Playitas med børn – flyveturen og transport

Aya helt optaget af iPad, og Alvin der sover godt!
kusine Marie, Alvin og Aya meget optaget af at tegne.
og en træt Nicolai 😀

Mormor og morfar inviterede os med på sommerferie i år. Hele 14 dage på Playitas, Fuerteventura. Luksus. For i år havde vi brugt en stor sum på vores skiferie, så det var sparsomt hvor meget vi ville komme ud at rejse denne sommer, hvis vi selv skulle sponsorere sommerferien. Ikke at vi ikke ville få en god sommerferie alligevel, men vi er nu dybt taknemmelige over den fine invitation, da sommeren herhjemme nu heller ikke har været prængende, og det også er tre år siden vi sidst har holdt sommerferie i sydens sol. Så det var så tiltrængt, og samtidig kunne vi se frem til at prøve en aktiv sommerferie, da Playitas er et “sted” mange atleter/sportsinteressede tager til for at holde en aktiv ferie, eller der er i hvert fald rig mulighed for det 🙂

Obs! Jeg har delt det her indlæg op, da det blev edderlangt, så dette indlæg omhandler primært flyveturen og transporten rundt på øen.

Flyveturen: Er jo lidt lang. Omkring fem timer tager det at flyve til Fuerteventura. Og vi skulle allerede flyve kl. 6 om morgenen. Dvs. vi stod op midt om natten, og da vi stod ude i lufthavnen med to vågne børn kl. 4, må jeg indrømme at jeg gruede en lillebitte smule for den lange flyvetur, når børnene (og forældrene) jo på ingen måde havde fået den nattesøvn som de skulle have. Vi håbede på at de bare ville sove videre i bilen og i lufthavnen, men nej. Selvfølgelig nej. Men de klarede flyveturen SÅ flot. As usual tør jeg godt prale med. De er nærmest mere dygtige end deres forældre er. Aya elsker at flyve og hviner op når flyveren skal lette. Alvin som havde sit eget sæde, kunne ikke helt finde den rette grimasse. Han sagde ingenting men prøvede jo at virke lige så begejstret som sin meget ivrige hoppende storesøster som kunne varsle om; “lige om lidt kører flyveren rigtig stærkt Alvin, og det er RIGTIG sjovt!”, og også kunne belære ham om; “det er fordi flyveren skal op i luften, op over skyerne!”. Og da flyveren så lettede og det jo føles sådan lidt mærkeligt i kroppen og ørerne, sad han mussestille og tog så sin nussepude op over hovedet og gemte sig. Hold nu kaje det var faktisk rigtig sødt. Det var alligevel en smule “farligt” i hans verden, men han sagde ingenting, sad bare der mussestille. Men flyveturen gik godt. Begge børn fik sovet, spillet iPad, tegnet, spist osv., og så var mormor og morfar samt min niece (og hendes forældre) jo også med, som jo også underholdte børnene. Ingen skrigeture eller uro. Egentlig ej heller en masse rend frem og tilbage. Vi havde et par dage inden afrejse haft begge børn med i en Tigerbutik, hvor vi havde købt noget billigt legetøj/underholdning samt aktivitetsbøger netop tiltænkt flyveturen, så det blev der leget en masse med. Det havde vi bare pakket med i én af børnenes små kufferter, som blev brugt til håndbagage. Faktisk sad Aya længe med de aktivitetsbøger, og sådan et lille kuglespil hvor det gjaldt om at få placeret kuglerne korrekt i nogle huller. De 10 kroner var altså givet godt ud! Der blev også leget med det på ferien, så vi havde egentlig ikke så meget legetøj med hjemmefra. Den anden af børnenes kuffert (sådan en smart sag), var der så Alvins nussepude og babydyne i, Ayas Rapunzeldukke og Alvins hajbamse, samt nogle bleer, vådservietter og en stofble. Så det ligesom var lidt “opdelt”. Så havde Nicolai og jeg bare hver en rygsæk som håndbagage med alt det man nu har med i sin håndbagage. Vi havde lånt en lækker paraplyklapvogn af vores søde naboer, som vi kunne bruge i lufthavnen og have helt med ud til gaten. Selvom Alvin nu ikke bruger så meget klapvogn længere, så var den virkelig rar at have med, især pga. rejsetidspunktet (trætte børn), og den blev brugt meget. Ikke kun i lufthavnene men også på hele ferien faktisk. Alvin sov en masse af sine middagslure i paraplyklapvognen, og på længere ture sad han også i den. Nogle gange sad begge børn faktisk samtidig i den. Så endnu engang thumbs up til Chicco Lite way (affiliate link). Den vogn har vi kun gode erfaringer med, og vi havde også en (meget pink!) dengang Aya var lille, som vi gav videre, da Nicolai i forvejen havde det noget stramt med at gå rundt med en meget pink vogn, og heller ikke mente at Alvin ville kunne sidde i sådan en pink vogn. Jeg var nu heller ikke fan af farven, men havde jo fået den til en rigtig god pris i sin tid (nok pga. farven), og den blev også brugt flittigt de første par år af Ayas liv.

