Barnedåb

Allie er nu fem måneder gammel, og som altid flyver tiden jo bare afsted! I dag trillede hun fra ryg til mave for første gang, og her til aften har jeg sorteret i hendes aflagte tøj. Str. 50, 56 og 62. En lille smule suk, selvom jeg nu også godt kan lide, at hun udvikler sig og vokser godt. MEN det prikker mere end jeg ellers har husket det har gjort ved de andre to. Jeg nyder hende og barslen generelt. Måske derfor jeg forsømmer bloggeriet 😉 Jeg synes det er en skam, så nu opper jeg mig altså, og ser tilbage på barnedåben, som fandt sted d. 21. juni.Allie blev døbt her i Køge, Sct. Nicolai Kirke, som er en meget smuk og stor kirke. Vi endte med at være 14 voksne og 8 børn (inkl. Allie), men der var alligevel en pæn flok kirkegængere den søndag. Jeg synes det er dejligt at have en begivenhed i denne kirke, i denne by, hvor vi er “landet” og er blevet en familie på fem. Det var en ung moderne præst som døbte Allie, og vi havde en behagelig snak med hende fredag forinden. Det gav en dejlig ro i maven. I kan evt. lytte til denne podcastepisode, hvor jeg kommer nærmere ind på, hvorfor vi har valgt at døbe vores børn.

Allie klarede det så fint. Hun vågnede lige inden gudtjenesten, og var vågen og glad til og med dåben. Derefter lidt bryst og så faldt hun i søvn i sin vogn.

Dåbs”festen” foregik stille og roligt udendørs hjemme hos os selv. Børnene underholdte som vanligt sig selv, og når vi ikke var så mange, så følte jeg at jeg fik snakket med alle gæster. Virkelig skønt!

Vi bestilte lækkert minature smørrebrod fra Nordisk Smørrebrød, som virkelig kan anbefales!

og kagerne hos vores yndlings Madam Eclair. Vi havde tænkt over at mad og drikke skulle være “coronavenligt”, så ingen skulle røre ved det samme.

De traditionelle dåbsbilleder blev taget hjemme hos os selv, da hovedpersonen sov godt da gudtjenesten var slut, og vi derfor blev enige om, at vi også kunne gøre det derhjemme. De blev så fine og uformelle. Ligesom vi godt kan lide det 😉

Så selvom dåben ikke blev som først planlagt, var den helt perfekt og Allie fik nogle skønne hilsner og gaver <3

 

-Sebrina

Coronadagbog

Og så var det at virkeligheden ret pludseligt så anderledes ud. Onsdag eftermiddag mødtes jeg med en veninde til en kaffe og kage på en café her i Køge. Og det blev jo så sidste cafébesøg for en længere periode, forestiller jeg mig. For ja, vi tager altså rådene til os. Og vi har holdt os for os selv siden da. Særligt fordi Aya først er ved at smide hosten nu (den har hun døjet med i en uge nu), og Alvin også hoster – dog slet ikke i samme omfang som Aya har gjort.  Torsdag formiddag ringede pædagogen fra Alvins klasse og informerede om, at der lå materiale til os for de næste 14 dage, og dem tog vi så hul på om fredagen. Det var jeg ret imponeret over, at de allerede havde sat sammen. Torsdag aften lavede børnene selv et skoleskema, og fredagen var så første hjemmeskoledag. Og de var begge så gode og motiverede. Og om det er fordi vi har hus og have, eller jeg bare har trængt til at være koncentreret med hele familien, så har vores dage indtil videre på ingen måde været slemme – tværtimod. Jo sådan bekymringsmæssigt – men ikke det med at være hjemme i hvert fald. Og gid det var sådan for alle – for hvor kunne det være dejligt, hvis vi danskere fulgte de råd der nu engang ret tydeligt kommunikeres ud, for at vi kan komme mildest igennem denne tid. Hvis mild overhovedet kan bruges om den situation landet befinder sig i. 

