Det pissede mig af i sidste uge (11)

I sidste uge havde jeg lige et par dage hvor jeg var alene om skansen herhjemme. Og dét i sig selv er ikke længere et problem i mit hoved. Det sker nemlig ikke så tit længere, OG børnene har jo andre behov end for bare nogle år tilbage. Så jeg er jo ikke på non-stop, når Nicolai ikke er hjemme. Min svage side er absolut om morgenen. Det har det altid været. Hvis jeg kunne være helt alene om morgenen, foretrak jeg det. Sådan har det egentlig altid været. Min bror vidste det, og havde det nok lige sådan, så hvis min altid morgenfriske far var hjemme om morgenen, kunne jeg blive pisse irriteret. Gad ikke hans fløjteri eller snakkeri. Stakkels ham iøvrigt, haha 🙂 Min bror og jeg har ellers været alene om morgenen fra jeg startede i børnehaveklasse. Så måske det skyldes at jeg egentlig har været vant til at være alene om morgenen, blot sammen med min bror, som nok havde det på samme måde, eller bare kendte mig. Og dengang var der ingen der så skævt til det faktum, at vi var alene om morgenen. Vi mødte til tiden, vi havde tøj på, spiste morgnmad og så morgentv og trivedes godt fagligt og socialt. Ligesom alle andre. Men vi blev vækket ved at min far ringede og vækkede os. Og det blev ikke holdt hemmeligt, og vi har aldrig selv opfattet det som et problem, og heller ikke den dag i dag, selvom vi udmærket er klar over, at den nok ikke ville gå i dag, og vores børn ikke kommer til selv at stå op og gøre sig klar om morgenen. Måske det er derfor jeg er lidt “robust” i forhold til at hvile i at min datter selv cykler til og fra skole? Det tror jeg.

Nå, tilbage til fokus. For jeg flippede lidt den ene morgen, da Aya igen kunne bedyre at hun havde smidt et eller andet væk. Hold kæft hun smider meget væk, og jeg ved at det er normalt, men det gør det ikke mindre irriterende. Hun kan godt lide kontrol, så hun hviler ikke selv i at have smidt det væk, og der er kun én der kan sørge for at hun får sin blyantspidser med hjem, og det er hende. Og det fik jeg sagt pænt højt, kan i nok gætte jer til. Men jeg undskyldte for at have hævet stemmen, men holdt fast i pointen. Kun hun kan sørge for at huske sine ting i skolen, og den dag måtte hun se om blyantspidseren lå i skolen, og ellers måtte hun låne af sidemakkeren. For nej, vi kan ikke nå at købe en kl. 7.30, og “tingene koster altså penge Aya, og vi kan ikke blive ved med at købe nye ting hele tiden, fordi du glemmer dem”…. Jeg går ud fra at jeg ikke er den eneste der har sagt noget lignende. Det håber jeg.

Og så var der egentlig ikke andre situationer  der som sådan  fik pisset i kog. Tror det skyldtes at jeg kunne se frem til en venindetur til London. Det var altså godt for så meget!

-Sebrina