nemt fastelavnskostume

De normales historie #20 (følelse af utilstrækkelighed)

 photo f65f68d7-5c18-4318-b314-315b9f570381_zpsjy5pikxi.jpgDet lyder måske lidt sært, men hverdagen ramte os faktisk først sådan for alvor, da Aya var omkring 1,5 år gammel. Det var en stor omvæltning for os, at vi ikke begge var studerende. Nu var Nicolai blevet færdig og havde voksenjob. Dét var næsten en større omvæltning for os end at blive forældre. Måske en lille overdrivelse… men det var faktisk en tilværelse vi ikke havde prøvet før sammen. Og det var udfordrende. Og hårdt. Jeg blev rigtig presset, og var trææææææt. Nærmest konstant. Så jeg valgte at sige min faste stilling op på barselsgangen, sådan at jeg “bare” var timelønnet og kunne arbejde når det passede på hjemfronten og med studiet. For var også igang med et større projekt på studiet, som tog meget tid. Kan tydeligt huske en morgen efter en aftenvagt, hvor jeg spurgte Nicolai om det ikke var okay, at jeg ikke stod med op om morgenen. Jeg var så træt. Jeg har og gør stadigvæk altid hadet at “bede om lov” til at blive liggende om morgenen. Ikke fordi Nicolai bliver sur, men morgenerne med småbørn kan godt være udfordrende ;-). Særligt når man ikke er et morgenmenneske… ahem.. Men når jeg kom hjem kl. 24 om aftenen, ofte efter en travl aftenvagt, skulle jeg bruge noget tid på at komme lidt ned i gear inden jeg kunne falde i søvn, hvor jeg ofte også drømte om arbejde. Så at stå op kl. 6.30 og være mor var pænt hårdt. Nicolai havde det sådan lidt “nå ja, men du kan jo bare gå i seng igen efter vi er taget afsted…”. Og det kunne jeg også, men det er ikke det samme som bare at sove til kl. 9 uden at blive afbrudt.

Nå, men den morgen cyklede jeg ind for at mødes med min projektgruppe. Og så kom tårerne bare imens jeg cyklede på Vesterbrogade. Det gik op for mig at jeg ikke lige kunne det hele. At jeg følte mig utilstrækkelig på alle punkter. Ikke god nok mor. Ikke god nok kæreste. Ikke god nok veninde, ikke god nok studiekammerat osv. osv. og samtidig havde jeg heller ikke meget tid til at få trænet. Manglede bare tid! Så Nicolai og jeg fik en lang snak. Han havde stadigvæk sin håndbold, hvor han kunne koble af og samle energi. Jeg havde ikke så meget af det som gav mig energi. Havde ikke så meget tid at se veninder eller at dyrke den sport jeg havde lyst til, som er dét der giver mig energi og glæde. Eller det blev ikke prioriteret, for det kørte i bund og grund ret godt. Jeg havde også lige løbet mit første halvmarathon, som jeg havde trænet op til, så noget tid til træning havde jeg jo… ;-). Men at dyrke løb alene kan ikke sammenlignes med en holdsport. Havde spillet fodbold over halvdelen af mit liv, så ville også gerne have tid til holdtræning. Men det passede bare aldrig særlig godt ind i “programmet”. Så det skulle det altså. Tirsdag og torsdag var Nicolais træningsdage, og så blev mandag og onsdag mine træningsdage. Og det skulle ligesom helliges og prioriteres.

Det vigtigste der kom ud af den snak var nok vores konklusion. Vi kan ikke alt. Vi er en familie nu. Ingen i vores tætte omgangskreds havde børn på daværende tidspunkt, og vi havde den forestilling, at vi da sagtens kunne føre nogenlunde det samme liv som før. Det kunne vi jo næsten det første halvanden år af Ayas liv, så hvorfor pokker kunne vi ikke lige det mere?. Fordi vi (eller én af os) havde et fuldtidsarbejde, og fordi vi nu havde et barn. Som havde behov for mad imellem 17-18, og komme i seng kl. 19. Det sætter bare sine naturlige begrænsninger og kræver en særlig energi og tilpasning. En tilpasning som vi hurtigt tog til os, og som vi hurtigt lærte at holde af. Heldigvis for det. Jeg følte at denne “sorte” periode i mit liv varede et halvt år, men det var “kun” et par måneder. Men det var hårdt for mig at indse, at jeg ikke kunne alt, at jeg blev træt og bare gerne ville have fredelige aftener i sofaen og ingen planer om søndagen. At de bedste weekender var de weekender uden planer. Hvor vi bare var os, hvor vi var på legeplads, bagte boller osv. Det var nok dét jeg havde frygtet. At være kedelig. Men det er ikke spor kedeligt! For det er det der gør mig glad, og gør min familie glad. Og misforstå mig nu ikke. For jeg bliver også glad af at være sammen med veninder, at komme ud osv., og er noget jeg også skal have plads til, men det kunne bare ikke længere være én gang i ugen. Snarere en gang om måneden… og det skal også planlægges. Det er der ikke noget forkert i. Det gør ikke tiden mindre hyggelig. Ligesom vi planlagde kæresteaftener, hvor Aya blev passet. Det gør da ikke tiden mindre hyggelig at have sat kryds i kalenderen til at tage ud at spise eller en tur i biffen og prioritere hinanden. Det er så vigtigt. Vores ret strukturede liv frigiver os tid i den anden ende, og tid er virkelig en mangelvare for børnefamilier…

 photo his - 1 1_zps5dofozgs.jpg

Et par måneder efter nåede jeg frem til endnu en konklusion. Jeg var bare ikke glad for studiet på RUC. Kunne slet ikke se hvad det skulle bringe for fremtiden, og jeg så hele tiden mig selv som sygeplejerske og jeg valgte at sætte studiet på standby, da jeg også havde en drøm om at skulle ind på jordemoderstudiet. Så jeg fik hurtigt skrevet en kvote 2 ansøgning, og fik et vikariat på barselsgangen. Og i det halve år, hvor jeg ventede på svar fra jordemoderstudiet, og hvor jeg arbejdede på barselsgangen var jeg sprængfuld af energi og glæde. Jeg har aldrig fortrudt at jeg ikke gjorde RUCstudiet færdigt. Jeg var så glad for at arbejde fuldtid (det var første gang jeg prøvede det), at jeg havde det sådan “nå ja, men kommer jeg ikke ind, så fortsætter jeg jo bare mit arbejde, og så kan vi tænke på, hvor vi gerne ville slå os ned, for vi har det rigtig godt lige nu…”. For jeg var glad og den mor og Sebrina som jeg kendte og gerne ville være. Jeg fik en indre ro og følte mig helt hjemme og tilrette. For første gang skulle jeg ikke længere have dårlig samvittighed over at holde helt fri. Der var ingen tekster eller opgaver der skulle læses eller skrives. Bare en familie og venner der skulle plejes, når jeg holdt fri. Det var ikke længere et “problem” at nå med Aya til gymnastik om mandagen eller tage en ekstravagt i ny og næ. Eller tage hjem til en veninde i et par timer, for jeg skulle ikke bruge min ‘fritid’ på studie længere. Der kunne jeg gøre hvad jeg havde lyst til. Altså sådan næsten ik ;-).

– Sebrina

#19, #18#17#16#15, #14, # 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

nemt fastelavnskostume