Det er bare så meningsløst!

Jeg fatter ikke hvad der foregår. Det har jeg ikke gjort i mange år efterhånden og Nicolai og en stor del af venner og familier har virkelig måtte høre på de horrible forhold der er på fødegang, barselsgang og neonatalafdelingen nærmest dagligt. FOR JEG FORSTÅR DET IKKE, og det er SÅ frustrerende at være i den virkelighed! Jeg fatter virkelig ikke at forholdene er som de er. Forhold som jeg ved er virkelig horrible. Ikke noget jeg lige har hørt om igennem en bekendt eller noget. NEJ jeg har arbejdet i det i en del år efterhånden og har jo sådan set kastet håndklædet i ringen nu. Det er som om der bare ikke er en stopklods og jeg håber virkelig at jordemødrene kan rykke noget med deres #jordmødreforlivet. Jeg ville jo så gerne være jordemoder. Indtil jeg begyndte at arbejde med dem og en rigtig klog jordemoder sagde til mig; “jamen Sebrina de forhold som du beskriver at hade som sygeplejerske og som du vil væk fra, de er faktisk værre som jordemoder. Hvis jeg var dig ville jeg vælge noget HELT andet”. Og det er ikke løgn. Der er SÅ mange jordemødre der ikke vil være i faget, endda nogen som kun lige er blevet færdiguddannede. Kan det virkelig passe at sådan en attraktiv uddannelse og profession skal ud til en virkelighed som er så fucked? For i mine øjne er det helt fucked, at der bliver sparet så meget i det speciale. Generelt bare i den offentlig sektor. Men nu hvor mit hjertebarn er inden for gravide og spædbørn så gør det så ondt i mit hjerte, at noget der burde være så åbenlyst bare ikke kan lade sig gøre. At der ikke er midler til at forberede gravide på at føde, at give den kommende familie en tryg start og troen på at vi i Danmark støtter op omkring det der er bedst for nyfødte og familier. For det er ikke at man skærer i jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelser, jordmødre i fødemodtagelsen, på fødegangen, personale og forhold på barselsgangen og forhold på neonatalafdelingen. Det hele hænger jo sammen. Det er sgu nærmest dagligt at vi ser resultatet på neonatalafdelingen. For travlhed på fødegangen giver også flere komplicerede fødsler, længere barselsophold eller ophold på neonatalafdelingen. Og jeg kan stadigvæk ikke forstå at man i sin tid byggede et patienthotel hvor de ukomplicerede førstegangsfødende kunne få enestue og stor buffet. Ovenpå arbejdede jeg på barselsgangen. her havde man ophold hvis der er mange forskellige årsager var komplikationer før, under eller efter fødslen. Næ, her var der flersengstuer, ringere normering og dårlige forhold, selvom disse familier om nogen da havde behov for en enestue og støtte fra personale. Hende der havde født helt ukompliceret havde åbenbart brug for mere ro og vejledning end kvinden der havde blødt 4 liter og bristet fra ene ende til den anden!? Og tilbudet om at far kunne overnatte, var ikke et tilbud, men nærmere et krav. For han skulle da hjælpe til. Sørge for mad, skifte ble på baby osv. og samtidig skulle familien betale 165 kroner i døgnet for forplejning. Også selvom det var et “krav” at man havde en medindlagt, for der var ikke personale til at hjælpe med noget så simpelt som et bleskift, for personalet havde hænderne fulde.