Denne her virkelighed som føles så uvirkelig. At Danmark lukker ned. Og at have sådan en stærk minister. Generelt ministerier, styrelser mm. Dét er jeg så stolt og taknemmelig over. Jeg føler mig tryg og håbefuld. Og vi alle reagerer på hver vores måde. Og vi bliver klogere.  Nicolai bekymrer sig noget mere end jeg, og han er glad for at have sådan en optimist rendende herhjemme. Det er ikke fordi jeg ikke forholder mig til fakta, og jeg var også lammet i torsdags. Tjekkede hele tiden udviklingen, men jeg kan ikke gå rundt og føle mig elendig. Jeg må handle på det – og fokusere på at få det bedste ud af det. Tror chokket efter Allies tidlige og dramatiske vej til verden og forløbet efterfølgende, har været nok på det seneste, og så kan isolation og udsigter til en dårlig samfundsøkonomi ikke (endnu) slå mig ud. Og hvor er jeg glad for det.

Men altså, det kan også bare være al den oxytocin som jeg får i øjeblikket, som er skyld i at jeg føler lykke og velbehag? Amning, hud mod hud, tæt kontakt med dem jeg elsker allermest – tja, det burde vel også give et outcom. Og ej heller at forglemme; vores renovering #2 som snart er helt færdig, og vi dermed har det smukkeste lyserøde badeværelse. Dét glæder jeg mig til at vise frem, for det er helt unikt.

Pandekager gør også godt ved humøret. De skulle være blevet til vafler, men det gik ikke. Men de er lavet på glutenfri havremel, som var lidt af et forsøg, men det kan altså anbefales, hvis man som jeg gerne vil skære ned på indtag af gluten. 

Vejret i går lørdag kunne også noget. Det blev nydt i haven, og for mit vedkommede allermest i vores dejlige lyse udestue, som vi nu kan nyde til fulde. I dag har det grå vejr betydet, at vi har fået ryddet op i vores garderobe i kælderen. Og playstationen er kommet op i børneafdelingen efter at have været gemt væk i kælderen i et par måneder, så den har aktivieret Aya og Alvin i flere timer i dag. Og jeg tog også lige et par spil med Alvin. Nicolai har i dag handlet ind for andre igennem Vigo, og det har også gjort noget godt for hans humør. At hjælpe andre <3

I morgen er det skoledag. Jeg har meldt mig ind i denne gruppe og sofaskolen, så jeg glæder mig helt til at komme igang med skoledagen i morgen, som herhjemme begynder kl 9. Og Aya glæder sig nok allermest til at få grønt lys til at ses med veninderne (én ad gangen). Men kun hvis hun er helt hostefri i morgen. Hun savner sådan sine veninder, hvilket er helt forståeligt efter allerede at have været spærret inde i en uge. Ej, vi har været ude at gå lidt ture og trampolinen satte Nicolai op i går, så jeg tror også at Aya har godkendt ugen der gik.

Nu vil jeg få gang i Netflix og Love is blind, for jeg er også faldet i. Nicolai sidder og arbejder. Han har rigeligt at se til – heldigvis 😉

-Sebrina

 

Lige nu [14.02.2020]

