Vores historie #24 – NU OG HER

Så blev det til ‘sidste kapitel’ i vores historie! Hep hey…! Det drejer sig om hvor vi ligesom er nu og her.

Vi har det godt først og fremmest. Rigtig godt! Vi føler vi er et sted, hvor vi kan puste lidt ud og bare nyde hvor vi er og glæde os til den tid der venter. Det seneste år har der været fart på. Jeg startede på job efter barsel, og selvom mange siger at det er meget nemmere med barn nr. 2, så er det nu ikke sådan vi har oplevet det. Jo Aya og Alvin er fantastiske sammen, men det kræver bare ekstra at have to børn. Det er sværere at få pasning, selv at få hvilet, tid til sig selv, tid til det enkelte barn, tid til hinanden, sværere at være tilstede for andre når man er på besøg, eller har besøg, det er dyrere og du er konstant på. Derfor er vi dybt taknemmelige for den familie og de venner vi har omkring os, som hjælper os til at få alt til at gå op i en højere enhed.

F.eks. en dag som i går: jeg skulle møde 8-16 på arbejde. Nicolai skulle spille håndboldkamp og afsted hjemmefra kl. 12. Allerede dér har vi et problem kan I nok se.

Men mine forældre kom da Nicolai skulle afsted og passede børnene og hund indtil jeg kom hjem, hvor de så også lige havde rengjort vores hjem! Jamen det betyder bare så meget. Nicolai kom hjem næsten lige efter jeg. Jeg gik sammen med Aya igang med at lave dejen til en pizza, og min far kørte hjem for at lave momsregnskab. Min mor var kørt for nogle timer siden, da hun selv skulle på arbejde. Nicolai og jeg snakkede om kamp og arbejde imens pizzaen blev forberedt. Vi kunne mærke vi var trætte, og snakkede om at vi bare ville dase og se en god film, når børnene sov. Jeg måtte arbejde over i lørdags, og Nicolai var med børnene til fødselsdag, så der har været lidt knald på denne weekend. Vi tog os god tid ved aftenbordet. Aya sagde (igen) sjove ting og oplyste spontant, at hun gerne ville være skolelærer, når hun blev voksen, så det snakkede vi om. Og om planeter og stjerner. Og igen talte vi til, hvor længe der er til at Aya bliver seks år og skal starte i skole. Og igen skulle Alvin have at vide, at man ikke står op på sin stol, og heller ej hamrer gaflen ned i tallerkenen. Han ville jo også gerne høres. Efterfølgende sad vi og så Go’aften DK (eller det der program hvor de laver mad i Go’ aften DK), og begge børn insisterede på at skulle sidde oven på mig. I 10 minutter for så skulle der børstes tænder og nattøjet på. Nicolai puttede Alvin og jeg læste godnathistorie for Aya. Hun havde (heldigvis) valgt Bamse, hvor historierne er lidt korte. Var simpelthen så træt, så det der med at læse mere end fem minutter kan være en udfordring for trætte øjne ;-). Da Aya var puttet lå Nicolai i sofaen og jeg joinede. Vi faldt begge i søvn på fem minutter og blev vækket af Alvin der ville have vand. Vi snakkede om at det var godt gjort, at forældrene sov før den mindste herhjemme 🙂 Nellie var også færdig. Morfar havde stimuleret hende godt og gået en laaaaang tur med hende. Jeg faldt hurtigt i søvn igen og vågnede kl. 21.30 for derefter at gå i seng og sove videre. Troede Nicolai havde sovet med, men han havde svært ved at falde i søvn efter et par afbrydelser af Alvin, så han havde ordnet vasketøjet og klaret at få ryddet op de timer hvor jeg var HELT væk. Og blevet opdateret på diverse sportsfora og medier :-). Kl. 22 sov vi dejligt. Ingen god film eller kærestetid. Bare udmattede forældre.

