Vind biografbilletter til Far til fires vilde ferie

ferie uden børn

 photo 11953143_10153602216878482_8253661731985725200_n_zpszsymls2c.jpgVi har fået flere henvendelser vedrørende vores oplevelser/erfaringer med at holde ferie uden børn, og I er altså nogle stykker der har ønsket et indlæg omkring dette, så det skal I da helt bestemt få 😉

Vores første ferie uden børn (dengang barn), var da Aya i sin tid var 8 måneder. Turen gik til London med to overnatninger. Det var min julegave til Nicolai (smart ik!?). Det var en hurtig men helt fantastisk tur. Jeg tror ikke at der findes en rigtig eller forkert måde at håndtere, eller ikke håndtere dét at holde ferie uden sine børn. Jeg vil nu ikke kalde det decideret ferie, da det for vores vedkommende mere er nogle fridage uden børn. Men alligevel… det føles jo som ferie bare at have to dage væk fra morrollen ;-). Vi har – og gør det stadigvæk – prioriteret at være væk fra vores børn og bare være sammen som kærester. Eller vi er jo hele tiden kærester, men når hverdagen kører derudad, så er det måske en time eller to vi har til at være kærester i om dagen, og det er nok endda højt sat ;-). Så det er sådan noget med at planlægge i god tid at vi skal i biffen, ud at spise osv. I øjeblikket kan vi nærmest ikke føre en voksensamtale uden at blive afbrudt konstant, og er der noget Nicolai og jeg har gjort os en del i, og stadigvæk gør, så er det er at snakke sammen…. Så det kan virkelig godt være frusterende, at det for tiden ikke er muligt at snakke bare fem minutter sammen uden at blive afbrudt.

Nå, men tilbage til det at være afsted uden børn. Udover London har vi været på en miniskiferie (takket være fantastiske læsere), og efter den tur blev vi hurtigt enige om, at vi hvert år skulle prioritere sådan en miniferie. I år blev det jo så Smukfest, der blev vores ‘ferie uden børn’. Sådanne ferier kan jo kun lade sig gøre, fordi vi ved at vores børn har det godt der hvor de er, og at vi har det godt med det. Familie og venner har stor betydning for at det kan lade sig gøre, og det er vigtigt for os, at vi ved at vores børn trives når vi har været afsted. Og at vi også kan stole på at vi får besked, hvis det skulle vise sig at de ikke trives.

Der findes mange meninger og diverse råd til, hvornår et barn kan være væk fra sine forældre…. og jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det her uden at lyde selvfed (eller bare som en mega nedern mor), men altså, selvom vi i sin tid var lidt unge da vi fik Aya, så har vi begge hvilet ret godt i, hvordan vi har valgt at være forældre på. Eller på den måde vi gør det på. Måske det netop har været en fordel for os, at vi ikke havde så mange at “sammenligne” med, for vi har bare gjort tingene, og hvis noget ikke fungerede, ja, så har snakket om det, reflektrert, spurgt nogen til råds osv.. Hvis nogen har stillet spørgsmåltegn ved vores valg, så har vi jo bare fortalt hvorfor vi har gjort som vi nu engang har gjort, og vi har aldrig oplevet at nogen ikke kunne forstå vores valg eller måde at gøre tingene på. Jeg har da hørt; “ej jeg ville aaaaaaldrig kunne forlade Asger (opdigtet navn), da han kun var otte måneder gammel”, og også: “hvordan kan I være så casual og feste…. vores børn er 4 og 2 år gamle, og vi har endnu ikke haft en nat uden vores børn…. De kan ikke passes af andre”. Okay, da jeg hørte ovenstående sætning, og samtidig havde en lidt høj promille i blodet, og jeg sad med mælkefyldte babser (det var babser dengang) og NØD min første druktur efter Alvins ankomst (han var omkring 5 mdr gammel), tabte jeg kæben og fik sagt noget med ;” jamen så er det da ved at være på høje tid hva!?”.