  • Går Nicolai rundt og stvøvsuger, da min svigerinde som er fysioterapeut meget udtrykkeligt har sagt, at det må jeg ikke lige nu pga. kejsersnittet. Tak svigerinde 😉
  • Skinner solen og de har lovet tørvejr hele dagen, så planen er at jeg og Allie henter Aya og Alvin fra skole. Det er vildt og noget af det jeg virkelig har glædet mig til. Det der med at gå på barsel og hente børnene efter skole sammen med lillsøster.
  • Er Allie btw to uger gammel i dag. Og nu hvor “korrigeret alder” er blevet en ting i vores tilfælde, så er hun 37+1. Og det slår mig stadig flere gange dagligt, at hun nok stadig ville være intern, hvis ikke den moderkage lå som den gjorde, og tænker over hvad jeg mon ville lave og hvor generet jeg nok også ville være, hvis hun stadig var i min mave. Men jeg er glad for at hun er her nu, særligt fordi hun klarer sig så godt
  • Har jeg fået udgivet 3. episode af “hvad fanden laver man på barsel”, og du kan lytte til den hos Podimo eller den almindelige podcast app. Jeg er helt på røven over al den positive feedback jeg har fået fra jer. Særligt med øje for at jeg sidder med min telefon og iphone headphones og indtaler og gør det uden en egentlig struktur. Det er altså ret motiverende, og jeg håber at det kan blive en fast barselsaktivitet for mig om torsdagen. At indspille podcast, som så udgives fredag. Jeg kan som sagt godt lide at have lidt for hånden
  •  Er mine bryster stenhårde. Allie må gerne snart vågne! Jeg er igang med at trappe ned med udmalkningen, da jeg har for meget mælk, og det er hård kost for de normalt små bryster som er blevet firedobbelt i størrelse pga. al den mælk.
  • Har jeg en appetit så stor, som jeg ikke mindes at have haft før! Men min krop må have brug for det. For sådan plejer den at fungere. F.eks. hvis jeg har trænet, så spiser jeg mere, om sommeren spiser jeg mindre, og nu producerer jeg mælk og energi til en baby, og har derfor brug for de ekstra kalorier. Håber jeg 😉
  • Har jeg også lavet en god portion af “Mælkebomben“. Ikke for at få mere mælk, men for at få de gode fedtsyrer – og så smager det også bare godt oven på havregrøden/yoghurten 😉
  • Når vi nu er inde på appetit og morgenmad, så skal vi til fødselsdagsbrunch hos mine forældre i morgen, da min far fylder år. Og jeg glæder mig skræmmende meget til den brunch, haha! Og også til at komme lidt ud som en hel familie. Fraset at malkemaskinen skal med os. Det er alligevel noget af et setup med babyudstyr, som så krydres med en malkemaskine oven i hatten.
  • Vågner babyen, så jeg slutter for nu. Må I få en dejlig weekend og nyde at sove længe (hvis I kan det). Nicolai fik sagt i morges “ej, hvor dejligt det er weekend, så kan vi sove længe… eller nååå nej”.

-Sebrina

en hel uge alene


Tidligt i nat kyssede jeg børn og mand farvel og ønskede dem en rigtig dejlig tur. Og jeg græd ikke, hvilket jeg er glad for. Ikke at mine børn ikke må se mig være ked af det, men lige i denne situation, ville jeg gerne sende dem afsted på skiferie uden at de skulle sidde og have ondt i maven over, at mor nu skal være alene og samtidig er ked af det. For jeg er ked af det. Og jeg har grædt flere gange op til. Og det er et samsurium af mange ting. For ja, jeg skal også nyde at være alene, og ja, det gør jeg også. Faktisk har jeg rykket mig utroligt langt på den front siden jeg fik nyt arbejde, og det er jeg hamrende stolt over og glad for. Men jeg er bare ked af situationen.