I dag er det jo så mandag. Jeg har en fridag med børnene. Skal til temaaften hos en kollega i aften, så måske jeg skal forbi Nicolais arbejde med børnene, da han måske ikke kan nå hjem inden jeg skal afsted. Hvis Aya skal til gymnastik i dag, skal hun afsted med Clara og hendes mor, da det ikke er muligt at nå for Nicolai i dag samtidig med aftensmad. Jeg har lige inviteret familien til brunch på lørdag for at fejre at jeg snart fylder mit sidste år i 20’erne, og spurgt en savnet veninde om en kaffedate på onsdag efter fyraften. Og tænkt ugen igennem. Hvordan diverse aftaler kan gå op, hvornår der kan trænes, hvad med pasning når jeg skal i aftenvagt på torsdag og Nicolai gerne skulle til håndboldtræning osv. osv. HELE tiden skal der planlægges og koordineres. Men det er vi blevet okay gode til efterhånden.

Hvorfor dropper Nicolai ikke bare sin håndbold vil nogen nok tænke? For jo det er sgu lidt af en stressfaktor at få håndbolden presset ind. Men håndbolden er jo Nicolais “ting”. Der hvor han kobler fra og lader op. Og jeg kan lide at se ham spille håndbold. Når dét så er sagt, så er det måske sidste sæson for ham. Til marts starter han til hvalpetræning med Nellie (selvvalgt og han glæder sig), og efter sommerferien skal Alvin også starte til et eller andet og Aya nok begynde til svømning. Og børnene kommer i første række hvad dét angår. “Så finder jeg bare en anden træningsform, som passer ind ind i vores liv, og som jeg er glad for”, siger han. Ligesom jeg har gjort. Jeg kan ikke gå til fodbold. Det ville være noget nært umuligt. Dels pga. mine skæve arbejdstider… eller primært derfor og at jeg er mor!

Selvom vi har givet afkald på ret meget, så er det ikke sådan at vi tænker, at det er sur røv at have to børn og en hund. Vi elsker det jo for pokker, og har fået så meget mere igen end hvad vi har givet afkald på. Men det er rart også at være nået dertil,  at nu er det slut med små børn. Ikke flere børn til os. Det er nogen andres tur nu. Nu er det på tide at vi igen har lidt mere fokus på os som familie og på os selv. Jeg har fået nyt arbejde som jeg elsker. Men det kræver også. Nicolai har også rigeligt på sit arbejde og får hele tiden nye spændende opgaver. Jeg går fortsat op i mig selv og nægter at droppe mine månedlige eyelashes, træning eller shopping. Jeg låser døren til badeværelset, når jeg skal i bad (og Nicolai er hjemme vel at mærke), for ellers bliver jeg også dér forstyrret. Vi bliver konstant forstyrret. Vi kan ikke føre en samtale uden konstant at blive forstyrret. Vi kan ikke være intime sammen uden at blive forstyrret, ikke skide i fred osv. osv. Vi har planlagt kærestedage, Skanderborg Festival og holder fast i at vi SKAL mere ud uden børn, hvor vi kan kigge hinanden i øjnene og snakke sammen uden forstyrrelser. Men for pokker det er sgu ikke så nemt. Vi øver os i at prioritere weekender uden planer og blive bedre til at sige nej. For et nej er altså også et ja til sig selv, os og vores børn. Meget pladderromantisk måske, men for hulan hvor kan der bare hele tiden være aftaler til dit og dat, hvor det ender med at vi sidder hjemme og er fuldstændig færdige efterfølgende og det smitter af på overskuddet til børnene. Og et hjem der samtidig flyder. Og et hjem der flyder hader vi begge to. Derfor ELSKER jeg at vi har rengøring to timer hver 2. uge. Og det er slet ikke nok, men lige dén dag og de efterfølgende dage er overskuddet bare dét større. Og når vinduespudseren første mandag i måneden har været forbi (og nej den skal ikke misforstås). Jeg elsker vores madplaner, vores måde at planlægge, lægge budget for det vi gerne vil. Ferie, forsikringer, projekter i hjemmet, i haven, ny bil og alt det der. Det giver overblik og en tryghed. Og for os selvom det lyder weird, frigiver det altså tid at strukturere hverdagen og vores økonomi. Ellers ville det hele nok gå op i hat og brikker (Ayasprog). Det er sgu da dejligt at vide at bege børn sover kl. 20. Det er dejligt at vide at man ikke skal handle ind i dag. At det er gjort på ugens vanlige indkøb og bare kigge på tavlen, og se hvad der skal laves af mad. Og også glæde sig til særlige dage. F.eks. i fredags, hvor der var pulled pork på menuen :-D. Det er dejligt at vide, at vi sidder fint i det rent økonomisk. At vi er forsikret i hoved og røv, og stadigvæk har mulighed for ski- og sommerferie. Vi tror på at vi går en fremtid i møde, hvor vi ikke får færre penge imellem hænderne- tværtimod. Men at vi skal fortsætte vores måde at leve på, og ikke købe et lidt større og dyrere hjem. Men hellere prioritere at kunne købe de møbler vi gerne vil, kunne rejse det vi vil. Købe det tøj til børnene som vi vil. Tage på oplevelser osv. Det er det der gør os glade og får os til at trives. Sgu ikke at have et hjem på 200 kvadratmeter eller en have på 600 kvadratmeter der konstant skal arbejdes på. For vi elsker det her liv og de rammer vi har.