Jeg prøver og øver mig stadigvæk på ikke at stemple og komme med alt for mange “gode råd” til, hvordan man skal være forældre eller kærester. Det er jo bare så forskelligt hvad der fungerer (og ikke fungerer!) for hvert enkelte familie, og gudskelov for det. Men nu hvor jeg har besluttet mig for at jeg gerne må skrive alt muligt herinde, og generelt bare gerne vil blive bedre til at sige MIN mening, og ikke være en pleaser der vil gøre alle glade, så kribler det lidt i mig at få det ud: “Shiiiiiit der findes mange crazy mødre derude…….!”. Kvinder der ændrer fuldstændig karakter når de bliver mødre, og fuldstændig går i symbiose med deres barn, og ikke længere prioriterer deres parforhold. Og ikke kun de første måneder. Nej år faktisk! Det tror jeg ikke er sundt for nogen. Slet ikke for et parforhold. Og hvis nogen jeg virkelig har kær bliver sådan en mor, så har jeg aftalt med mig selv, at jeg på en god måde skal gøre dem opmærksomme på, at de skal huske sig selv og deres partner. Og hvis de bliver edderrasende på mig, så er det også fair, men jeg tror faktisk at nogen kvinder har behov for at blive gjort opmærksomme på det, for de kan (vil?) måske ikke selv se det, og det kan dæleme bide dem i halen!

Og så fik jeg nok pustet til ilden….

– Sebrina

 

 

14 kommentarer

  • Nadja

    Jeg var en af de mødre.. Min søns far og jeg gik fra hinanden ganske kort tid efter vores søn blev født – tror der var noget tryghed i det.. Vi levede i allesfald i den perfekte symbiose indtil min søn når var 2, måske endda 2 1/2. Heldigvis tog min dejlige mor en dag fat i mig og spurgte om det ikke var på tide jeg undersøgte hvem jeg var, altså som andet end mor. Og jo det var det så sandeligt! 😉 I dag (fire år senere) elsker jeg stadig fx en lang sommerferie med min søn, men de fire dage han er på ferie hos sin bedster er også guld værd. Alt i alt har jeg netop opdaget at Nadja stadig er derinde, ved sjden af hende der ‘mor’ 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Hvor er det dejligt at du har fundet Nadja frem. Jeg tænker især at det må være udfordrende når man har været vant til at være alene med sin søn. Tænker ikke det er ualmindeligt, og nødvendigvis heller ikke usundt, at der sker en symbiose, for der er der jo ikke nogen til at udfordre den på samme måde som ens partner trods alt kan. Så det er da så sejt at din mor kunne få sat lidt gang hos dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • julie

    Bum! Jeg føler mig sgu lidt ramt… men jeg vil hverken forsvare mine valg eller klandre dig for dine – men i stedet lige lade det rumstere i hovedet HVORFOR jeg føler sådan.. tak for at sætte gang i de øverste tandhjul sådan en tidlig onsdag morgen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Fest. Jeg tænkte lidt det sammen, men dit kommentar før at jeg vil tænke over dette i stedet for at diskutere.

      (Og uanset er jeg ikke forarget over hvordan sebrina vælger at prioriter. Det skal hun/de da endelig gøre)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Hvor er du skøn! Du skal nemlig ikke forsvare dine valg, for hvad der virker for os herhjemme, fungerer jo nødvendigvis ikke for andre familier. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Lund

    Jeg kunne ikke være mere enig. Vi var også midt i 20’erne da vi fik vores søn som nu er 2,5.. Og vi har altid prioriteret forholdet og at vi er glade hver især (næsten) lige så højt som vores søn.
    Vi har fået både positive og negative lommentarer på, at min kæreste har været på ski med drengene, jeg har været i NY og besøge en veninde og at vi et par gange om året tager en weekend bare os. Men vi har aldrig været i tvivl om at det er det der virker for os..
    Jeg har heller aldrig forstået det med at nogen bliver en helt anden person når de får børn – ja, mine prioriteringer har da ændret sig, men de er altså ikke helt vendt på hovedet i forhold til for tre år siden. Og det er jeg egentlig rigtig glad for 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      årh hvor jg misunder din venindetur til NY!! 😀
      Hvor er det dejligt at I også får det til at fungere og mærker efter, hvad der føles rigtigt for jer – og prioriterer det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Du har helt, helt ret i, at man skal huske at prioritere sig selv (og sit parforhold), når familien vokser. Men jeg vil vove at påstå, at det ikke er lige let for alle.

    I hvert fald ift. de praktiske omstændigheder.

    I mit tilfælde har vi intet familie, der kan passe børnene, og pga. flytning (og andre faktorer) kender vi ikke rigtig nogen (så godt), at vi vil være trygge ved, at de skal have vores børn overnattende.

