Det er okay at være homoseksuel

og hvis nogen skulle være i tvivl om vores holdning til det, så beklager vi, men her er det så slået fast.

En læser har kommenteret følgende på dette indlæg:

“Hej, jeg mener intet ondt med dette, men er simpelthen nødt til lige at påpege noget:Har I overvejet, at Alvin kunne vokse op og være til det samme køn fremfor det modsatte? Altså, jeres måde at skrive på i det her indlæg (og blusen) indikerer lidt noget andet, og det synes jeg er ærgerligt. Generelt er det en skam, når forældre antager noget på deres børns vegne.Det var blot lige det. Håber det kan sætte tanker i gang. God weekend til jer.”

Og vores svar til dette spørgsmål er:

Nej vi har ikke overvejet om Alvin skulle vokse op og blive homoseksuel, biseksuel eller heteroseksuel. Det er ikke noget vi går og tænker på, for det fylder intet i vores hverdag. For sagen er, at vi er fuldstændige ligeglade med, hvilket køn vores børn er/bliver til. Alvin er ikke engang 1,5 år gammel endnu, så når vi iklæder ham en trøje der står “hello ladies” – er det fordi, vi synes den bluse er sej, og også har humor med sig (synes vi). Og såfremt Alvin skulle være homoseksuel, så håber vi ikke, at han vil hade os dén dag, at han opdager, at vi har givet ham sådan en trøje på, da han var 17 måneder gammel. Og ellers, så tager vi det til dén tid.

Jeg er ked af hvis nogen skulle føle sig stødt, men hverken Nicolai eller jeg, gider at skulle sidde og gennemlæse et indlæg inden det udgives, om hvordan vores indlæg kunne tolkes på dén og dén måde, hvis sådan og sådan. Ej heller overanalysere på tøjdesigns, farver og former, når vi giver vores børn noget bestemt tøj på. Og det er ærgerligt, at hvis det ikke står nogenlunde klart, hvis man følger bloggen, hvem vi er som personer, og hvilke værdier vi har og ønsker at give videre til vores børn… Vi antager jo hele tiden på vegne af vores børn. Det er vores pligt som forældre til børn på fire og halvanden år. Aya og Alvin bliver hele tiden påvirket af vores valg. Vi tager dem med til håndbold, vi tager dem med i kirke, vi serverer kød for dem osv. osv…. Og Ayas (til tider hysteriske) holdninger til, hvilket tøj hun har på, er måske skabt på baggrund af, at hendes forældre også selv går op i, hvilket tøj vi har på, og hvad vi har klædt hende i. Hun var dog iklædt noget helt andet end dét hun i dag synes er det sejeste – og om det så er en reaktion på de neutrale farver og de mange bukser, kan da godt være. Og fred være med det. Hvilket køn vores børn en dag bliver forelsket i, gør vi også ingen store tanker om, for det er ikke noget vi ønsker at påvirke eller kan bestemme, selvom vi da nok ubevidst på en eller anden måde gør det. Men ikke ved at give Alvin en bestemt trøje på.

God søndag 🙂

– Sebrina