Nå, så starter jeg på neontalafdelingen. Lidt bedre nomering. Det er trods alt et intensivtafsnit. Her er de fysiske forhold værre. Ingen mulighed for familien at bestille mad (det er dog lige lavet om, stadigvæk til en sum a 165 kr for forplejning for en dag, tænk sig hvad det løber op på hvis man kan se frem til en indlæggelse på to måneder). Men der er da et forældrekøkken hvor forældrene selv kan lave mad. For det har man nemlig ret meget overskud til…. ;-). Men forholdene. For pokker altså. Her er der flersengstuer. Der ligger ofte tre familier sammen på stuer. Forestil dig at have født 8-10 uger før tid, være adskilt fra dit barn de første par dage, da det ikke er muligt at forene mor og barn, hvis mor har mén efter fødslen. Hvilket jo ofte er tilfældet når børn fødes før tid. Ofte er der jo en årsag til at de kommer ud før tid. Så der kan mødre ligge på barselsgangen og have det mega dårligt og samtidig have dårlig samvittighed over ikke at kunne være sammen med sit lille barn, som de i forvejen er meget bekymrede for. Vil barnet overleve? Og hvad med pårørende. Kæmpe dillemma at skulle pendle sådan imellem afdelingerne og bekymre sig for sin kone/kæreste og lille præmature barn. Nå, men når mor så kan udskrives fra barselsgangen så skal du og far/medmor eller hvem der nu skal være der for barnet/børnene, bo sammen med en anden familie i måske to måneder. Ofte med flere familier, for der er jo stor udskiftning. Ingen privatliv overhovedet. Og bad? Det er der ikke på alle stuer nej. Der er et bad til rådighedfor de stuer hvor der ikke er badeværelse. Og du skal nå at malke ud, ligge hud mod hud med dit barn og forholde dig til en helt anden familie. Konstant. Sove sammen med dem! Jamen jeg forstår det ikke… Og ja der er også enestuer. Disse er til de børn der er så intensivt krævende at personale kan være der inden for 5 sekunder. Eller til isolationskrævende familier, som ikke må forlade deres stue eller opholde sig afdelingen…

Det er bare meningsløst altså. Vi kan ikke engang tilbyde en mor et glas saftevand som lige har født et barn som af forskellige årsager ender på neonatalafdelingen. Jeg er så træt af det. Og jeg kan blive ved og blive ved og blive ved…. Og det er ganske enkelt helt umuligt at rumme disse frustrationer fra familier, for jeg kan sgu godt forstå at forældre bliver frustrerede over de forhold. Det er så svært oven i alt det andet man skal rumme for sådanne sårbare familier, at der bare er sådanne meningsløse rammer, man intet kan gøre noget ved. Når en anden familie bliver glad over nyheden over at de kan få en enestue, så er der en anden familie der bliver kede af det. Eller faktisk sure! Kan I forstå hvorfor det bare er så pisse frustrerende at være sygeplejerske og jordemoder engang imellem? Rammer som ingen af os “på gulvet” overhovedet har indflydelse på. Man vil så gerne gøre sit bedste, være en god faglig dygtig sygeplejerske eller jordemoder, men der er nogle rammer som skaber så meningsløse problemer, at det bare føles så håbløst efterhånden. Hvornår stopper det? Kan vi ikke bare udføre det arbejde vi er så gode til i stedet for at “slukke ildebrænde” hele tiden.

Og så er der nogen der kommer med forskellige “seriøse forslag” som f.eks. at offentlige ansatte burde betale for sin egen frokostpause, fordi der så kunne ansættes så og så mange flere hænder. Når nogen udtaler eller for den sags skyld “liker” sådanne holdninger, står jeg helt af. Selvom det da i bund og grund er en fin løsning. Men vi har sgu da ikke frokostpauser, det kan ikke lade sig gøre med de rammer der er. Jeg betaler gerne for min frokostpause hvis jeg så kunne gå 30 minutter væk og ikke skulle stå til rådighed imens jeg fik mig noget at spise og nå at tisse af. Nej det ER hænder og monetos det drejer sig om. Ikke mere effektivitet og løsninger. HÆNDER folkens. Varme hænder som vil dig og dit barn det bedste. Så skal I se effektivitet. Og hvis du alligevel er nået så langt i mit brokkeindlæg så se nedenstående film. Ingen fiktion her.

-Sebrina som bare er så træt…