    Vi har vidst dette, fra før vi fik børn, og vi har derfor fra starten været indstillede på, at sådan var vilkårene altså. Netop derfor (tror jeg) er det ikke hårdt at undvære ‘ferier uden børn’ og romantiske dates. For ’sådan er det bare lige nu’.

    For udeforstående kan det altså godt virke som om, vi ikke prioriterer hinanden. Men det gør vi. Bare kun med de muligheder, vi har: Om aftenen, når børnene sover.

    🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Det er bestemt ikke lige let for alle. Vi er også dybt taknemmelige over vores netværk, og det er også takket være dem at vi kan tage på ‘dates’, små ferier osv. For havde vi ikke et nært netværk vores børn var trygge ved, ville vi heller ikke gøre som vi nu engang gør. Men det lyder til at i trives godt i det og er bevidste om at prioritere hinanden. Så er det jo i bund og grund ligegyldigt hvordan og under hvilke “forhold” man gør det under, men jeg tror på, at det er vigtigt at huske tosomheden med sin partner.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja V

    Jeg har præcis samme holdning som dig! Nu bor vi i udlandet og har derfor langt til bedsteforældre, men det holdt os ikke fra at tage en tur til NYC da O var 20 mdr. Ham kørte vi op til bedsteforældrene i DK, og de havde alle en fest! Og ja, det var der sikkert mange der ikke kunne forstå, at vi kunne få os selv til.
    Fordi vi har 750km til nærmeste hold bedsteforældre, har vi fra start prioriteret, at O skal have andre folk han er helt tryg ved (og som vi er trygge ved). Vi har fået det bedste forhold til vores naboer, som virkelig ser O som en del af deres familie. Så de trådte også til, da jeg arrangerede en surprise weekend for min mand i Paris her i sommers. Igen, vi havde alle en fest!
    Noget helt andet er, at min mand er musiker og derfor meget væk om aftenen. Da O var omkring 6 mdr var jeg ved at blive sindssyg over, at jeg aldrig kunne komme ud. Indtil det gik op for mig, at han jo bare sov om aftenen. Så hvorfor ikke bare få en babysitter? Han var jo ligeglad og jeg blev glad 🙂
    Jeg kan huske, at min svigerinde på et tidspunkt sagde, at de faktisk ikke havde brugt bedsteforældrene, så de kunne komme ud og spise (eh, sikkert fordi at vi voldbruger den mulighed, når vi er i DK ;)) og jeg tænkte bare “eeeh, hvor dumt. De bor 25km væk!” Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Ja det er jo ligegyldigt om det er bedsteforældre eller naboer der er sammen med børnene. Bare de er trygge og i er trygge ved at de er der.
      Og det lyder sgu da aaaalt for lækkert med paris OG NYC! Dét gad jeg virkelig godt. Drømmer lidt om at vi kunne tage på bryllups”rejse” til NYC og shoppe amok… men det kræver nok at vi er afsted i mere end 4 dage eller har børnene med, så det kan godt være vi venter et par år med det… 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ferie eller små ture uden børn er fuldstændig livsvigtig for kærligheden – er min erfaring. Men som du selv skriver er der mange meninger om den sag og en størrelse passer ikke alle :-).

    Og sådan nogen som mig, der er skilt fra mine børns far, vi vælger ikke selv om vi vil have ferie fra børnene. Sådan er det bare ind i mellem. Og de har min kæreste og jeg valgt at få det bedste ud af. Vi tager på rigtig mange kæresteture, og jeg føler kærligheden og vores fælles historie vokser en lille smule hver gang. Nogle af vores kæresteture er her: http://etheltualmindeligtliv.dk/kaeresteture/

    Skøn blog du har her, jeg vil holde øje 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hvor er jeg glad for det, du skriver! Jeg har ingen børn endnu, men har set flere gange af mødre efterlader den dejlige personlighed de havde inden de tog på fødegangen derude. Selvfølgelig ændrer ting sig når man bliver forældre, men man er jo andet og mere end det!
    Det med at miste sig selv er noget der får mig til at tøve med at få børn. Jeg elsker det min kæreste og jeg har sammen og håber virkelig at vi fortsat kan være kærester, selvom vi bliver forældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Selvfølgelig kan I bevare det. Det handler om prioritet.
      Og ja der er meget der ændrer sig, og jeg ville uden tvivl altid vælge Aya og Alvin frem for nogen andre, også Nicolai. og han ville gøre det samme. Men håber da aldrig at vi når “derud”.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vind biografbilletter til Far til fires vilde ferie