Der skal lidt fakta på banen

Det kunne du lave i Køge i weekenden (uge 17)

I skrivende stund sidder familien + en af Ayas veninder (som er min venindes datter) med hver deres slikskål og ser Rock Dog ( på Netflix), og jeg sidder med min computer ved spisebordet. Jeg glæder mig mere og mere til at få det skrivebord i udestuen, så det ligesom er stedet, jeg sætter mig med computeren. Vi nærmer os jo lige så stille. renoveringen kører for fuld blus i hvert fald. I dag blev den ene side af taget lukket af med isolering og undertag (tror jeg det hedder?). Udestuen sker der mere med i næste uge, hvor der skulle komme regn, og de derfor ikke kan ordne den anden side af taget. Men inden for to måneder skulle huset stå som et suttet bolsje. Liiidt svært at forestille sig lige nu, hvor alt bare er en meget stor byggeplads. Men vi er ikke trætte af det (endnu), tværtimod! Det er mega hyggeligt at se min bror hver dag. Gad godt at det kunne være sådan altid – at have ham og hans familie så tæt på, selvom de kun bor 15-20 minutters kørsel herfra.

Da jeg kom hjem i dag, var det direkte i arbejdstøjet, for alle de mursten der engang var en skorsten, skulle væk fra baghaven og om i containeren.  Den har Nicolai fået smadret ned henover to dage. Det klæder ham det håndværkertøj, støv i håret, og rå hænder, skulle jeg hilse at sige. Og han har udtrykt, at han nu også selv synes det er ret sjovt. De 14 dages ferie blev til 14 dages arbejde herhjemme, og det er givet godt ud, men han er også brugt fysisk nu.

Da vi sent på eftermiddagen gik og arbejdede, kunne vi høre livemusik oppe fra byen. Der hev det altså lidt i mig i at komme derop og sidde med noget koldt i et glas, og nyde solen og Køges byliv. Men bare dét at fornemme stemningen, fik også et smil frem på læben, og et par timer efter, var jeg deroppe med børnene, for at få styr på fredagssnolleren, og for lige at nå et besøg i Flying Tiger, nu hvor vi har fået besøg af en pige, der ikke har en sådan butik i den by hun kommer fra. Så er det altså store sager! Musikken var dog pakket sammen på det tidspunkt, det er trods alt stadigvæk “blot” Køge, hvor butikkerne omkring Torvet lukker kl. 18 og så’n, men der sad stadig mange ude foran Richters Ølstue og Vin-O, som vi stadigvæk har til gode at besøge. I morgen skal veninden vi har på besøg, som iøvrigt hedder Emilia, til koncert her i Køge. Selveste Christoffer besøger byen, og jeg er så mega ærgerlig over, at jeg ikke nåede at få fat i nogle billetter, for Aya ville ELSKE det. Og ja ja, sgu da også hendes mor. Så hvis nogen lige ligger inde med to stks billetter, så råb lige højt ik?!

Hvis det ikke står ned i tykke stråler i morgen eftermiddag/aften efter vi er kommet hjem fra Oldefars Skjolds fødselsdag, skal vi ud at se lidt mere af Køge. En køgegenser har tippet om flere gode oaser her i byen, som vi skal udforske lidt. Vi starter nok med at udforske de hemmelige tagområder i Strædet, hvor der skulle være legepladser mm. Det trækker sådan i mig, at udforske alle de mange muligheder og livet der er her, også selvom det nu er otte år siden at Nicolai og jeg vinkede farvel til Valby (som vel ikke engang er ægte ÆGTE KBH, vel?), og jeg måske troede, at det ikke længere var noget jeg gad, men nu hvor vi har fået noget mere by, så elsker jeg at jeg har det. De mange muligheder og de mange mennesker. Og så alligevel mit hus, min egen have, skoven i baghaven og min elskede marina. Køge, du har mig big time <3

Søndag skal vi spille rundbold med Ayas klasse i Lovparken. Vi kan gå dertil på fem minutter, og der er en god forholdsvis ny legeplads, og store grønne plæner, hvor der spilles bold og alt det der. Aya er der hver dag med skolen, da de må gå derhen i frivarteret, og elsker at være der. Jeg glemmer lidt vi har Lovparken så tæt på, for det er Åsen der trækker, når jeg går tur med Nellie. Den tur bliver jeg nok aldrig træt af. Resten af søndagen bruges i haven, er jeg ret så sikker på.

Men søndag kunne andre da tage forbi KØS, og se Køge Billedskoles udstilling. Eller besøge Landbomuseet Lundekrog, og fortælle, om det er et sted som er et must for mig at hive min familie hen? Det er det jo nok, når begge arvinger er meget historieinteresserede og foretrækker Historien om Danmark frem for X-factor. Det har de da helt sikkert fra deres far.

Og så til det jeg synes er det sjoveste ved disse indlæg – boliger der er til salg, haha! Der er åbent hus i denne villa i Hastrup kvarteret, som er til salg for 3,2 millioner. Der bor mange børnefamilier i det område! Også dette hus fra 80’erne med pool til 3,6 mill. Så er der lige kommet denne charmerende bolig til salg på Stormøllevej, som ligger meget centralt. Faktisk bød vi på et hus på denne vej, da vi dengang troede at vores eget var solgt (det blev det ikke, men blev det af samme interresede halvanden måned efter). Det var i en budrunde, og vi fik det (heldigvis!) ikke. Altså huset var dejligt, ellers havde vi jo ikke budt, men det var jo inden at vi vidste, at vi havde råd til det vi endte med at købe. Nå, men der er kommet et hus til salg for 2,8 mill, men der skal også gøres noget, men der er fandme gode muligheder, hvis man har en drøm om at bo centralt i Køge, og sætte sit eget præg på en klassisk murermestervilla. Og så er denne her villa, som ligger på nabovejen til os også lige sat til salg for 3,7 mill. Det er nærmest nabo til en særdeles god integreret institution, og fodboldbanerne er en spytklat derfra.

Det blev ugens Køgeindlæg herfra. Nu vil jeg joine min mand i sofaen!

-Sebrina

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der skal lidt fakta på banen