Hvad er det med os mødre?

Hvorfor er det at det snart ikke er muligt er ytre sig om noget som helst uden at nogle bliver provokeret, såret eller truffet? Eller at det SKAL debateres? Ja det har jeg egentlig tænkt over siden i aftes, hvor jeg lagde et billede op af Nicolai på Instagram, der er igang med aftensmaden, og har haft en hel weekend med børnene alene, imens jeg har arbejdet, og er kommet hjem total træt og smadret. Dels fordi det er lidt hårdt at komme tilbage og bruge sin hjerne på en anden måde, samtidig med at der også har været travlt på arbejdet + en giga forkølelses oveni, som jeg i forvejen ikke var stolt af at rende rundt med. Herhjemme har børnene på skift været sløje i løbet af ugen, og Alvin har ikke sovet længere end til 5.30. Så det er jo ikke kun mig der er træt vel… Så det synes jeg da er godt gået af Nicolai, fordi jeg selv nærmest er ved at stille træskoene bare efter en hel dag alene med børnene hjemme. Og det delte jeg så. Og ikke fordi det skabte det store røre, men alligevel kom der stikpiller om, at det var “sjovt” at mændene altid blev rost, hvis de kunne klare skansen derhjemme, hvorimod det var en selvfølgelighed at vi kvinder klarede den tjans, og aldrig blev rost herfor. Nej, det er altså ikke en selvfølgelighed herhjemme. Det har I vel snart luret? Eller hvad? Og jeg ved godt, at når man vælger at have en blog og en offentlig instagramprofil, så lægger jeg selv op til, at folk kan kommentere hvad de vil. Og det må og skal I også. Men vi mødre især, eller bare kvinder generelt har altså mærkelige måder at sige/skrive tingene på (ligesom Trine er inde på her), og er ekstremt gode til at konkludere ud fra få sætninger, hvad budskabet med et udsagn er – uden at afsender havde sådan et budskab. Til morgen deler jeg denne tekst på min egen facebookvæg omkring dét at have børn der kommer rendende ind i forældres seng om natten, hvor jeg skriver, at vi skal lade være med at skamme os over at vores børn sover i vores seng, for jeg selv har altså gjort det, og ved at andre gør det samme. Altså jeg har skammet/undskyldt at Aya kommer ind i løbet af natten. Også selvom Aya falder i søvn i egen seng uden problemer. Men hun har brug for trygheden og kommer derfor ind i løbet af natten – det har jeg aldrig været i tvivl om, at det var pga. tryghed. Og derfor får hun lov til det. Og har fået lov til det længe. Og engang imellem tager vi så “kampen”. Og til tider lykkedes det og andre gange ikke. Men fordi jeg deler sådan en tekst kommer der forskellige kommentarer fra mødre der er stolte over at dyrke samsovning og mødre der naturligvis også er stolte over, at have børn der sover i egen seng. Og så noget om at bruge sin sunde fornuft, og at det er en kedelig udvikling at der konstant deles forskellige eksperters råd om dit og dat. Og jeg er enig. Men kommer let til at fremstå som én der er en usikker mor, fordi jeg deler en ganske fornuftig tekst. Og det bliver jeg altså træt af. Er det ikke muligt at synes noget godt om sin mand, børn eller en god tekst uden nogen føler sig truffet eller skal dreje det hen i en retning af en kæmpe samfundsdebat? Og nu er det ikke for at hænge nogen ud – slet ikke, for jeg vil gerne have kommentarer, og jeg synes godt om de mødre der har kommenteret på mit opslag på facebook (jeg kender dem og deres holdninger), men når fremmede begynder at konkludere og pådutte noget om andres personligheder ud fra få linjer eller et enkelt billede, så står jeg lidt af. Ved egentlig ikke hvad jeg ville med denne tekst, det var nok bare lige et lille mandagsråb eller noget. I må ikke føle jer truffet, hvis jeg praler lidt over mine børn eller kæreste. Og I må ikke tro, at fordi vi gør tingene på én måde, så er det sandheden for alle. Vi deler lidt ud af vores familieliv herhjemme, fordi vi kan lide det, og vi er ikke perfekte og stiler ikke mod at være en familie andre ser op til. Jeg vil gerne kunne lave et blogindlæg eller dele et billede på instagram, uden at jeg i forvejen har skulle bruge en masse tid på at analysere hvert et ord og tænke på, hvad andre mon kan fortolke ud fra et billede eller tekst om mig som person eller min familie. Det er da helt sikkert én af bivirkninger ved at have fået flere læsere og følgere, og sikkert ikke noget jeg kan gøre så meget ved. Jeg gider ikke at sidde i timevis og tænke over indlæg, der måske fanger mine læsere eller et billede som vil få mange likes. Og ligesåvel har jeg ikke lyst til at udelade indlæg og billeder fordi det måske fører til en debat som slet ikke var tiltænkt, eller til nogle helt forkerte konklusioner omkring mig som person. Så lad nu vær’ med at tage alting så fucking personligt fordi JEG synes det er fedt at have en kæreste som er lige så huslig som jeg selv, eller fordi JEG også godt kan blive usikker omkring visse dele af opdragelse og reflektere over vores måde at opdrage herhjemme. Det er ikke det samme som, at jeg er usikker omkring mig selv som mor og på min måde at være det på. JEG tror på at det er sundt at reflektere over sin måde at være forælder på, og lytte, bruge og sortere erfaringer fra andre. Om det er fra min mor, veninder eller ‘eksperter’ er helt ligegyldigt, så længe JEG kan bruge det til noget og ikke mister mig selv.

Og nu tilbage til min febersyge datter. Åh, jeg er lidt  træt af syge børn. Og vil også gerne selv være 100% frisk snart. Men solen hjælper godt på det. Og fuglefløjt. Hvor er det skønt! Og snart har jeg fødselsdag ;-). Og I skal have tak fordi I er der kære læsere. I gør det altså noget mere sjovt at blogge, andet må I endelig ikke tro!

– Sebrina