Så ja det er dér vi er nu. Haha. Ej for liiiige at opsummere:

Vi hviler i at være en familie på fire (fem med Nellie), har et godt arbejdsliv, en fin indkomst, og drømme og muligheder for fremtiden. Vores børn stortrives. Går i den bedste institution, har venner og veninder, vi bor lækkert og nyt, har et godt fællesskab hvor vi bor. Vi har to biler. Vi har en god kærlig familie, vi har vores venner. Vi mangler intet. Jo vi mangler tid.

Vi snakker ofte om at vi er glade for at være “et skridt foran”, uden at det skal lyde for selvhøjtideligt. Men når vi kigger tilbage i bakspejlet, så er livet uden børn, og et “rigtigt” arbejde meget nemmere og egoistisk end det liv vi har nu. Og vi føler vi har været igennem mange store ryk i vores liv, som vi har klaret til ug SAMMEN og nydt at være igennem. Vores forhold har ikke lidt under de mange store forandringer, og vores liv er beriget på en måde som slet ikke kan beskrives, og vi er blevet så meget klogere på os selv og hinanden, så alle de nye udfordringer kan bare komme an. Nu hvor vi kan mærke at børnene er blevet lige dét ældre og vi kan puste bare lidt ud, så drømmer vi (okay jeg nok allermest) om et bryllup. Har altid tænkt at jeg skulle giftes inden jeg blev 30, og jeg har den seneste tid lige skulle deale med mig selv med, at det nok ikke kommer til at ske. Eller det kommer ikke til at ske eftersom jeg gerne vil holde brylluppet om sommeren. Og denne sommer er jeg 29 år. Nå, men det kræver først og fremmest også et frieri, men også en god opsparing, da vi gerne vil holde et brag af en fest. Sådan en motherfucker fest hvor folk drikker sig i hegnet og danser til den lyse morgen. Spiser og drikker godt. Og jeg vil have råd til lige dén kjole som sidder allerbedst på mig og fremhæver det gode på min krop efter jeg har båret og født to børn. Det kan da sagtens være at det ender med en havefest eller et billigere alternativ end jeg lige nu går og forestiller mig. Men altså, om jeg er 30 eller 35 skal sgu ikke skille os ad ;-). Lige nu har vi nogle projekter, som vi først og fremmest skal spare op til og begge vil prioritere højere end et bryllup.

Vi har det godt <3

Gå gerne i krig med hele vores historie på nedenstående kapitler:

#1, #2, #3, #4, #5, #6, #7, #8, #9, #10, #11, #12,

#13, #14, #15, #16, #17, #18, #19, #20, #21, #22, #23

– Sebrina