det er virkelig effektiv og sjov træning, og jeg føler ikke at jeg mangler noget, hvis jeg når de par gange om ugen. Så føler jeg mig i balance og får mere overskud af det. Noget andet jeg også har fået overskud af, er at mit lave stofskifte blev opdaget, og jeg kom behandling for det. Det har uden tvivl haft den største betydning for mig de seneste år. Min konstante træthed og kuldskærhed var ikke kun manglende søvn, skæve arbejdstider og bare livet som børnefamilie, men også et stofskifte som næsten ikke eksisterede. Jeg var nervøs for at jeg ikke ville affinde mig i det at være afhængig af medicin hver evig eneste dag, men det hviler jeg egentlig ret godt med nu. Og at jeg ikke spiser morgenmad med familien i hverdagene (fordi der skal gå minimum 30 minutter fra indtagelse af pille til indtagelse af mad), er jo kke nyt, da det har været et vilkår med mine arbejdstider. Og at Nicolai også nu (efter 1,5 år) husker at købe plantemælk, må være et tegn på, at mine ændrede vaner nu er hverdag.

Sådan at opsummere vores “tilstand” lige her og nu kan ikke gøres med disse (ellers mange) linjer. Hvad er udfordringer lige nu? Og lige nu, synes jeg at det er sådanne ting, som at mine forældre bliver ældre, får skavanker, og at jeg selv også er blevet ældre. Og det kan mærkes og ses. Og sommetider får jeg også lidt dystre tanker omkring alvorlig sygdom hos mig selv eller børnene. Jeg kan stadigvæk bryde dem, men de popper mere op end de egentlig gjorde for blot et par år siden og fylder mere i min bevidsthed.

Hvad ser vi frem til? At vi til sommer forhåbentlig skal til Smukfest (som også var noget jeg glæede mig til i det sidste kapitel). Denne gang skal vi dog have børnene med, for det kan vi nu. Så det er sådan noget vi ser frem til. Alle de ting vi som familie skal opleve, og som børnene vil huske for altid. For vi oplever alle nu, og det er så vildt hvor hurtigt det går, og at vi har så store børn der kan sådan noget. Aya som selv går til- og fra skole. Selv går tur med Nellie. Store børn. Jeg har også haft en periode, hvor tanken om en efternøler dukkede op i ny og næ. Sådan en tanke troede jeg aldrig ville dukke op, men det er nok ganske naturlig i takt med at overskuddet er retur. Og at betingelserne for at få et barn mere, ville være helt anderledes end dengang vi fik Aya og dengang vi fik Alvin. Og at omgangskredsen er igang med småbørn. Men selvom jeg er klar over at vi aldrig ville fortryde at få en lillebror/lillesøster, så har vi bare ikke den lyst, som har været der dengang vi gik igang med “projekt baby” og projekt “Aya skal være storesøster”. Og Nicolai har overhovedet ikke haft en eneste tanke om en 3’er, det er egentlig kun mig, og det er ikke et ønske fra min side, men nærmere en forestilling omkring hvordan det ville blive. Og også fordi det er et stort ønske for Alvin at blive storebror, så derfor er det nok meget naturligt at tanken strejfer mig engang imellem. Og fordi hvis det skulle være, så skulle der også være ved at være. Men jeg er glad for min spiral, og har ingen planer om at få den fjernet…

så lige nu, lige nu har vi det rigtig godt. Børnene har fået en masse nye venner og vi nyder stadig at have et hus med mange projekter 😉

Sebrina

Kapitel 1, Kapitel 2, Kapitel 3, Kaptiel 4, Kapitel 5, Kapitel 6, Kapitel 7, Kapitel 8, Kapitel 9, Kapitel 10, Kapitel 11, Kapitel 12, Kapitel 13, Kapitel 14, Kapitel 15, Kapitel 16, Kapitel 17, Kapitel 18, Kapitel 19, Kapitel 20, Kapitel 21, Kapitel 22, Kapitel 23, Kapitel 24

10 år

myselfie-dk-20160319-1119-sabrina-petersen-2016-03-19-23_18_41_batch myselfie-dk-20160319-1119-sabrina-petersen-2016-03-19-23_18_52_batch myselfie-dk-20160319-1119-sabrina-petersen-2016-03-19-23_19_01_batch

vi snakkede om det for to uger siden… At vi gik et jubilæum i møde. Vores 10års jubilæum som kærester. Vi snakkede om, at vi burde fejre det med en tur ud at spise og eventuel overnatning ude. Og så var det at jul og nytår kom imellem, og da jeg skulle skrive datoen på arbejde i dag slog det mig….. Det er jo i dag! Så sendte fluks ti hjerter afsted til Nicolai, som ikke fangede den før efter et par hints. Og sådan er det gået for os at have været et par i ti år… trist!?

For ni år siden blev det fejret med flerretters menu, og for otte år siden ligeså, men jeg kunne ikke drikke bobler, da jeg var gravid med Aya. Jeg husker også vores årsdag for syv år siden, hvor vi lavede tapas efter Aya sov, og jeg kunne drikke vin, da Aya ikke længere blev ammet der. Og derefter er de årsdage blevet forsømt lidt. Vi har heldigvis ikke forsømt hinanden, og vi er stolte af, hvordan vi har fungeret sammen som kærester, forældre og ægtepar. Og hvordan og hvorfor de sidste ti år er gået godt, kan vi nok ikke helt forklare, og det skal det vel heller ikke. Men at vi har været ærlige over for hinanden fra start, og snakker om alt sammen, og har en aftale om, at vi ikke går sure i seng og altid kysser godnat, tror vi har været, og er en rigtig god vane. Og dét at vi hviler i, at nogle dage er grå, nogle sorte, nogle blå og andre helt skinnende. Det går op og ned og vores ægteskab er også et arbejde. Belønningen er kærligheden, historierne, minderne, udfordringerne, udviklingen, intimiteten og ikke mindst vores børn, og dét er den mest værdifulde løn vi nogensinde kan tjene.

💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗

svesken på disken!

Nyt tiltag på bloggen – og første indlæg vil for mange nok være rigtig klamt. Og det beklager jeg så!

“svesken på disken” skal bruges til at få nogle facts ud om os herhjemme, eller nok bare Nicolai og jeg. Og jeg lægger ud med mig selv.

Jeg ELSKER at se klamme hudorme/cyster/bumsefilm på youtube, og følger Dr. Pimple Popper og ser dagligt lige et par film. Can’t help myself. Jeg ville elske at have sådan et arbejde. Nicolai lider under min afhængighed, og bliver dagligt inspiceret for bumser og hudorme, jeg kan få klem på (hø hø).

Jeg er sikker på at der sidder andre med samme last – ikke!?

Nedenstående video har jeg lige set, og jeg ville blive så høj af at få lov til at trykke den hudorm dér, som så alligevel er mere end det. Skynd dig at klikke videre, hvis sådan noget slet slet ikke er dig, og hvis der sidder andre derude med samme last som jeg, vil jeg virkelig anbefale at følge Dr. Pimple Popper!

Bon appetit!

-Sebrina