Det sker i Køge i weekenden (uge 49)

weekend med julemarked, myretuen, indkøb af kaninlir og TIVOLI. Og noget om sukker!

Lige så frisk jeg var i fredags, lige så træt er jeg her mandag formiddag. Men humøret er stadig i top. Solen skinner (nogenlunde) og der er pebernødder ad libitum i kantinen her i december. Og jeg har naturligvis allerede været der. Inden kl.10, som ellers ligesom normalt er der jeg har mit første visit i kantinen.

Nå men trætheden kan jo nok relateres til de 9 timer vi tilbragte i tivoli i aftes, som jeg vil vende tilbage til. Men nu skal jeg jo ligesom holde den struktur jeg er så vant til.

Fredag! Indledes for Alvins vedkommende med 30 minutters svømmeri. Det er han blevet svært glad for. Det gik jo ikke så godt ved første besøg, men nu glæder han sig til at komme til svømning, som han altid ellers har gjort, hvilket minder mig om, at vi skal have tilmeldt ham til næste sæson.

Da alle mand var hjemme, diskede Nicolai op med lækre hjemmelavede pizzaer (med lidt hjælp fra Kvikkassen fra Årstiderne, som vi har kørt trofast med i nogle måneder nu), og derefter fandt vi paraplyerne frem og gik ud i regnen, for at støde på julemanden på Gl. Kjøgegaard, som delte pebernødder ud til børnene. Oven i hatten fik de en skumdelfin, men det var åbenbart for lidt, for de var skuffede over ikke at må få bamser, læbepromade og hvad der ellers ikke var at finde i de hyggelige boder. Suk. December er skøn, virkelig skøn! Men vores børn bliver også bare ekstra forkælet alle steder, og det har altså sine konsekvenser for taknemmeligheden. Går ud fra det ikke er hos os, eller hvad?

Heldigvis blev stemningen efter et “nej” god igen, og vi gik hjem og så julekalender og indtog lidt mere sukker. Det var ikke lige dagen for at afskaffe bland-selv-slikket. Vi må tage det i små steps, for vi har faktisk intentioner om at skrue lidt ned på det også, eller i hvert fald have lidt andre alternativer, som ikke nødvendigvis behøver at være sunde, men de behøver heller ikke være fyldt med e-numre. For Alvin får altså “tømmermænd” dagen derpå, og det er synd for ham at han skal rende rundt og være irritabel, men det er sgu også møghamrende irriterende for os andre. Vi er ikke tilhængere af at udelukke slik, is og kager. Det tror vi heller ikke er vejen frem.

Lørdag tog jeg fodboldtjansen med Alvin. Egentlig hyggeligt nok. Det gælder lidt om indstilling ikke? Fokuserer på at min dreng hygger sig og får rørt sig, imens jeg drikker min kaffe, i stedet for at tænke på at jeg kunne være så heldig at ligge i sengen stadigvæk eller rende rundt i underhylere derhjemme. Det er jo blot en time, og der vil stadig være tid til en langsom lørdag efterfølgende…

Derefter ud at få hentet nogle pakker som Postnord har fået placeret rundt omkring (også uden for Køges grænser!?), og så et smut forbi en dyrehandel, hvor vi ellers fik handlet ind til Ella. Vi er igang med projekt renlig kanin, for det skulle faktisk være muligt, og der findes alt muligt som tager lugten fra sådan en kaninbakke. Så smart!

Hjem og spise frokost, og så smed vi Nicolai af ved hallen, og vi kørte hjem til Nora og hendes forældre, og tog nogle honningebomber med på vejen! Her gik timerne hurtigt, og vi tog retur til hallen for at heppe på Nicolai og co., som igen tog endnu en sejr. Direkte derfra ind til Nørrebro for at fejre en sød drengs 9 års fødselsdag. Vi tog hans gave i brug, nemlig myretuen, som jo er ren nostalgi og bare et super spil, hvor alle (i hvert fald hos os) kan være med! Det er blevet købt til nogle gaver i år, og det er da på tide at vi giver det til os selv også 😉 Men vil først lige tjekke om mine forældre har det liggende på loftet.

Hjem godt trætte og op igen søndag morgen, hvor familien kom til morgenmad, og derefter tog vi i Tivoli som er blevet en fast tradition hvert år. Vi var jo mega heldige med vejret, og endte med at være afsted i 9 timer. Der blev prøvet alt det som børnene kunne prøve og slutteligt spist aftensmad i Grøften.

Godt trætte nåede vi Theo derhjemme, og ja, så var det jo dét! Men det var også nok…

-Sebrina

 

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det sker i Køge i weekenden (uge 49)