weekend i stolthedens tegn

Den forgangne weekenden var sådan en weekend hvor den ikke fik for lidt af den der stolthed. Lørdag eftermiddag var jeg stolt over mig selv. At komme hjem kl. 03.30 natten til lørdag, for så at stå op og arbejde er noget af en præstation ikke sandt? Jeg var stolt over at jeg for en gang skyld lod fornuften vinde, og da gerne stod 27 minutter på Nørreport station for at vente på A-toget (som stopper ved ALLE stationer!) frem for at tage en taxa hjem dér kl. alt for sent og med lidt promille i blodet. Øv jeg hader det. Altså det der med at stå så længe alene og vente på et tog til provinsen midt om natten. Men jeg gjorde det. Det er godt nok nitten ved at bo væk fra byen. At jeg ikke lige kan hoppe op på cyklen og være hjemme på 10 minutter. Og generelt hader jeg bare at tage toget hjem alene om natten. Der er alt for mange mærkelige mennesker på det tidspunkt 😉 Men nu sker det jo ikke så tit at jeg skal hjem fra byen sådan midt om natten, og vi har også en aftale om, at det er okay at tage en taxa hjem. Men jeg prøver at være lidt mere fornuftig med økonomien og den der bryllupsopsparring. Og selvom vi allerede er over det budget vi havde forestillet os, så ser det ud til at vi er godt med. Det er rart! I går fik Nicolai hentet vores vielsesringe. Så de er hjemme, købt og betalt ( x2 – damn you Nets!) og passer. Åh altså. I går var der præcis fire måneder til brylluppet, og vi glæder os så meget.

Nå, men tilbage til weekenden. Jeg var da stolt over at Nicolai havde ordnet hjemmet, handlet ind og vasket flere vaske og hængt tøjet op imens jeg var på arbejde. Flot ser det måske ikke ud, men det er da lidt af en præstation at kunne få plads til så meget tøj på stativet ikke!? Hvis vi ikke lige får vasket i et par dage, ja, så skal maskinen køre i døgndrift. Den maskine er jeg altså også stolt over. Den kostede os ikke så meget, og har klaret at bo sammen med os i fem år, og har aldrig brokket sig! Det er noget helt andet med opvaskemaskinen som er en yngre og meget dyrere model. Den og jeg har ikke den bedste kemi.

Se det var da alligevel en del at være stolt over. MEN når jeg virkelig mærker stoltheden. Vi snakker stolt som i tårer i øjnene og konstant klappen i hænderne. Så er det hende der lige i midten. Min datter. Som for tiden har det svært med overgang fra børnehave til SFO. Men at skulle optræde i en propfyldt hal uden mor og far præller fuldstændig af på hende. For hun elsker det, går med rank rynk, vinker overskudsagtigt til os og publikum, smiler, og koncenterer sig om vejrmøller og dans. Jamen altså. Det var stort for hende og os!

Efter gymnastikopvisning kørte vi mod Vemmetofte Strand. For her var der åbningsreception af Restaurant Skovfogedstedet, som min jævnaldrende og aldeles dygtige kokkefætter har åbnet. En drøm han har haft igennem mange år, og nu er en realitet. Det er pisse sejt, og kusine her er stolt, og jeg kan love jer for der kommer indlæg om dette herlige sted og fantastiske mad fremover 😉 Der var solskin, varme, lækker mad og drikke og den smukkeste udsigt til stranden. Vi kommer til at holde mange familiearrangementer her fremover, og vi glæder os alle til det. Ishuset som primært hans kone Line vil stå for, var også åbent og der var gratis iskugle til alle der kom forbi. Aya synes det var meget spændende at stå der i ishuset og hjælpe til. Min fætter, hans kone og datter har hus lige ved siden af, og forestiller mig at Aya og Alvin vil tigge og be’ om at få en minisommerferie der mange år frem. Skov, strand, campingplads og ishus kan vel ikke være andet end attraktivt for preteens!?

Nå, vil suse afsted mod arbejdet, og nyde at der snart er fridage på programmet. Og ikke mindst endnu mere solskin!! Det minder mig om, at vi skal have skiftet vinterdækkene ud nu.

-Sebrina