“mor vil du ikke låse døren?!”

Det bad Aya mig om i aftes. Sådan helt for reel. Hun havde set Ramasjang mysteriet (som hun eeeeelsker), og da jeg spurgte hende hvorfor jeg skulle låse døren, svarede hun: “så skurkene fra Ramasjang ikke kan komme ind”. Og hun var bange. Hun havde åbenbart også bedt Nicolai om det samme aftenen for inden. Jeg spurgte hvem af skurkene hun var bange for, og uden at tøve svarede hun “Preben Pølsemand!”. Manden ovenover er åbenbart noget af det mest skræmmende i min datters verden lige her og nu. Vi fik en god snak om, at der ikke kommer nogen ind i vores hjem, at dørene først låses når mor og far går i seng, og at mor og far altid vil passe på hende, og at Ramasjang mysteriet kun er for sjovt og ikke er ægtigt (Ayas ord, som er en bladning af ægte/rigtigt). Jeg så mig selv i hende lige dér. Jeg var lige præcis sådan som barn, og er det stadigvæk til tider. Der kan være nogle helt ‘almindelige’ mennesker, som kan skræmme mig. Altså ikke sådan at jeg skal forbi psykiatrisk afd. eller noget, men der kan være nogle træk, som skræmmer mig. I dag på min løbetur rundt om kalkgraven stod der to mænd og fiskede, og så blev jeg lige ramt af en en tanke om, hvis de valgte at løbe efter mig og… så kører den derudad og min adrenalin kører på det højeste, indtil jeg lige stopper mig selv og kommer på rette spor. For det er jo skørt! Det er jeg naturligvis blevet meget bedre til med årene, men jeg er seriøst en bangebuks. Nå, tilbage til Aya. Der var ingen problemer ved sengetid og ingen snak om Preben Pølsesnak, men vi tager den lige lidt med ro med mysteriet den næste tid ;-). Ligesom jeg aldrig ser psykiske gyserfilm (ja det kalder jeg dem), selvom jeg eeeelsker dem, og ligesåvel elsker at læse krimier. Men jeg kan blive halvparanoia af skidtet. Bare Pretty little Liars, ser jeg ikke om aftenen, hvis Nicolai er til håndbold. Og alligevel sidder jeg lige og kigger på flere kanditater på Netflix, som Nicolai og jeg kunne se i forbindelse med halloween. Jep, Halloween, som jeg svor aldrig skulle ind i vores hjem, er så småt blevet en tradition, og jeg håber lidt der kommer nogle søde børn forbi i weekenden – er det ikke på fredag?

– Sebrina