  • først og fremmest er jeg ked af at gå glip af en ferie med min familie. Både min egen lille firkløver, men også en ferie med min bror, svigerinde, nevø og niece. Mine forældre, og egentlig hele den flok der er afsted. Skiferie er noget helt særligt, og selvom at der ikke var ski på mit program, så glædede jeg mig til at komme væk fra hverdagen, hygge om min familie, og ikke mindst opleve den forvandling der sker med børnene. For de vokser så utroligt meget på sådan en ferie. Deres selvværd får et stort boost og de stråler bare af stolthed på sådan en skiferie. De rykker sig for pokker også hver dag. Dét er jeg så ked af at gå glip af. De røde trætte kinder og duften af sne og bjerge. Og også bare at holde ferie med Nicolai. Han har sådan knoklet de sidste fire måneder, så at kunne være sammen bare som os og som mor og far, havde jeg også set frem til. Ingen renoveringsroderi, ingen madpakker, ingen hverdagsaktiviteter der skal passes og ingen aftener med arbejde. Og så er ferien også vores sidste ferie som firkløver, hvor der ikke skal tages hensyn til en baby.
  • en anden big deal er, at jeg ikke er god til at være helt alene hjemme. Ikke når jeg skal sove i hvert fald. Og sådan har det altid været, og det er noget jeg kan gå og frygte i uger. Så det er ikke blot en lille smule ubehag ved ikke at have børn og mænd hjemme. Det er en frygt for, at der står én i huset midt om natten. Jeg bliver paranoid og tankerne kører afsted. Igen, det er noget jeg arbejder med og noget jeg gerne vil helt af med, frygten for at være alene hjemme, og det går fremad. Og jeg har jo allerede i skrivende stund klaret første nat, da de allerede tog afsted halv et. Men jeg brugte lige en halv time på at være bange, og Nellie mærker min frygt og bliver jo også hypersensitiv over for lyde mm, og reagerer ved at ligge og lytte, og ja, det bliver lidt en dum spiral vi har kørende der. Men jeg har erfaret, at min frygt går over efter noget tid, og at jeg falder i søvn igen, og det fortæller jeg så til mig selv. Og så har jeg helt undgået noget som helst med true crime i uger, og ser kun good feel tv og serier om aftenen, og skal sørge for ikke at gå for sent i seng, da overtræthed tricker det. Jeg fortæller mig selv at en hel uge alene hjemme kommer til at rykke ved denne frygt, og det giver også trøst og mod.
  •  en anden ubekendt er naturligvis også graviditeten. Som jo er årsagen til at jeg ikke er med. Det er ikke fordi jeg går og er nervøs for at min fødsel skal gå igang imens de er væk, heller ej den forhøjede risiko for blødning pga. den foranliggende moderkage jeg går og frygter. Det er bare de tanker der dukker op i ny og næ nu, som nok ville være afledt af en ferie, men også kan afledes når jeg deler dem med mine nærmeste. I går var det; “hvad nu hvis jeg ikke føler den samme hurtige massive kærlighed til hende, fordi hun ikke er født vaginalt?”, og så snakker vi om det. “hvad nu hvis hun skal ud 37+0? er hun stor nok?” “får hun gulsot?” “kan hun die?”, og så fortæller jeg Nicolai om, hvordan det løses. Jeg er så glad for min baggrund lige på dén front, men det ændrer ikke på, at jeg gerne er de scenarier foruden. “Vil jeg bløde alt for meget?”, “vil jeg have meget ondt?”, “vil jeg være mobil?”. Helt normale tanker som jeg har det helt fint med at have, men som nok får mere plads, end hvis jeg sad og spillede Candy Crush i en Østrigst alpehytte. Jeg er heldigvis god til at tage det hele oppefra og ned men jeg ved, at det da også gør noget ved min sårbarhed lige nu. For jeg føler mig sårbar. Følelserne hænger udenpå, og jeg er mere grådlabil end jeg har været til slut i de andre to graviditeter. Jeg er helt sikker på, at jeg efter scanningen og lægesnakken på torsdag kan sætte nogle knuder på nogle ting, og begynde at se fremad, og det glæder jeg mig godt nok til.
  • og så bare helt banalt. Savnet til dem jeg elsker allermest. Jeg har aldrig skulle undvære hverken børn eller Nicolai i en uge, så det er også bare savnet jeg ved bliver enormt stort, der ikke er så rar.

