weekenden

“Fuck det er i dag der er legegruppe!”

Det hørte jeg mig selv sige i morges, da jeg stod og nettede mig inden jeg skulle afsted, og kom i tanke om at der var noget med den 8. oktober, udover at det altså er Nellies 4 års fødselsdag. Og så kom jeg i tanke om det. Legegruppe! Som i at jeg havde informeret om, at jeg ville hente børnene lige efter skole og de så ville være her til kl. 17. Så jeg måtte jo smutte tidligt fra arbejdet i dag, for at køre forbi Rema 1000 og panikhandle inden jeg løb afsted sammen med Nellie op mod skolen. Jeg har hele tiden troet, at de har fri kl. 14, men jeg ville lige være der 10 minutter før, såfremt de fik tidligere fri. Jeg endte med at være der 10 minutter for sent, da deres søde klasselærer kunne informere mig om, at de altid har fri kl. 13.40. Og sådan blev min midlertidige opfattelse af mine supermomkræfter begravet dybt. Tænkte på vejen, at jeg da var mega power sådan at nå at få styr på snacks og være rolig omkring den lidt glemte legegruppe, som jeg af en eller anden årsag kun havde fået skrevet i min arbejdskalender, som jeg jo har været væk fra siden i torsdags. Men den søde klasselærer var blevet, og ville dog ringe hvis jeg ikke var kommet inden for nogle minutter. Jeg bukkede og takkede, og skyndte mig afsted med flokken og Nellie.

Turen hjem gik så fint! Synes altid hjemturen kan give en føler på, hvordan de næste par timer nu skal blive. Drengene som skulle med, kendte jeg ikke, så det kunne jo være en af de dage, hvor jeg ville ringe og meget bestemt bede Nicolai om at komme hjem med det samme. Men gruppen havde en god dynamik, og var selvfølgelig i et godt gear, men med respekt, hvilket vi jo af erfaring ved, ikke er en selvfølge længere. De løb i haven, legede med Nellie, og gik bagefter igang med en fælles leg oppe på Ayas værelse. Imens kunne jeg smide frosne kanelsnegle (Tak Rema1000) i ovnen, rydde op efter morgenrodet, tømme opvaskeren, og bare nyde deres grin ovenpå. Efter 20 minutter blev der serveret lune kanelsnegle med en for tynd glasur og lidt krymmel, samt bryg-din-egen-kakao og lidt æblebåde for synets skyld… 😉 Pigerne bandt bind for drengenes øjne, og førte dem hen til bordet for at overraske dem. De kender i hvert fald vejen til drengenes hjerter allerede ;-). Vi fik en hyggelig snak om diverse dyr, ubåde, Fortnite, kærester, og jeg slubrede deres selskab og iver i mig lige indtil de ville op på værelset og fortsætte deres bryllupsleg til Markus & Martinus bragende i Sonos’en på Ayas værelse. Så læste jeg lidt blogindlæg, drak min kaffe og nu er de alle fire gået sig en tur med Nellie, og jeg vil lynstøvsuge vores entré, inden deres forældre kommer. Når de kommer hjem efter en gåtur, kan jeg igen imponere med popcorn og en smoothie, og ja, så er tiden allerede gået og alle er glade. Jeg har hverken skulle bage selv, eller stå for at aktivere legegruppen i dag, så I kan godt gætte jer til, at jeg er lettet og den træthed jeg har, skyldes ikke legegruppen, men bare ganske almindelig mandagstræthed. Yay! Legegruppe FTW!

-Sebrina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

weekenden