Derfor har her været så stille

Henover de seneste par måneder har aktiviteten været dalende herinde. Altså fra min side af. For I har været trofaste, når der endeligt har været (sparsomt) nyt herinde – og tak for det iøvrigt! Jeg tænker at hovedparten også følger med inde på instagram, så I ved allerede godt, hvad der er sket af store sager herhjemme, og det har hovedsagligt været grunden til, at aktiviteten ikke har været høj på blogfronten.

Jeg er nemlig gravid.

Og det er helt officielt og ude nu, og jeg er ikke blæst omkuld hver aften længere, så nu er det tid til at berette lidt om det. For det har jeg altså været. Blæst omkuld, psykisk som fysisk. Og det er der som sådan ingen nyhedsværdi sammenlignet med de forrige graviditeter, så jeg har bare skruet ned for det jeg kunne, og koncenteret mig om arbejde og mine børn. Jeg har ikke været en speciel god kone, og min krop ønsker sig også at bevæge og løfte noget mere. Og her passer jeg meget godt med bøgerne, eller apps er det vel mere, for nu hvor jeg er i 14. uge, så er energien igen på vej tilbage, og kvalmen på vej væk. Heller ingen nyhedsværdi i det sammenlignet mine graviditeter med Aya og Alvin.

Men vi skulle jo ikke have flere børn!? Det skulle vi så alligevel. Og det laver jeg et seperat indlæg om. Hvordan vi nåede dertil, at vi gerne ville have en 3’er. For det var planlagt. Jeg fik fjernet min spiral i slutningen af maj og i slutningen af juni stod vi med de to streger. Og de mange efterfølgende dage. Jeg har aldrig taget så mange graviditetstest! Underligt nok var jeg lidt i chok. Jeg havde en forestilling om, at det ikke ville ske med det samme. Vi var jo blevet ældre og jeg en stofskiftesygdom rigere siden vi sidst forsøgte med graviditet. Og vi var begge indstillede på, at hvis det ikke lykkedes inden for et års tid, og jeg måske ville få store og smertefulde menstratuationer, så var det ikke det vi skulle alligevel. Det skulle ikke blive et “projekt”, der skulle få for meget fokus at det ville overskygge det gode liv vi har nu, men altså dejligt hvis det skete. En luksusbaby var vi så irriterende at kalde det. For det ved jeg kan være provokerende og måske sårende for nogen. Vi er begge bevidste om hvor heldige vi er, og føler os taknemmelige. Denne gang har jeg haft svært ved at forestille mig, at der kommer en baby til marts. Det var længe; “hvis alt går vel”, trods jeg har haft mange symptomer og scannet mig selv flere gange. Og også først derfor har familie og venner (fraset ganske få) først fået beskeden efter nakkefoldscanningen, som nu er en uge siden. Og så var det også vigtigt for os, at børnene skulle være de første der fik det at vide, og de har derfor fået æren at fortælle den store nyhed til familien. Denne gang er det familien der får en baby. Så nu fylder glæden og spændtheden lige som den skal, og det er simpelthen så vildt, at vi skal have en baby. Jeg mærker allerede det lille liv derinde, og glæder mig til at resten af familien kan det samme.

Jeg har fået stillet en del spørgsmål vedrørende graviditeten, og jeg kommer til at besvare dem hen ad vejen. Men spørg endelig løs, hvis I er nysgerrige på noget!

-Sebrina