Når det er sagt, så har jeg allerede en del gode ting i kalenderen. Faktisk alle dage imens de er væk. Og ovenstående kommer ikke til at overskygge det. Det skal det bare ikke. Jeg vil nu holde lørdag, da jeg har ondt i både ryg og ribben af at sidde og skrive dette indlæg 😉

-Sebrina

Weekenden

Det er ikke mere end tre dage siden, at jeg udgav et indlæg fra et hotelværelse. Det samme sker så igen i dag. Og ærligt, jeg ville hellere have været derhjemme og ikke have haft tid til at skrive et indlæg. Men sådan er arbejdslivet (også) engang imellem, og jeg skal heldigvis hjem allerede igen i morgen. Det gør mere ondt på mig end på børnene. For de er hjemme hos deres mormor og morfar, da Nicolai skulle en dag til Berlin med sit nye arbejde. Så egentlig tror jeg ikke mit fravær denne gang bliver bemærket, som hvis det var at Nicolai var alene med dem hjemme. De nyder at være hos mormor og morfar, og det er meget sjældent, at det er i hverdagene de overnatter hos dem. Men lige denne gang måtte det være sådan. Jeg har rejst en del de seneste måneder, og om en uge er jeg i Polen i nogle dage. Og SÅ skal jeg til Bornholm med familien, og det glæder jeg mig til! Forstår godt hvorfor så mange er vilde med Bornholm. Jeg forelskede mig selv i Bornholm da jeg var med mine sygeplejeveninder på øen for et år tilbage.  Og når vi er hjemme derfra, stilner det af med rejseriet rent arbejdsmæssigt. Det er ret sæsonbetonet, og efteråret og foråret er der gang i den på dén front. Og jeg er blevet god til at nyde det og få så meget ud af de byer jeg nu engang besøger, men lige i dag, var det bare hotelsengen, tv’et og computeren der kaldte, og det kan da bestemt også noget. Men fordi jeg var væk fredag og kom hjem lørdag aften, hvor jeg fik nogle timer med Alvin og Nicolai (Aya sov hos en veninde), så har jeg blot haft søndagen med familien. Og jaja, engang var det hele weekender jeg arbejdede og nærmest blot sov hjemme, men det er fortid nu, og jeg er blevet forvent med at holde mine weekender. Så jeg er taknemmelig over at det er få weekender, der har budt på arbejde i 2019.

Så fredag tog jeg til Kolding. Og jeg havde tid til at nå et par genbrugsbutikker, hvor jeg blandt andet erhvervede mig en metallic vinterjakke. Jeg så den godt i H&M sidste år, men da jeg jo har en svaghed for jakker og bestemt ikke mangler, så lod jeg den hænge. Men når jeg så kunne erhverve den for 48kr på en grå og regnfuld dag, hvor sådan en jakke da kan gøre den mindre grå, og jeg samtidig kunne støtte kræftens bekæmpelse, så skulle den altså med hjem.

Jeg gik ud og spiste tidligt, fik en lækker italiensk pizza og købte en pose p-tærter i Netto, som jeg fortærrede i hotelsengen imens jeg så vild med dans. Så jeg formåede da at holde fredag med manér.

Jeg tilbragte det meste af lørdagen på hotel Koldingfjord, som jeg da håber, at jeg skal tilbage til en anden god gang. Smukke smukke omgivelser, god serivce og god mad!