Nå, det var et sidespor. Sum og summarum – flyveturen gik godt. Vi havde egentlig ikke proppet håndbagagen med så mange snacks, for der var fine madbakker til børnene, og så havde vi da lidt kiks, men ellers havde vi ikke en stor madpakke med. Vores erfaringer er, at jo mere mad/snacks vi har med, jo mere påstyr. Og mangler vi noget spiseligt på flyveren eller i lufthavnen, så køber vi det. Der er vi rimelig casual, måske for meget, og selvom det her indlæg er langt, og det virker til at vi har gjort os rigtig mange tanker om flyveturen, så er det slet ikke tilfældet, eller vi gør det måske ubevidst. Og måske det er derfor de flyveture går så fint? Jeg nævner det her, fordi jeg har observeret at nogen kører det helt op, dét at børnene skal op og flyve. At man skal sidde på nogle helt bestemte pladser. At tidspunktet skal være imellem dér og dér så det passer med barnets lure. At man skal have den helt store madpakke med. At man skal underholde børnene konstant osv. osv. Slap af. Børnene kan mærke hvis I er stressede, og folk og personale vil jo gerne hjælpe hvis man nu står og mangler et eller andet, eller lige har brug for en hånd, eller har et barn der er ked af det, selvom det da ikke er sjovt at sidde i en flyver med et grædende barn. Der skal være plads til børn, også dem der er trætte og skriger lidt. Eller gerne vil gå lidt rundt. At Hr. Hansen skal kunne sidde i ro med sin Berlinger og lille flaske rødvin (kl. 9 om formiddagen!?) i en flyver preller efterhånden af på mig. Men nu har jeg også været mor i over fem år, og det giver nok lidt på den der sejhedskonto, hvis det kan kaldes sådan. Ikke at børn ikke skal opdrages, men synes der kan spores en tendens til at børn skal være “usynlige” når man er ude at spise, flyve, handle ind, bade, i kirke, osv.. fordi vi voksne skal behages. Men det er en helt anden “snak” jeg kan tage op på et andet tidspunkt 😀

Transporten rundt på øen: Vi havde på forhånd lejet en bil. Vi ville gerne kunne komme lidt rundt på øen, og så kunne vi jo også hurtigt komme fra lufthavnen og hen til resortet. Vi rejste dog med Apollo, hvor det var muligt at køre med bussen til Playitas, men nu hvor vi skulle være afsted i 14 dage, var det altså rart med vores “egen” bil. At barnesæderne, som bare var sådan nogle sædepuder (fordi børnene er så store som de er), så kostede det halve af lejen er altså grotesk. Men det ved vi så nu. De sæder kan man jo til en anden gang tage med hjemmefra og have med i håndbagagen, for det ville helt sikkert være billigere. Men bilen blev brugt til mindre indkøb og lidt kulturelle oplevelser, som jeg vil komme ind på i et andet indlæg. Jeg tror det må være nok for nu. Lover at næste indlæg om Playitas, rent faktisk vil handle om Playitas!

– Sebrina