Da jeg  kom hjem lørdag aften, lå jeg i sofaen med mine drenge, og da Alvin sov, fik Nicolai og jeg set et par afsnit af The Spy, som er en serie omhandlende spionen Eli Cohen, og virkelig anbefalelsesværdig! Derfor kom vi også for sent i seng, og vi var begge enige om at droppe den holdtræning vi havde tænkt at tage til kl. 9 søndag morgen. I stedet sov vi længe, og lå lidt mere i sofaen, og Alvin fik mærket babyen sparke i maven <3 Det har han sådan ventet på, og han var så stolt! Aya kom hjem omkring kl. 10 sammen med veninden hun havde sovet hos. Det er så tydeligt hvor meget veninderne betyder nu, og det bliver mere og mere, og hvor varmer det bare vores forældrehjerter at hun har tætte veninder, og mange veninder. At flytte til Køge har været godt for os alle, men faktisk allerbedst for Aya. Så meget at hun selv nævner det af og til. Hun er vokset så meget (ja også fysisk), og jeg kan af og til ærgre mig over, at vi ikke larmede noget mere og slog i bordet og alt det der, dengang i 0.- og 1. klasse hvor mavefornemmelsen ikke var god. Vi var ikke stille omkring det, men ej heller insisterende, og det har jeg også lært af. Et barn havde det svært, og jeg er bestemt tilhænger af “vi skal løfte i flok”, men ikke når man går i 0. og 1. klasse. Så skal det ikke kun være børn der opfører sig ordentligt og ikke har det svært fagligt, som skal være det gode forbillede og løfte sådanne børn. I hvert fald ikke uden at lærere og pædagoger er opmærksomme og sørger for at ansvaret ikke hænger på blot ét barn. Heller ikke når skoletiden er slut, men også i SFOtid. Det kom ud ad et sidespor og jeg fokuserer heldigvis mere på, hvor godt det går nu, og der ikke er knuder i maven nu….. Barnet går ikke længere i den gamle klasse, så der ER jo sket noget, men hvor er jeg af helt egoistiske årsager glad for at Aya ikke gik endnu et skoleår under de omstændigheder. Og det havde hun heller ikke gjort, om vi boede i Solrød eller ej, for vi havde besluttet os for, at hun skulle rykke skole. Men jeg tror flytningen til Køge har gjort det nemmere for Aya at lægge det bag sig. Og vi har flere gange spurgt Aya om hun savnede x, og ønskede en legeaftale, og der er ikke noget hun har haft mindre lyst til end dét. Så det var usundt.

Så at se at Aya har så mange søde og gode veninder nu (med forældre der tager små som store konflikter seriøst), er bare så nemt og en stor lettelse. Og måske værdsætter vi det mere nu, hvor vi ved og har erfaret, at det ikke bare er en selvfølge. Og jeg har personligt lært, at jeg ikke skal prøve at glide alle situationer ud, og jeg ikke altid skal belyse situationer fra flere vinkler… I ved redde verden og se det bedste i andre og sådan… Eller jo, det er en fin egenskab, men der er grænser. Der er handlinger og opførsel der ikke er okay, og bliver ens grænser overskredet, er det mere end okay at sige fra. Uagtet hvor svært personen har det. Alle forældre er stolte af deres børn, men at se at Aya er blevet så stærk, ikke lader sig kue af andre, siger fra, er glad og vellidt gør mig så stolt og rolig. Hun har også en far, som altid siger sin mening, og ikke er bange for at sige fra og et nej, og det er noget jeg vitterligt beundrer og selv stadig arbejder med at blive bedre til.

Tilbage til søndag. Nicolai og jeg kom igang med vinterbadersæsonen. Nicolai er nu med i klubben ;-), og det kurerede min hovedpine, som jeg vågnede med søndag. Jeg har desværre været plaget af hovedpine i denne graviditet. Tænker hormoner, og at jeg også har haft spændinger efter nogle træninger, som nok også har tricket det. Og for lidt væske må jeg nok også erkende. Og for lidt jern. Mange faktorer! Men at få udløst endorfiner hjælper altid. Og panodiler. Så vinterbadning er kærlig velkommen (og med grønt lys fra jordemoder og læge).

En traditionel weekendfrokost, og bagefter tog jeg børnene med i bilen til Birkerød for at hente en plade til en voksipose, jeg var så heldig at finde i en genbrug der i Kolding i fredags. En helt ny og smart sag, som jeg må vise ved lejlighed. Og en plade med stropper for blot 50 kroner. Så der begynder at ske lidt på babyudstyrområdet. Og har heldigvis god tid til at vente på at finde de rigtige ting i genbrug, dba, reshopper, børneloppen (har jeg stadig til gode), for tænker at vi kan finde det meste, hvis ikke alt, brugt.

Da børnene var puttet, og praktiske ting var ordnet, snuppede vi det sidste afsnit af The Spy, og nu skal vi så finde ud af, hvilken serie vi skal give os i kast med her henover efteråret og vinteren. Nogle bud?

-Sebrina